Hvad nu, hvis alt, hvad jeg gjorde, var motiveret af kærlighed til Gud?

Maryssa Dennis

Kirkens tidsskrifter

Jeg satte mig et enkelt mål: »Gør en ting hver dag for at elske Gud, elske andre og elske mig selv.«

Sommetider føles det som meget arbejde at være et godt menneske.

Jeg plejede at tænke på det at være kristuslignende som en heftig liste over ting, jeg skulle gøre og være. Når jeg prøvede at sætte mål, blev jeg overvældet af tanken om, hvor langt jeg var fra, hvor jeg burde være. Jeg følte, at jeg fejlede på så mange måder, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle begynde – som når ens værelse er så rodet, at man ikke ved, hvad man skal rydde op først.

I en tid, hvor jeg følte mig ekstra utilstrækkelig, kom der et skriftsted til mig:

»Jesus sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« (Matt 22:37-39).

Jeg indså, at jeg havde været mere fokuseret på at »udføre« evangeliet end på at blive som Frelseren. Der var så mange forstyrrelser, at kærligheden på en eller anden måde forsvandt undervejs. Men var det ikke kærlighed, der skulle være hele pointen? Jesus Kristus underviste i sin tjenestegerning folket i en højere og helligere lov om at elske Gud af hele deres hjerte og at elske andre, som de elsker sig selv. Når jeg følte mig mismodig, huskede jeg Jesu ord og tænkte: »Så længe jeg træffer valg af kærlighed til Gud og andre, er jeg på den rette vej.«

Et enkelt mål

Jeg besluttede mig for at sætte mig et enkelt mål: »Gør en ting hver dag for at elske Gud, andre og mig selv.«

Jeg skrev det på første side i en ny dagbog. Jeg har aldrig været god til at føre dagbog, men jeg tænkte, at det ville være vigtigt at skrive ned, hvad jeg gjorde.

Den første dag var en fastesøndag. Inden jeg gik i seng, skrev jeg ned, hvad jeg havde gjort for at arbejde på mit mål.

Jeg skrev, at jeg viste Gud kærlighed ved at gå i kirke og blive der i begge timer, selvom jeg ikke havde lyst til det. Jeg bar mit vidnesbyrd ved nadvermødet. Og da jeg læste i mine skrifter, skrev jeg mine tanker ned for at få et mere meningsfuldt og fokuseret studium.

Jeg skrev, at jeg elskede andre ved at være med til et familieopkald med mine forældre, selvom jeg var træt. Jeg fastede for en ven, som jeg vidste havde problemer, og sendte hende en opmuntrende besked. Jeg tilbragte tid sammen med min bror.

Jeg elskede mig selv ved at tage en lur og give mig lov til at slappe af. Og jeg gik i seng tidligere end normalt, så jeg kunne være mere udhvilet på arbejdet næste dag.

Ingen af disse ting var store, men da jeg så på det, jeg havde skrevet, følte jeg fred. Min dag havde været fuld af kærlighed, og det var det, vor himmelske Fader ønskede for mig.

Hele ugen huskede jeg mit mål og skrev ned, hvordan jeg havde udvist kærlighed. Jeg tog til templet. Jeg lyttede til folk, der gav udtryk for deres problemer. Jeg sagde venlige ting til andre. Jeg gjorde noget, der gjorde mig glad. Jeg tog mig bedre af mig selv. Jeg var mere rummelig i forhold til mine nærtstående. Jeg tog mig tid til at reflektere og få kontakt med Gud.

Forandret af Guds kærlighed

Efter nogle få dage blev jeg forbløffet over forskellen. Ved at have et mål at vise kristuslignende kærlighed, blev ting, der almindeligvis føltes som en pligt, udtryk for kærlighed til Gud, andre og mig selv. Jeg begyndte at se efter nye muligheder for at udtrykke kærlighed, hvad enten det var at hente et glas vand til min søster, rede min seng eller holde en pause for at bede en taknemlig bøn.

Jeg følte, at jeg så verden med nye øjne, og da jeg ledte efter måder at elske på, bemærkede jeg også den kærlighed, der var overalt omkring mig hver dag. Jeg tilføjede et nyt afsnit i min dagbog: »Sådan har jeg oplevet Guds kærlighed i dag.« Jeg skrev de betænksomme ting ned, som folk gjorde for mig, og de venlige ord, de kom med. Jeg skrev gode ting ned, som jeg så folk gøre for andre. Jeg skrev den lille, milde barmhjertighed fra Gud ned, som jeg lagde mærke til hver dag. Jeg skrev alle de ting ned, som jeg følte mig opløftet af, alle de ting, der gav mig håb.

Søster Susan H. Porter, Primarys hovedpræsident, har sagt: »Når I ved og forstår, hvor fuldt ud I er elsket som et barn af Gud, forandrer det alt. Det ændrer, hvordan I har det med jer selv, når I begår fejl. Det ændrer, hvordan I har det, når der sker svære ting. Det ændrer jeres syn på Guds bud. Det ændrer jeres syn på andre, og jeres evne til at gøre en forskel.«¹

Da jeg fortsatte med mit mål, opdagede jeg, hvor sandt dette var. Jeg kunne mærke, at hele mit hjerte ændrede sig, og jeg forstod kraften i Guds kærlighed bedre, end jeg nogensinde havde gjort.

Efter en måned skrev jeg dette i min dagbog:

»Jeg føler mig håbefuld i stedet for stresset. Jeg er opmærksom på mine svagheder, men jeg føler, at så længe jeg bliver ved med at vende mit hjerte til Gud, vil tingene ordne sig, selvom jeg aldrig selv bliver i stand til at rette op på de svage og ødelagte dele af mig selv. Mit hjerte er det, der betyder mest, og et hjerte, der elsker Gud og andre og forsøger at tjene og opløfte, er et godt hjerte.«

Et bedre hjerte

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg aldrig har misset en dag i min dagbog. Sandheden er, at jeg nogle gange ryger ud af vanen, selv i månedsvis. Men når jeg begynder igen, kan jeg mærke forskellen. Jeg åbner igen mine øjne for at se Frelserens kærlighed overalt omkring mig – og alle de måder, jeg kan føje til den på.

Jeg har fået en bedre forståelse af sandheden om, at »næstekærligheden hører aldrig op« (Moro 7:46), for da jeg følte, at jeg fejlede, var Jesu Kristi kærlighed det, der løftede mig op igen. Når jeg føler Frelserens kærlighed, ønsker jeg at videregive den til omverdenen, og jeg ved, at når jeg stræber efter at gøre det, vil han velsigne mig med et bedre og stærkere hjerte – et, der kan elske, som han gør.