»Jeg ønsker, at I skal huske«, Liahona, sep. 2023.
»Jeg ønsker, at I skal huske«
Mosija 5:12
Vi er hver især blevet givet personlige påmindelser om Kristus. Se hen mod dem, og husk ham.
Detalje fra Kristus og den rige unge mand [Christ and the Rich Young Ruler], af Heinrich Hofmann
Som en del af vores jordiske oplevelse er vi alle underlagt ikke blot et slør af glemsomhed, men også en tilstand af glemsomhed. Glemsomhedens slør får os til at glemme scener og sandheder, som vi lærte at kende i vores førjordiske tilstand. Vores tilstand af glemsomhed fører os til at glemme og afvige fra de sandheder, vi har lært eller genlært i dette liv. Medmindre vi overvinder vores faldne tilstand af glemsel, vil vi naturligvis blive »raske til at gøre misgerninger, men langsomme til at huske Herren [vores] Gud« (1 Ne 17:45).
Påmindelser om Kristus
Med hver eneste befaling, han giver, lover Gud, at han »bereder en vej for [os], så [vi] kan udføre det, som han befaler« (1 Ne 3:7). For at vi kan adlyde hans befaling om at huske, har Herren forberedt påmindelser.
Ja, alt er skabt og dannet til at vidne og minde os om Kristus (se Moses 6:63, se også Alma 30:44). Det er for eksempel hensigten, at vi husker ham, når vi »i mark og skov med glæde vandrer og hører der den smukke fuglesang«.1 Sten kan endda råbe som et vidnesbyrd og en påmindelse om Jesus (se Luk 19:40). Faktisk bærer hele jorden, både hørligt og visuelt, et storslået vidnesbyrd og giver forbløffende påmindelser om skaberen.
De tilsyneladende tilfældige påmindelser i hele skabelsen forstærkes af de mere formelle påmindelser, vi finder i hellige ordinancer. Abinadi belærte om, at det gamle Israel fik strenge ordinancer at udføre »for at holde dem i erindring om Gud og deres pligt mod ham« (Mosi 13:30). Nutidige profeter har undervist om det samme. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) erklærede: »Jeg formoder, at der aldrig ville være en frafalden, der ville aldrig være en forbrydelse, hvis folk huskede, virkelig huskede, hvad de havde indgået pagt om ved vandkanten eller ved nadverbordet og i templet.«2
Kristi forsoning er både universel og individuel. Det er hans påmindelser også. Foruden de ensartede ordinancer, der tilbydes alle, giver han os således forskellige og personlige påmindelser om ham. Almindeligt ler eller mudder vil for eksempel ikke få mange mennesker til at erindre Jesus eller blive overvældet af følelser og taknemlighed for ham. Men den mand, der fik synet tilbage, da Jesus salvede hans øjne med ler, erindrede sikkert ømt Jesus, hver gang han så på ler – mudder! (se Joh 9:6-7). Det er heller ikke sandsynligt, at Na’aman nogensinde var i stand til at se en flod, især Jordanfloden, uden at tænke på Herren, som helbredte ham der (se 2 Kong 5:1-15). Vi har hver især fået en eller flere personlige påmindelser om Kristus. Se hen mod dem, og husk ham.
Aflægger vidnesbyrd om Kristus
Optegnelser og historier er yderligere ting, som Herren har ladet forberede for at hjælpe os til at adlyde hans befaling om at huske. Skrifterne – optegnelser om Guds handlemåde med hans børn – nævner ofte at bære vidnesbyrd eller »aflægge vidnesbyrd« om ham (se 2 Kor 8:3; 1 Joh 5:7; 1 Ne 10:10; 12:7; L&P 109:31; 112:4).
Hellige optegnelser, herunder personlige dagbøger, hjælper os til at aflægge vidnesbyrd. Stærke øjeblikke med Ånden er en gave, som vi i det øjeblik tror, at vi aldrig vil glemme. Men vores tilstand af glemsomhed får selv de mest dybsindige oplevelsers livskraft til at falme med tiden. Et dagbogsnotat, et fotografi eller en optegnelse kan hjælpe os til ikke blot at mindes stærkeste øjeblikke, men også bringe de følelser og den Ånd, vi følte, tilbage. Det er derfor ingen overraskelse, at det første bud, efter at Kirken blev organiseret i denne uddeling, var: »Der skal føres en optegnelse blandt jer« (L&P 21:1). Korrekt førte optegnelser forøger vores hukommelse og kan overbevise os om vores fejl og bringe os til Gud (se Alma 37:8).
I sidste ende er vi selvfølgelig i stand til at vidne om sandheden, fordi vi har modtaget et vidnesbyrd om sandheden fra Helligånden, som er »himlens vidne« (Moses 6:61). I denne rolle nedfælder Helligånden sandhed »i [vores] hjerter, på tavler af kød og blod« (2 Kor 3:3). Han hjælper os til at erindre Kristus og alt, hvad han har lært os (se Joh 14:26).
Forbindelsen mellem Jesus, optegnelser, Helligånden og erindring står i Moroni 10:3-5. Vi bliver lovet, at hvis vi læser Mormons Bog, en hellig optegnelse, i en ånd af erindring og spørger Gud i Kristi navn af et oprigtigt hjerte med oprigtig hensigt og tro på Kristus vil Helligånden tilkendegive sandheden af optegnelsen for os. Og hvis netop denne optegnelse er sand, så er Jesus også Kristus.
Alma rejser sig [Alma Arise], af Walter Rane
Husk at blive forløst
At erindre Jesus fører til forløsning og frelse. Tænk over den rolle, erindringen spillede i den unge Almas forløsning. Da englen viste sig for Alma, gav han Alma befalingen »forsøg ikke mere at tilintetgøre kirken«. Men selv før englen udstedte dette dekret, erklærede han: »Husk dine fædres fangenskab … og husk, hvor store ting [Kristus] har gjort for dem; for de var i trældom, og han har udfriet dem« (Mosi 27:16, fremhævelse tilføjet).
Englens befaling om at huske var ikke blot en vís forskrift med bred anvendelse. For Alma var det en specifik ledetråd, et kærligt vink om, hvordan han kunne overleve den nærdødsoplevelse, han skulle til at gennemgå.
Omkring tyve år senere fortalte Alma dramatisk til sin søn Helaman, hvad han gennemgik, da han lå lam og stum i tre dage og var »omvendt … næsten til døde« (Mosi 27:28). Da englen var taget af sted, kunne Alma huske; men alt, han kunne huske, var hans synder.
»Jeg blev martret af evig pinsel,« mindedes Alma. »… Ja, jeg erindrede alle mine synder og misgerninger, for hvilke jeg blev pint med helvedes smerter« (Alma 36:12-13). Tanken om at stå foran Gud fyldte Alma med så »uudsigelig rædsel«, at han tænkte på at undslippe, ikke blot ved at dø, men ved at blive »udslettet, både sjæl og legeme« (Alma 36:14-15).
Her bør vi stoppe op og forstå: Alma betalte ikke blot en frygtelig tredages straf, der var forudbestemt til at være den rette konsekvens for hans synder. Nej, han stod over for begyndelsen – de første tre dage – af at være »omsluttet af dødens evigtvarende lænker« (Alma 36:18, fremhævelse tilføjet).
Han ville helt sikkert være forblevet i denne forfærdelige tilstand ud over tre dage – uendeligt – hvis det ikke havde været for det faktum, at han barmhjertigt fra et eller andet sted huskede, at hans far havde profeteret »angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder.« Dengang sagde han:
»Se, da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde og er omsluttet af dødens evigtvarende lænker.
Og se nu, da jeg tænkte dette, kunne jeg ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder« (Alma 36:17-19).
Alma havde fulgt englens befaling om at huske. Han huskede Jesus. Og ligesom Jesus havde udfriet Almas fædre fra deres fangenskab, udfriede han Alma fra sit.
Hvilken mild barmhjertighed og mægtig udfrielse! Sikke en forbløffende forandring i hjerte og sind! Alma, der blot et øjeblik tidligere havde tænkt sig at undslippe Guds nærhed ved at blive udslettet, så nu Gud og hans hellige engle og »længtes efter at være dér« (Alma 36:22).
Denne mirakuløse forandring blev aktiveret ved en enkel erindring. Almas oplevelse giver de sidste ord i kong Benjamins sidste prædiken bogstavelig betydning: »Og se, o menneske, husk dette, og gå ikke fortabt« (Mosi 4:30).
Han husker os
Når vi stræber efter altid at erindre Jesus, er det vigtigt at huske på, at han altid husker os. Han har indgraveret os i sine håndflader (se Es 49:16). Tænk over det – godgørende Jesus vil ikke, kan ikke glemme os, men han glemmer så let og villigt vores synder, der knuste ham således.
Det er værd at huske.