Kun digitalt: Unge Voksne
Lær at selvlede ikke er et af Frelserens redskaber
Det tog mig et stykke tid at lære, at Gud ikke ønskede, at jeg hadede mig selv for mine fejl.
Jeg har brugt meget tid på at være efter mig selv. Det viser sig, at det at være hård mod mig selv faktisk ikke gør mig bedre.
Jeg giftede mig som ung, og selvom mit ægteskab altid har været sundt og lykkeligt, fik det mig til at se mine svagere karaktertræk i øjnene. Oven i det besluttede min mand og jeg os for at få børn med det samme, og min første graviditet var den mest oprivende oplevelse, jeg nogensinde havde haft. Jeg havde fysiske udfordringer, jeg aldrig havde forestillet mig. Mit humør var ustabilt, og depression blev en meget virkelig og meget ny kamp.
Jeg prøvede at være en god hustru, en god mor og en god studerende, men jeg levede aldrig helt op til mine egne standarder. Med tiden blev det at skælde mig selv ud min første reaktion.
Jeg forstod, at de to store bud lyder: »Elsk Herren din Gud« og at »elske din næstesom dig selv« (Matt 22:37, 39, fremhævelse tilføjet), hvilket indebærer, at vi skal elske os selv. Men jeg følte mig uværdig til kærlighed.
Jeg tænkte: »Hvis jeg synder og elsker mig selv alligevel, er det så ikke at give mig selv tilladelse til at blive ved med at gøre noget forkert? Det er trods alt meningen, at vi skal ofre et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, så er det ikke meningen, at vi skal have det elendigt, før vi får det bedre?«
På det tidspunkt ville jeg have svaret »ja«, men sandheden er et rungende »nej«.
Ældste S. Gifford Nielsen fra De Halvfjerds har sagt: »Vor himmelske Fader ønsker, at vi elsker os selv … at se os selv, som han ser os: Vi er hans dyrebare børn. Når denne sandhed synker dybt ind i vores hjerte, vil vores kærlighed til Gud vokse«.1 Og når min kærlighed til Gud vokser, bliver jeg bedre. Når jeg elsker Gud, anerkender jeg min Frelsers gave, der gør det muligt for mig at blive tilgivet for mine synder og overvinde mine utilstrækkeligheder. Når jeg elsker Gud, er det lettere at elske mig selv.
At være efter andre hjælper dem ikke til at udvikle sig; det gør dem kun modløse. Sammen med irettesættelse har de også brug for opmuntring. Så hvorfor skulle jeg være anderledes? Hvordan kunne jeg vise mig selv den samme medfølelse?
At finde støtte
Da jeg betroede mig til min mand, at jeg kæmpede med de ting, følte jeg mig ynkelig. Jeg var mere tryg ved at fortsætte min vane med at tale negativt, så jeg var nødt til at være modig og sårbar for at indrømme mine svagheder højt. Men at formulere mit problem for en anden hjalp mig til at finde løsninger og få mere klarhed.
Jeg har uddannet mig med opløftende ressourcer til at forstå mine tankemønstre, og hvordan jeg kan forbedre mig. Jeg har også lært, at regelmæssig motion gør en stor forskel. Tidligere motionerede jeg, fordi jeg hadede min krop og ønskede at ændre den. Nu træner jeg, fordi jeg elsker at have det godt og have mere energi.
Mine ændringer var mere effektive, fordi jeg erkendte, at Frelseren støttede mig frem for at fordømme mig. Før havde mit studium af skriften, bøn og tempelbesøg været fuld af skam og havde begrænset min åndelige udvikling. Nu er mine bønner mere oprigtige og ærlige, fordi jeg ikke skjuler mig for Herren.
Vælg hvilken stemme, I vil følge
Jeg måtte også beslutte mig for, hvad der betød noget, og hvem jeg skulle lytte til. Vores verden, vores nabolag og vores platforme på de sociale medier har så mange forventninger til, hvordan vi skal handle, se ud, være forældre, tale og så videre. Det er ganske enkelt umuligt at opnå universel godkendelse.
Men ved I, hvem der ellers blev misbilliget? Jesus Kristus. Han var venlig, medfølende og fuldkommen, men han vandt ikke nogen popularitetskonkurrencer. Faktisk kostede det at vælge at vise sin kærlighed til visse mennesker ham ofte andres respekt. Jeg har været nødt til at acceptere, at jeg ikke kan behage alle og i stedet stræbe efter at behage Gud.
At være bevidst med mine tanker
Målet med selvkærlighed er aldrig at retfærdiggøre undladelse, bortforklare synd eller glide ind i selvtilfredshed. Jeg anerkender, at visse negative følelser kan hjælpe mig, såsom guddommelig sorg – men jeg bør ikke dvæle i det, for det er ikke udvikling.
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Skyldfølelse har en vigtig rolle, da den vækker os til de ændringer, vi har behov for at foretage, men det er begrænset, hvor langt skyldfølelsen vil hjælpe os.
Skyldfølelse er som et batteri i en benzindrevet bil. Det kan oplyse bilen, starte motoren og give energi til forlygterne, men det vil ikke give brændstof til den lange rejse forude. Batteriet er ikke tilstrækkeligt i sig selv. Og det er skyldfølelse heller ikke.«2 Jeg må være bevidst om ikke at glide ind i negative tankemønstre og bør i stedet fokusere på at elske Kristus og mig selv.
Det har været en proces at lægge denne byrde for min Frelsers fødder, men den virker. De små ændringer, jeg har foretaget, mange af dem inde i mit eget hoved, gør en stor forskel på grund af Frelserens nåde.
Jeg er taknemmelig for, at hjertet i evangeliet er kærlighed. Guds kærlighed, andres kærlighed og kærlighed til mig selv.