Følg Frelserens eksempel på empati og kærlighed

Daniel Becerra

Assisterende professor i oldtidsskrifter ved Brigham Young University

Hvad kan vi lære af Jesu liv og lærdomme om, hvordan vi bedre kan have empati for og elske hinanden?

Et af de korteste vers i alle skrifter består af fire ord: »Jesus brast i gråd« (Joh 11:35). Dette er ikke det eneste tidspunkt i skriften, hvor Jesus græder, men der er noget meget betydningsfuldt ved grunden til, at han græder i Johannes 11, og det kan være nemt at overse.

Som historien lyder, bliver Jesu ven Lazarus syg og dør, mens Jesus er væk. Efter nogle få dage rejser Jesus til Lazarus’ hjem for at oprejse ham fra de døde og bliver mødt af hans sørgende søstre, Martha og Maria. Maria falder for Jesu fødder og siger: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død« (Joh 11:32). Johannes fortæller os så: »Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt … kom i oprør« og »brast i gråd« (Joh 11:33, 35).

Det ser ikke ud til, at Jesus græder over tabet af Lazarus. Han havde trods alt vidst i dagevis om Lazarus’ død og planlagde at oprejse ham snarligt (se Joh 11:4, 14-15, 17). Jesus græder snarere over den smerte, som Maria, Martha og andre oplevede, en smerte, som han vidste ville forsvinde i løbet af få minutter, men den var stadig virkelig for dem i det øjeblik.

Jesus græd, i det mindste delvist, af empati.

Empati er evnen til at forstå og tage del i andres følelser, og fordi det er en af Kristi egenskaber, er det noget, vi alle bør stræbe efter bedre at forstå, fremelske og udtrykke. De, der besidder empati, har en større evne til at elske og tjene andre i henhold til deres behov. I den forstand hjælper det at have denne egenskab os i vores stræben efter at »række ud« i efterligning af Frelseren og skabe enighed og tilhørsforhold.¹

Så hvad kan vi lære af Jesu liv og lærdomme om, hvordan vi bedre kan have empati med og elske hinanden?

1. Jesus identificerede sig med de marginaliserede

Jesus havde i løbet af sin tjenestegerning et særligt forhold til dem, der var marginaliseret i samfundet: De fattige, de plagede, de fremmede og andre, der ofte blev ignoreret eller set ned på – »disse mine mindste«, som han omtaler dem i Matthæusevangeliet (Matt 25:40). Men han betjente ikke blot disse personer –han så sig selv i dem og lærte sine disciple, at ved at gøre godt mod sådanne personer »har I gjort [det] mod mig.«

Tænk et øjeblik over det. Universets store Skaber, Guds Søn og Menneskehedens Forløser, den person, der har al årsag i verden til at se sig selv over andre, sidestiller sig med de mest ydmyge og sårbare af mennesker.²

Men hvorfor?

Udover hans kærlighed til alle mennesker er det vigtigt at huske, at den jordiske Jesus selv var marginaliseret. Han blev født som etnisk minoritet i det romerske rige og var sandsynligvis fattig. Som barn blev han tvunget til at flygte til et andet land som flygtning for at undslippe døden (se Matt 2:1-15). Nogle af hans egne folk afviste ham, og i sidste ende blev han offer for statssanktioneret undertrykkelse (se Mark 15:15; Joh 1:11). Fra den dag af, hvor Jesus blev født til den dag, han døde, var han en af »disse … mindste« (Matt 25:40).

Ved at identificere sig med de marginaliserede opfordrer Frelseren os til at overveje vores eget forhold til dem, der på tilsvarende vis er dårligt stillede, fordrevne eller fremmedgjorte i dag. Anser vi os selv for at være bedre end dem? Eller ser vi dem, som Jesus ser dem, som en del af os selv, som åndelige søstre og brødre? Spørger vi os selv: Hvad nu, hvis deres historie var vores historie?³ Beder vi om at forstå og elske dem? Og tjener vi dem som et udtryk for kærlighed til vor Frelser, som afspejles i dem?

2. Jesus lagde kræfter i arbejdet

Det er lettere sagt end gjort at have empati med andre, og for Jesus kom empati i høj grad ved at lide »smerter og trængsler og fristelser … og sit folks … sygdomme«, så han kunne vide, »hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11, 12). Med andre ord gjorde mange af vanskelighederne forbundet med hans liv og forsoning ham i stand til at forstå os og vores vanskeligheder, så han bedre kunne vide, hvordan han heler os.

Men Jesus færdedes frit blandt mange, som han mødte, lyttede til dem, stillede dem spørgsmål og behandlede dem med respekt, selv når andre kritiserede ham for det. Fordi vi er så historisk langt væk, fra da Jesus levede på jorden, kan vi gå glip af nogle af de måder, hvorpå han trodsede de sociale normer på sin tid af hensyn til at række ud til andre.

Han rørte for eksempel spedalske og andre syge personer, som rituelt blev anset for urene i henhold til moseloven (se 4 Mos 5:1-4; Matt 8:2-3). Han tjente også kendte syndere, dem, der havde et dårligt ry, og ikke-jøderne, hvilket er noget, der på lignende vis ville være blevet anset for upassende af nogle (se Mark 2:15-17; Joh 4:5-26). Jesus var i gang med at bygge broer, selv da det ikke var populært.

Ligesom Frelseren kan vi også gøre en indsats for at lære andre bedre at kende. For eksempel kan vi:

lytte til dem med hensigt om at forstå snarere end at dømme eller svare;
undgå tendensen til at være afvisende, gå i forsvarsposition eller være kritiske over for dem, vi er uenige med og
tålmodigt møde mennesker, hvor de befinder sig på deres udviklingsrejse, snarere end hvor vi gerne vil have dem til at være.

Jeg har opdaget, at når jeg får forståelse af andres perspektiver og erfaringer, vokser jeg i medfølelse, får en mere moden forståelse af komplekse emner og bliver bedre rustet til at tjene og elske. Det er svært ikke at elske nogen, når man kender deres historie.

3. Jesus skræddersyede sin kærlighed

Til sidst, viser Jesu liv, at empati finder sit fulde udtryk ved at elske andre på den måde, de har brug for at blive elsket på. Som Nefi beskrev: Frelseren »gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden« (2 Ne 26:24).

Sommetider tog hans kærlighed form af, at han tilbød fysisk helbredelse, opmuntring, revselse eller tilgivelse. Andre gange sørgede han med dem, der sørgede eller tog del i deres glæde. I sidste ende nedlagde Kristus sit liv for os, »mens vi endnu var syndere« (Rom 5:8), hvilket viser, at hans fuldkomne kærlighed varer ved, selv i vores ufuldkommenhed.

Det kan til tider være svært at stræbe efter at elske, som Frelseren gjorde. Så hvordan kan vi elske andre på den måde, de har brug for at blive elsket på?

Kan vi bare vælge at elske, som om der var en kontakt, der bliver tændt?

Er det virkelig muligt at elske en nabo eller en fremmed lige så meget som et familiemedlem eller os selv?

Hvad med dem, som vi er uenige med eller ikke kommer ud af det med, eller dem, som vi er tilbøjelige til at skændes med?

I skrifterne omtales kristuslignende kærlighed ofte som noget, et menneske bliver »fyldt« med; med andre ord er det noget, der er indgydt i sjælen af Gud (se Mosi 2:4; 4:12; Alma 38:12; Moroni 7:48). Det betyder, at kristuslignende kærlighed ikke kan udvikles uden Guds hjælp – det er en åndelig gave, der kommer og vokser, når vi »bed[er] til Faderen med hjertets hele styrke« (Moro 7:48).

Empati bringer enighed

Når vi tjener med empati og kærlighed, øges vores evne til at skabe samhørighed og tilhørsforhold og bringe andre til Kristus. Det er, fordi vi begynder at se andre med Guds øjne og føle med hans hjerte. Vi kommer også til at se vores tjeneste, ikke som at vi rækker nedad for at løfte andre op på vores niveau, men som at vi rækker udad for at omfavne et af Guds børn. Når vi gør det, er vi med til at opfylde Kristi bøn om, at hans tilhængere skal »være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os« (Joh 17:21).