Det Nye Testamente i kontekst

Rådet i Jerusalem

Jared Ludlow

Lektor i oldtidsskrifter ved Brigham Young University

Lær, hvad rådet, der er beskrevet i Apostlenes Gerninger 15, lærer os i dag.

Apostlenes Gerninger 15 beretter om et af de tidligste kristne råd, Rådet i Jerusalem, og underviser om principper, der stadig kan anvendes af Kirken i dag.

Dette råd mødtes for at drøfte spørgsmålet om, hvad ikke-jøder bør gøre, når de omvender sig til kristendommen. Selvom de første troende havde været jøder, der accepterede Jesus som Messias, kom ikke-jøderne fra en anden religiøs og etnisk baggrund, så deres inklusion i den spirende kristne kirke blev en udfordring.

Normalt ville jøderne og ikke-jøderne ikke omgås hinanden på nært hold på grund af forskelle i tro, kultur og sprog, såvel som de love om kost (kosher), som jøderne fulgte. De første kristne spekulerede på, om de jødiske skikke og traditioner skulle fortsætte, eftersom Jesus og alle de første apostle var vokset op med at gøre disse ting.

Forskellige synspunkter blandt kirkens første medlemmer

De første kirkemedlemmer havde forskellige holdninger til dette spørgsmål. Nogle belærte om, at mænd, der ønskede at blive frelst og acceptere Jesus, skulle omskæres, som det var skik i henhold til moseloven (se ApG 15:1).¹

Paulus og Barnabas repræsenterede en anden holdning. De havde undervist ikke-jøder og følte, at Helligånden havde hjulpet med at omvende dem. Paulus og Barnabas så dette som et vidnesbyrd om, at det arbejde, de udførte, var sandt (se ApG 15:2-4). De krævede ikke omskæring eller overholdelse af jødiske love om kost for at blive døbt.

Disse modstridende synspunkter krævede et råd blandt kirkens ledere i Jerusalem for at afgøre sagen.

Peters udtalelse

Peter, den øverste apostel, talte ved rådet. Han mindede dem om sine oplevelser, hvor han havde lært, at ikke-jøderne skulle høre om evangeliet, og at Helligånden vidnede om sandheden for dem, ligesom for jøder, der havde accepteret Jesus som Messias (se ApG 15:7-8, se også ApG 10).

Han sagde, at Gud »ikke havde gjort forskel på os og dem og renset deres hjerte ved tro« (ApG 15:9). Ikke-jødernes oplevelser med Helligånden var bevis på, at deres omvendelse til Kristus blev accepteret af Gud. Og de oplevede dette uden at overholde moselovens krav.

Peter konkluderede med sit håb om, at »vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de« (ApG 15:11).

Jakobs kompromis

Jakob, Jesu bror og en vigtig tidlig kirkeleder i Jerusalem, talte også til rådet. Han anerkendte Peters oplevelser, der førte ham til at vide, at Gud ville gøre et pagtsfolk ud af ikke-jøderne. (Se ApG 15:13-17, se også Am 9:11).

Så foreslog han en mellemløsning. Han foreslog, at ikke-jøderne skulle afholde sig fra mindst fire ting i forbindelse med at holde moseloven (se ApG 15:20, 29):

• Kød, der ofres til afguder

• Utugt (seksuel umoralitet)

• Kød af kvalte dyr (dyrets blod var ikke blevet drænet)

• Blod (i forbindelse med at undgå kød, der er kvalt)

Disse forbud adskilte ikke-jøder fra andre ikke-jøder, eftersom disse handlinger nogle gange var en del af ikke-jødernes tilbedelse af guder og gudinder.

Et budskab til de hellige

Alle i rådet var enige om Jakobs forslag, så de sendte breve og repræsentanter til Antiokia og andre kristne menigheder for at informere dem om denne retningslinje (se ApG 15:23-29). De anerkendte også Helligåndens rolle i brevet ved at vidne om, at denne retningslinje var god.

Nu kunne alle kristne, både jødiske og ikke-jødiske, spise sammen. Retningslinjen fremhævede også indirekte, at tro på og pagter med Jesus Kristus var vejen til frelse, ikke moseloven.²

Lektier fra Rådet i Jerusalem

Mindst fem principper fra Rådet i Jerusalem er anvendelige i Kirken i dag:

1. At dele forskellige ideer i et råd kan hjælpe medlemmerne, når de søger Herrens vilje, og kan føre til en aftale, som alle kan følge.

2. Den endelige aftale eller beslutning bærer ledernes myndighed; rådsmedlemmer og et større medlemskab af Kirken kan støtte og stole på disse autoritative beslutninger.

3. Kirken kan inkorporere forskellige kulturer i ét legeme, og medlemmerne kan lære, hvilke kulturelle skikke, der er i modstrid med evangeliets kultur, og skal opgives.

4. Helligånden vil give et stærkt vidnesbyrd om, hvad Guds vilje er, og at man følger den.

5. At acceptere Jesus Kristus gennem dåb og andre pagter er nøglen til omvendelse og til at tilslutte sig Kirken.

Når vi følger disse principper i kirkeråd i dag, vil det føre til respekt for andre menneskers synspunkter. Vi kan også udvise ydmyghed, når vi accepterer og støtter rådets beslutninger.

Herrens kirke er organiseret med råd

»Gud indkaldte til et stort råd i den førjordiske verden for at præsentere sin storslåede plan for vores evige velfærd. Herrens kirke er organiseret med råd på alle niveauer begyndende med Rådet for Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum og videre til stavs-, menigheds-, kvorums-, organisations- og familieråd …

Når lederen af et råd når frem til en beslutning, bør rådets medlemmer opretholde den helhjertet«.

Se præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, »Styrken i råd«, Stjernen, jan. 1994, s. 73, 75.

Noter

1. Apostlenes Gerninger 15:5 bruger titlen »farisæernes parti« til at beskrive nogle »jødiske kristne«, som troede på Kristus, der fremturede i deres ønske om at bevare jødernes skikke som en del af den kristne pagt. Det var ikke de farisæere, der ofte nævnes i evangelierne. De var kristne omvendte, der havde et stærkt ønske om at bevare deres jødiske identitet, og som sandsynligvis tilhørte farisæernes parti før deres omvendelse, og som kan have bevaret nogle forbindelser til farisæerne.

2. Resultaterne fra rådet fortsatte med at være rettesnor for den tidlige kirke. Paulus sagde for eksempel senere, at omskærelse og at følge moseloven ikke var nødvendigt for at acceptere Jesus Kristus, selvom andre fortsatte med at undervise i disse ting (se ApG 21:20-21), og han gentog de fire grundlæggende krav for omvendte ikke-jøder fra Rådet i Jerusalem (se ApG 21:25).