Kun digitalt
At være »en god modtager« af tjeneste
Jeg var vant til at være den, der tjente andre. Men da lægen opdagede tumorer i mit bryst, fandt jeg værdien i at modtage tjeneste fra andre.
I løbet af min tid på universitetet havde jeg tjent som hjælpeforeningspræsident to gange og havde haft andre kaldelser i mine forskellige menigheder, hvor jeg ofte kunne hjælpe andre. Jeg havde psykologi som hovedfag og brugte meget af min tid på at hjælpe dem, der kæmpede med forskellige mentale sygdomme og også handicap.
Jeg var vant til at tjene, men ikke til at modtage tjeneste fra andre.
En aften fandt jeg en knude på størrelse med en marmorkugle i mit bryst. Jeg ignorerede den i nogle uger, indtil min bofælle Rachel, som også havde været min missionskammerat, kom hjem. Hun sad på sin seng over for mig, og jeg huskede, at hendes mormor var død af brystkræft.
Efter jeg havde fundet knuden, havde jeg fornægtet, at der var noget galt. Ingen i min familie havde haft helbredsproblemer, og slet ikke kræft. Selvom jeg gerne ville have knuden undersøgt, havde jeg ingen anelse om, hvor jeg skulle begynde med hospitaler og læger. Men denne aften følte jeg, at jeg skulle fortælle Rachel om det.
Hun krammede mig straks og græd sammen med mig. Så hjalp hun mig med at finde en læge, der kunne se på knuden for mig. Men hun stoppede ikke der – hun tog endda med mig til min aftale, så jeg ikke skulle være alene. Hun ærede sine pagter ved at være et eksempel på opfordringen i Mosija 18:9 om at »sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst«.
Ved de efterfølgende lægebesøg fandt jeg ud af, at den knude, jeg kunne mærke, var en ud af fire tumorer i mit bryst. Og den var den mindste af dem. Det var en af de mest chokerende oplevelser i mit liv, og det var især svært, fordi jeg også prøvede at håndtere mine skole og kirkekaldelser samtidig.
Gud leder folk til at velsigne os
Selvom jeg senere fandt ud af, at tumorerne var godartede, tænkte jeg meget over den oplevelse, og hvor meget min veninde havde velsignet mig. Hun åbnede mine øjne for vigtigheden af at lade andre tjene mig.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Ved juletid taler vi meget om at give, og vi ved alle, at ›det er saligere at give end at få‹ [ApG 20:35], men nogle gange spekulerer jeg på, om vi ignorerer eller endda forklejner vigtigheden af at være en god modtager …
Sommetider når mennesker endda til et punkt, hvor de ikke kan modtage en gave eller for den sags skyld selv et kompliment uden at være forlegne eller føle, at de skylder tak. De tror fejlagtigt, at den eneste, acceptable måde at reagere på at få en gave er ved at give noget af endnu større værdi tilbage.«1
Under mine kaldelser i Kirken og mine studier i psykologi var jeg i stand til at vokse betydeligt, fordi andre mennesker tillod mig at tjene dem. Havde nogen af de mennesker, jeg blev bedt om at tjene, nægtet mig den mulighed, ville disse oplevelser ikke have formet mig til at blive mere som min Frelser ved at tjene i hans navn.
Min oplevelse med tumorer hjalp mig til at forstå, at det modsatte også er sandt: Ved at nægte andre mennesker at tjene mig, tillod jeg dem ikke at udvikle sig på den måde, jeg havde gjort, da andre tillod mig at tjene dem. Jeg gik også glip af hellige muligheder for at komme dem og Kristus nærmere. Som ældste Uchtdorf har sagt: »Når vi er gode og taknemlige modtagere, åbner vi en dør til at udvikle vores forhold til giveren af gaven. Men når vi ikke værdsætter eller endda forkaster en gave, sårer vi ikke kun dem, der rækker ud mod os, men vi skader på en måde også os selv.«2
Livet er ikke kun en personlig bestræbelse
Gud havde ikke til hensigt, at vi skulle gå alene ad pagtsstien, ligesom han ikke havde til hensigt, at jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mine tumorer alene. Sommetider er det os, der giver, men Gud har også til hensigt, at vi skal være modtagere af kærlighed og tjeneste. Frelseren selv var et eksempel for os i dette (se f.eks. Mark 14:3-9).
Jeg siger ikke længere nej til folk, når de vil bage småkager til mig under en stressende eksamen, eller når de tilbyder at invitere mig på frokost, hvis jeg har haft en dårlig dag. Jeg fortæller ikke længere mine omsorgssøstre og -brødre, at jeg ikke har brug for noget fra dem. Jeg tillader dem i det mindste at nævne mig i deres bønner, hvis der ikke er noget andet, jeg har brug for på det tidspunkt.
Jeg afviser ikke længere folk, når de tilbyder at hjælpe. Og derved har jeg lært, at jeg ved at lade andre hjælpe mig er mere villig til at lade Jesus Kristus hjælpe mig. Og det at lade ham komme mere ind i mit liv har givet mig så megen styrke.
Som ældste Uchtdorf har sagt: »Enhver gave, vi får tilbudt – især en gave, der kommer fra hjertet – er en mulighed for at opbygge eller styrke kærlige bånd.«3 Det er sandt for vores kære (og selv dem, vi ikke kender så godt), og det er sandt for vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Jeg er blevet så velsignet for denne ændring i min holdning til at tillade andre at tjene mig. I stedet for at afvise andres bestræbelser på at tage sig af mig har jeg været i stand til at invitere nye venskaber ind i mit liv – deriblandt et dybere forhold til min Frelser – da jeg har ladet mig selv være en, der modtager tjenester, og ikke blot en, der giver.