Det jeg lærte på bageste række under nadvermødet

Garrett Gray

En oplevelse ved nadvermødet lærte mig, hvordan Kristus tjener og drager omsorg – for den enkelte.

En søndag tog jeg hen for at høre en ven, der var vendt hjem fra en mission, tale ved nadvermødet. Da jeg ankom, indså jeg, at jeg ikke kendte særlig mange mennesker i forsamlingen, så jeg satte mig alene bagest i kirkesalen.

Snart efter blev nadveren omdelt. Der var kun tre af os på den lange bænk bagest i kirkesalen med mig på den ene side og et ældre par på den anden. Jeg sad der stille, og da en af diakonerne kom hen til vores række med vandet, bevægede jeg mig hen mod parret, så diakonen ikke ville være nødt til at gå hele vejen rundt om bænkene bare for at give mig vandet.

Men fordi jeg flyttede mig, var diakonerne forvirrede over, om jeg havde modtaget nadveren. Da diakonerne havde rakt deres bakker tilbage til præsterne, var der en drøftelse blandt dem. Jeg så på, da en af præsterne gik hen til biskoppen og stillede ham et spørgsmål, hvor biskoppen nikkede bekræftende. Det næste, jeg vidste, var, at en diakon med en bakke med brød i hånden kom hen til mig og spurgte: »Du fik brødet, ikke?«

Jeg nikkede hurtigt, og diakonen vendte tilbage til den forreste del af kirkesalen. Til at begynde med var jeg flov over, at jeg havde forårsaget en afbrydelse. Men så tænkte jeg på situationens åndelige implikationer: Præstedømmebærerne, Jesu Kristi repræsentanter, var bekymrede for, at jeg ikke havde modtaget symbolerne på Kristi legeme og blod og gjorde alt, hvad de kunne, så jeg kunne deltage fuldt ud i ordinancen.

Vær en sand discipel

Præstedømmebærernes handlinger under nadvermødet mindede mig om, hvad Kristus ville gøre i en lignende situation – han ville gøre alt, hvad han kunne for at drage omsorg for den enkelte. Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at »Jesu Kristi sande disciple har altid haft omsorg for den enkelte.«¹

For at være som Frelseren må vi altid søge efter dem, der føler sig fortabte eller glemte, og hjælpe dem tilbage til de nioghalvfems. For dem, der har det svært, kan det at bare være et kristuslignende eksempel sommetider åbne deres hjerte og spire troens frø, der ligger begravet indeni. Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Når vi følger Frelserens eksempel, får vi mulighed for at være et lys for andre.«²

At være som Frelseren kan give mange muligheder for at hjælpe andre til at komme ham nærmere. Jeg bliver ofte overrasket over, hvor mange af dem omkring mig, der har spørgsmål om Jesu Kristi gengivne evangelium og henvender sig til mig blot på grund af mit eksempel. Jeg nyder at hjælpe dem til at forstå mere om, hvem vi er, hvad vi tror på, og hvordan Kristus er midtpunktet for alt, hvad vi gør.

At påtage os hans navn

Denne oplevelse med nadveren hjalp mig også til bedre at forstå ordinancens hellighed, og hvordan den gør os i stand til at forny vores pagter med vor himmelske Fader og blive bedre Kristi disciple.

Nadverbønnerne lyder: »At de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem« (Moro 4:3). Og er der nogen bedre måde at påtage os Kristi navn, at erindre ham og holde hans befalinger på end at følge hans eksempel med at drage omsorg for den enkelte? At søge og bede om muligheder for at finde dem, der er fortabte, er en måde, hvorpå vi kan holde vores pagter og udtrykke vores påskønnelse af Frelseren.

Herren underviste: »Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!« (L&P 18:15). Uanset om den ene sjæl er et familiemedlem eller en ven, der kæmper med sin tro, eller en besøgende, som vi sørger for får nadveren, bør vi altid have vores øjne åbne for den enkelte.

Jeg ved, at Jesus Kristus lever og passer på os, fordi for ham er vi den ene. Og til gengæld kan vi passe på dem omkring os og også lede dem mod hans lys.