»Tror du på Gud?«, Liahona, juli 2023.
Sidste dages helliges røster
Tror du på Gud?
Da min ven fortalte om sine bekymringer, kom der et pludseligt sus af forståelse over mig.
Illustration: Katy Dockrill
Da jeg voksede op, tvivlede jeg aldrig rigtigt på sandheden af evangeliet. Da jeg nåede mine teenageår, tvivlede jeg dog på, om jeg virkelig havde et vidnesbyrd eller bare accepterede det, som mine forældre og venner troede på. Jeg bad for, at jeg måtte vide, at evangeliet er sandt.
Trods mine udfordringer fortalte en ung kvinde, som jeg mødte på universitetet, mig, at hun fornemmede, at jeg kendte mit mål med og min retning i livet.
»Tror du på Gud?« spurgte hun mig.
Jeg fortalte hende, at det gjorde jeg, og at min kirke lærer os om vores forhold til Gud og formålet med livet. Jeg fortalte hende også om profeten Joseph Smith og genoprettelsen. Hun lyttede omhyggeligt.
Søndagen efter i kirken hentede jeg pjecer til min ven om Joseph Smith og frelsesplanen. Da hun havde læst dem og var begyndt at læse Mormons Bog, tog jeg hende med i kirke.
Senere fortalte hun mig, at hun havde været tæt knyttet til sin storebror. Han havde været stuntpilot og optrådt i lokale luftopvisninger. Desværre blev han dræbt, sommeren inden vi mødtes, da han fløj i en luftopvisning. Hun var knust over hans død og var bekymret for ham, fordi han var agnostiker. Hun havde bedt om at få at vide, hvordan hans tilstand og status var for Gud.
Da hun fortalte om sine bekymringer, kom der et pludseligt sus af forståelse over mig. Det var en følelse af ren sandhed og lys. Jeg forstod, at vores møde ikke var sket tilfældigt. Gud havde snarere hørt og besvaret denne sønderknuste unge kvindes oprigtige bøn.
Jeg var ydmyg over at vide, at vor himmelske Fader var opmærksom på mig og anså mig for værdig til at være et middel i hans hænder til at besvare hendes bøn. Jeg forstod hans store visdom i at bruge denne oplevelse til også at besvare min bøn om at få at vide, at evangeliet er sandt.
Efter jeg havde forberedt mig, pakkede jeg mine tasker til de bedste to år af mit liv. I mellemtiden tog min ven missionærlektioner med sin søster. De tilsluttede sig begge Kirken og tog efterfølgende på mission. Efter min mission bad min ven mig om at udføre tempelordinancer for sin bror.
Jeg ved, at Gud hører og besvarer oprigtige bønner, men sommetider på en måde eller efter en tidsramme, som vi ikke forventer.