En oversvømmelse af vand og velsignelser

Ældste Brian Moses Nalin og ældste Silas Toa fra Vanuatu Port Vila-missionen

En oversvømmelse af prøvelser kan komme ind i vores liv, men vi vidner om, at vores tro på Guds kraft vil velsigne os.

pickup i flod, med indlejret billeder af to missionærer

Som missionærkammerater fløj vi 45 minutter mod syd fra Efate Island til Tanna Island. Vi medbragte en stor stak dåbsformularer og brugte en af missionens pickuptrucks til at komme i gang med vores besøg hos øens otte grene. Da vi ankom i august, var antallet af mennesker, der var klar til at blive døbt, steget til 114.

Den 18. august 2022 tog vi til grenen i Sideseawi. Vi havde ingen mulighed for at kontakte grenspræsidenten for at fortælle ham, at vi var på vej. Vi tog bare derhen og håbede på at finde ham.

Når I tænker på Tanna, skal I tænke på veje i junglen. Vi kørte vores pickuptruck så langt op ad bjerget, vi kunne. Så forlod vi den og begyndte at gå. Det tog os tre timer at nå frem til landsbyen. Det eneste, vi havde at spise, var kokosnødder, vi fandt undervejs.

Da vi nåede frem til landsbyen, var grenspræsidenten der ikke, men det var hans rådgiver. Vi talte med ham om missionering, og så begyndte det at regne. Når det begynder at regne i Sideseawi, gør folk alt, hvad de kan, for at finde et sikkert område. Vi skyndte os ned ad bjerget til vores bil.

Når det ikke regner på Tanna, er det sikkert at køre. Men når det regner, bliver det skræmmende. Da vi nåede vores bil, begyndte vi at køre, men sad hurtigt fast, da vi skulle krydse en flod.

Vi prøvede at skubbe bilen ud, men det virkede ikke. Så vi ringede til distriktspræsidenten for at få hjælp. Hjælpen kom, og vi prøvede igen at flytte bilen, men regnen blev værre og værre. Flere forskellige floder løb over og flød ned fra forskellige områder omkring os.

Foto brugt med tilladelse af forfatterne

»Forlad bilen!«

Dem, der hjalp os, gik op af floden, men vi holdt os fast i bilens sæder, mens vandet i floden steg. Vi havde ikke lyst til at forlade bilen. Vandet nåede nu op til bilens dørhåndtag på den side, hvor floden strømmede forbi.

Vi ringede til vores missionspræsident, Mark Messick, og fortalte ham, hvad der foregik. »Lige nu stiger vandet mere og mere,« sagde vi. Vi spurgte, om det var i orden at redde vores liv og forlade bilen.

»Tak, fordi I ringede til mig,« sagde præsident Messick til os. »Det er helt i orden! Efterlad bilen, hvor den er, og find et sikkert sted nu!«

Vi var tæt på et sted, hvor to floder mødtes. Den anden flod nær os var allerede stor og strømmede hurtigt, men floden, hvor vi var, var stadig lille, som om den ventede på, at vi skulle komme op af den. Så pludselig, bang!

Nogen råbte fra flodbredden. Ældste Nalin fra Tanna forstod advarslen: »Vand!«

Vores bil sad fast på tværs, og den voksende strøm pressede mod ældste Toas dør. Ældste Nalin steg først ud. Ældste Toa måtte kravle om på bagsædet og ud ad døren på den anden side af førerhuset for at komme ud. Han så hurtigt på bagsædet efter vores dåbsformularer og skrifter, men så dem ikke. Han troede, at ældste Nalin allerede havde taget dem. Så snart ældste Toa kom ud, tog floden bilen.

Hvis vandet ødelagde formularerne, ville vi være nødt til at vende tilbage til de områder, vi havde besøgt, og foretage interviewene igen. Vi ville også være nødt til at flyve tilbage til missionskontoret i Efate for at hente flere dåbsformularer og derefter vende tilbage til Tanna.

Ældste Silas Toa

Foto: Christine Hair

Ældste Brian Moses Nalin

Foto: Christine Hair

Tro på Guds kraft

Da vi så bilen blive skyllet væk, så ældste Toa endelig skrifterne og dåbsformularerne på bagsædet. »Hvordan kunne det lade sig gøre?« Han undrede sig over, at han ikke havde set dem før.

Mens vi stadig var i floden, påkaldte vi Guds kraft til at beskytte vores skrifter og dåbsformularer. Vi havde tro på, at han kunne redde dem i henhold til sin vilje.

Så steg vi op af floden og knælede ned og bad for bilen og vores dåbsformularer og skrifter. Vi kunne ikke se bilen mere, men vi vidste, at alt ville ordne sig.

Folk fra Sideseawi fandt bilen senere den dag og ringede til distriktspræsidenten. Bilen var blevet skyllet cirka 250 meter ned ad floden. Alt i bilen var vådt, bortset fra vores dåbsformularer og skrifter! De var tørre og lå oven på nogle pjecer, notesbøger og hæfter.

Vi samlede en gruppe for at hjælpe os med at få bilen op af floden. Bilen måtte tørre, men blev hurtigt repareret. Den havde ingen buler eller skrammer.

Efter uvejret gik vi for det meste til fods til de forskellige grene på Tanna. Når benene bliver trætte af at gå, går man videre med hjertet.

I løbet af de næste par dage afsluttede vi vores dåbsinterviews og døbte 114 mennesker, hvoraf mange var familier. En gren havde 48 personer, der var klar til at blive døbt. Vi begyndte at interviewe dem kl. 7.00 om morgenen. Da vi var færdige, så vi solen gå ned.

En oversvømmelse af prøvelser kan komme ind i vores liv, men vi vidner om, at vores tro på Guds kraft vil velsigne os. Selv ikke Tannas oversvømmelse kunne overmande vor himmelske Faders strøm af velsignelser.