Denne artikel er blevet gennemgået af Tempelafdelingen.
Kun digitalt
Herren vejleder sin kirke i henhold til vores sprog og forståelse
Gennem historien har Herren åbenbaret ændringer i retningslinjer omkring ordinancer og evangelisk tilbedelse.
Forfatteren bor i Utah i USA.
Foto: Mary Alice Grover-Bacher
I Mormons Bog afslutter Nefi sin optegnelse med en vigtig indsigt i, hvordan Herren underviser og vejleder sit folk: »For Gud Herren giver lys, så man forstår; for han taler til mennesker på deres sprog, så de forstår« (2 Ne 31:3, fremhævelse tilføjet).
»På deres sprog«
De fleste af os anerkender, at Gud taler til alle sine børn på deres eget sprog. Vi har sikkert set, hvordan han kommunikerer med os på vores sprog, og hvordan han kommunikerer med andre på deres. Det er især påfaldende, hvis vi har haft mulighed for at bo i et andet land end vores eget. Jeg blev først opmærksom på dette princip som ung missionær, da min første makker og jeg underviste i Jesu Kristi evangelium på standard italiensk, et sprog der ikke var vores modersmål.
I løbet af vores tid sammen i Lugano i Schweiz fandt og underviste min makker og jeg en familie fra Sicilien i Italien. Vi talte italiensk, men familien talte siciliansk, som er så forskelligt fra standard italiensk, at det anses for at være et særskilt sprog. De lokale medlemmer af grenen talte en anden variation af italiensk, som er endnu mindre kendt: Schweizisk italiensk. Men alligevel brugte grenens medlemmer deres modersmål schweizisk italiensk til at hjælpe os med at undervise denne unge familie og føre dem ind i fællesskabet.
På trods af forskellene på standard italiensk, schweizisk italiensk og siciliansk talte Herren til og igennem hver af os ved Helligånden i henhold til vores sprog og forståelse. Med tiden trådte denne unge familie ned i dåbens vande og blev bekræftet som medlemmer af Kirken.
Som Herren gjorde med min oplevelse i det sydlige Schweiz, taler han til os alle på vores sprog. Når Herren taler til en otteårig skoleelev i Lima i Peru, taler han på det sprog, som barnet forstår. Det samme gælder, når han taler til en universitetsprofessor i Tokyo i Japan; han taler det sprog, professoren forstår.
Det, der måske ikke er så velkendt for os, er, at Herren også taler i den kulturelle sammenhæng i en persons eller et folks liv og tid. Han kommunikerer i henhold til deres forståelse.
»Så de forstår«
Jeg har lært, at Herren på forskellige tidspunkter og steder gennem tiderne altid har talt til sine børn i henhold til deres sprog og forståelse, når han har delt sit budskab, sine ordinancer og sandheder på folkets sprog og i deres kultur. Selvom Guds børn er begrænsede i deres sprog (intet sprog er fuldkomment) og begrænsede i deres kulturelle forståelse (kulturer tilpasser sig, låner og ændrer sig med tiden), så kommunikerer Herren på sine børns niveau sin vilje på deres sprog og i deres kultur, så han kan undervise og bistå dem. I Lære og Pagter 1:24 siger Herren:
»Se, jeg er Gud og har talt det; disse befalinger er af mig og blev givet til mine tjenere i deres svaghed på deres sprog, for at de måtte komme til forståelse« (fremhævelse tilføjet).
Når en kultur ændrer sig drastisk over tid, bør vi derfor ikke være overraskede over, at Herren, der er den samme i dag, som han var i fordums tid (se Hebr 13:8), åbenbarer sit sind i en ny kulturel kontekst baseret på folkets tid, sted og forståelse.
Et helligt kys og hilsen
Da apostlen Paulus for eksempel skrev til de hellige i Rom, Korinth og Thessalonika, opfordrede han dem til at »hilse hinanden med helligt kys« (se Rom 16:16, se også 1 Kor 16:20; 2 Kor 13:12; 1 Thess 5:26). Denne instruktion gav mening i kulturen i Middelhavet dengang, hvor mænd hilste på hinanden med et kys.
At hilse på nogen i alle kulturer – både fordums og nutidig – har altid været et tegn på hengivenhed, venskab, anerkendelse og ærbødighed. Den præcise form disse hilsener tager afhænger dog ofte af, hvad der er passende eller forventet til den specifikke begivenhed og kultur; på nogle tidspunkter og steder kan det betyde at bukke, give hånd, kramme, kysse på læberne eller kinden eller at gnubbe næser.
Paulus’ formaning til de hellige om at hilse på hinanden »med helligt kys« har føltes som et bekvemt og velkendt tegn på fællesskab i hans samtid og kontekst i Middelhavet dengang. Men i en vestlig kulturel kontekst i USA i 1800-tallet inspirerede Herren Joseph Smith til at tilpasse denne befaling fra Det Nye Testamente til at være at hilse hinanden med en hellig hilsen.1 Det var måske for at anvende dette begreb på sit folk, der levede i en anden tid og et andet sted, hvor det at kysse ikke blev anset for en behagelig måde at hilse hinanden på i et kirkefællesskab.
Efterhånden som Guds børns situation ændrer sig med tiden, kan denne kontekst være en måde, hvorpå Herren taler til sit folk, så »de [kan] komme til forståelse.«
Ændringer i kulturel kontekst
Det kan også delvist forklare, hvorfor vi kan finde visse historier fra skriften udfordrende at forstå, selv når skrifterne er blevet oversat til vores eget sprog. Vores kulturelle baggrund er ofte så markant forskellig fra den tid, hvor begivenhederne i skriften fandt sted, at det kan gøre det svært at forstå historien i dag (se 2 Ne 25:1).
Når Herren indgår sine pagter og ordinancer med sit folk, er det i en kontekst af en specifik kultur på et bestemt tidspunkt og sted. »Enhver justering på ordinancer og procedurer ændrer ikke ved den hellige karakter af de pagter, der indgås.«2 Herren bevarer altid den evige natur af sine løfter, som findes i hans pagter med sine børn.
Mark Alan Wright, der er professor ved Brigham Young University, siger: »Sprog er ikke begrænset til de ord, vi bruger, men indebærer også tegn, symboler og fysiske fagter, der er gennemsyret af betydning i de kulturer, der har frembragt dem.«3 Skrifterne giver eksempler på, hvordan det fungerer.
Eksempler i Det Gamle Testamente
I fortidens mellemøstlige kontekst i det Gamle Testamente er det ikke overraskende at lære, at det at lægge sin hånd under en anden persons lænd for at sværge en ed nævnes i 1 Mosebog 24:9 og 47:29. På den tid var denne praksis en kulturelt passende måde at aflægge et løfte på eller sværge loyalitet over for nogen på, inklusive mellem en far og en søn.
En anden almindelig praksis i fortidens Mellemøsten var at skære dyr og fugle midt over, så folk kunne gå mellem dem, når de indgik en pagt – en rituel handling, som Abraham og andre i Det Gamle Testamente indgik.4
Derudover omfattede den abrahamske pagt omskærelse som et tegn på pagten (se 1 Mos 12-17).
I det Gamle Testamente åbenbarede Herren ofte sin evige pagt i den form og terminologi, der mindede om de traktataftaler, der blev indgået i fortidens Mellemøsten. Det giver mening, eftersom Herren taler til sit folk i deres kulturelle kontekst, så de kan »komme til forståelse.«
Udførelse af nadveren
Under Frelserens jordiske tjenestegerning åbenbarede han sin pagt på en ny måde. I dette tilfælde tog Jesus påskesymbolerne og gav dem en ny betydning under den første nadver. Disse symboler omfattede usyret brød og vin, som de drak af et enkelt bæger (se Matt 26:20-29).
På et tidspunkt og et sted, der var meget anderledes end der, hvor Herren var under sin jordiske tjenestegerning i det første århundredes Mellemøsten, åbenbarede han følgende for Joseph Smith i det 19. århundredes Nordamerika:
»Lyt til røsten fra Jesus Kristus, din Herre, din Gud og din forløser, hvis ord er levende og virksomt. For se, jeg siger jer, at det ikke betyder noget, hvad I spiser eller hvad I drikker, når I nyder nadveren, såfremt I gør det alene med min ære for øje – idet I for Faderen erindrer mit legeme, der blev nedlagt for jer, og mit blod, der blev udgydt til jeres synders forladelse« (L&P 27:1-2).
Der var ikke længere behov for usyret brød og vin til nadveren. Brugen af et fælles bæger fortsatte dog. Justin Bray fra Kirkens historiske afdeling bemærkede, hvordan det at bruge et enkelt bæger var typisk på det tidspunkt: »Udover religiøse rammer var det at dele et bæger en almindelig praksis i Amerika i det 19. århundrede. Vandposter på offentlige skoler, i parker og tog havde ofte en kop eller et bæger lænket fast til dem, som alles læber rørte.«5
Med tiden inspirerede Herren sine profeter og apostle til at ophøre med at bruge et fælles bæger ved tildelingen af nadveren i 1912.6 Selvom der var en smuk symbolik på fællesskab og samhørighed i at drikke af det samme bæger, hvor alle delte nadveren sammen, trods forskelligheder, så havde kulturen ændret sig. Herren talte igen til sit folk »i deres svaghed … for at de måtte komme til forståelse.«7
Frelserens og hans tilhængeres roller
Ikke desto mindre advarer Herren mænd og kvinder om, at det ikke er deres ret at ændre midler eller ord i, hvordan vi indgår hellige pagter, som han har åbenbaret.8
Kun Jesus Kristus har retten til at ændre de ordinancer og procedurer, hvorved vi modtager hans pagter baseret på hans folks tid, sted og omstændigheder. Vi har kun retten til at acceptere disse pagter, ikke til at ændre dem eller ordinancerne. Som følge deraf accepterede Herrens folk hans ret til at gøre en ende på omskærelse og alle slagtofre.9 De accepterede hans ændring af sabbatsdagen fra lørdag til søndag som et tegn på den kristne pagt. Det er ligeledes vores mulighed at følge ham, uanset hvordan han gennem sine profeter åbenbarer, at hans værk skal udføres i dag.
Åbenbaring til levende profeter, herunder tempeltjeneste
Vi har været vidne til, hvordan Herren har inspireret sin nutidige profet, præsident Russell M. Nelson, til at åbenbare sine lærdomme, pagter og ordinancer på vores »sprog« i henhold til vores »forståelse«, herunder med vidner til dåb10 eller alderen for ordination i Det Aronske Præstedømme.11 Dette gælder især ved tempeltjeneste.
Inspirerede justeringer foretaget af Det Første Præsidentskab i de seneste år – i henhold til vores omstændigheder, sted og tid – blev åbenbaret »for at gøre oplevelsen i templet bedre for medlemmerne og hjælpe alle, der træder derind til at føle sig nærmere på Gud på disse hellige steder.«12
Når vi ydmygt har modtaget den enestående velsignelse i form af himmelsk inspiration og åbenbaring gennem en nutidig profet, må vi da med fornyet påskønnelse huske den niende trosartikel, hvor der står: »Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (fremhævelse tilføjet).