Sidste dages fædre
En fars velsignelse til vores syge spædbarn
Vores nyfødte søn ville ikke leve længe, men vi vidste, at vores forbindelse til ham kunne fortsætte for evigt.
Forfatteren bor i Utah i USA.
Modelfoto
For mange år siden ventede min familie med glæde på, at vores søn, Randolph »Ray« Gibson, blev født. Men en rutinemæssig ultralydsscanning knuste vores hjerter.
Ray blev diagnosticeret med hypoplastisk venstre hjertesyndrom (HLHS), hvilket er en tilstand, hvor venstre side af hjertet ikke udvikler sig ordentligt. Hjertet fungerer ikke, fordi blodet kan ikke cirkulere, og det er ofte dødeligt for barnet.
Mens vores familie bearbejdede denne diagnose, bad vores venner og familie bønner for os, de fastede og udøste kærlighed og omsorg. Vi forblev håbefulde. Ikke desto mindre medførte en opfølgende test flere nedslående nyheder: Rays HLHS var ekstremt alvorlig.
Medfølende sundhedspersonale drøftede mulighederne med os. At abortere var ikke en beslutning, vi ville overveje at tage. Men vi måtte opveje ønsket om, at vores søn skulle leve – uanset hvor lille chancen var – mod den smerte, han ville lide under forsøg på at reparere hans hjerte. Bestræbelser på at holde Ray i live ville sandsynligvis føre til en livslang lidelse og død i en meget ung alder.
Min hustru, Kati, og jeg traf bønsomt en meget svær beslutning. Vi ville bringe vores søn ind i denne verden, sørge for at han var godt tilpas og lade ham få en fredfyldt død. Vores forpligtelse over for Jesu Kristi evangelium og vores tro på frelsesplanen hjalp os til at træffe dette valg. Det var ikke let at se vores søn vokse i sin mors mave, velvidende, at han ville dø kort tid efter fødslen. Vi var også bekymrede for, hvordan vores toårige barn ville håndtere at møde sin lillebror og så være til hans begravelse en uge senere.
Vi blev styrket af Herrens erklæring om, at »små børn er hellige, idet de er blevet helliggjort ved Jesu Kristi forsoning« (L&P 74:7).
Kati og jeg kan bevidne, at det år, hvor vi ventede på Rays ankomst, hjalp os til at forstå den sande betydning af, at en ægtemand og hustru holder fast ved hinanden (se 1 Mos 2:24 og L&P 42:22). Vi holdt fast ved hinanden, og vi lod vores kærlighed og tillid hjælpe os til at holde ud. Vi udøste vores hjerte for Gud og bad om styrke til at fortsætte og velsigne vores familie gennem denne prøvelse. Vores ægteskab blev stærkere.
Inden Ray blev født, fandt vi ud af, at han var i sædestilling. Lægerne var bekymrede for, at han ikke ville overleve belastningen ved en normal fødsel, så de udførte et kejsersnit. Få minutter efter fødslen gav jeg, sammen med min biskop og adskillige andre, Ray en præstedømmevelsignelse uden for operationsstuen. I denne kaotiske, traumatiske situation udtalte jeg adskillige sætninger og afsluttede »i Jesu Kristi navn. Amen.« Ray blev derefter vasket, svøbt i et tæppe og taget med til sin familie på hospitalsstuen.
Som trøst prøvede jeg at huske velsignelsens ord, men det kunne jeg ikke.
Ray levede i 24 timer og 16 minutter. Familie og venner fyldte hospitalsstuen i løbet af dagen og holdt Ray og elskede ham. Det var en surrealistisk oplevelse – den eneste dag, vi ville få med vores søn. Jeg værdsatte at holde ham, kysse ham og skifte ble.
Næste morgen døde vores søn. Vi holdt ham og elskede ham stærkt i hans sidste time.
En uge senere ønskede jeg desperat at huske velsignelsen. Der var sket så meget. Velsignelsen varede kun nogle få minutter, men jeg kunne ikke huske de ord, jeg havde udtalt den morgen.
Jeg knælede ned og bad om et mirakel, selvom jeg ikke vidste, om der ville komme et. Efter bønnen greb jeg fat i en blyant, og så kom velsignelsens ord til mit sind.
Denne oplevelse bekræftede min tro på, at sløret mellem dette liv og livet herefter er tyndt, og at vi kan forblive forbundet med vores familie, der ikke er hos os længere.
Jeg havde været vidne til et mirakel. Jeg ved, at min søn spillede en afgørende rolle i det mirakel.
Min hustru og jeg finder stadig trøst i det løfte, der findes i Romerbrevet 8:18: »Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.«