2023
Fra følelsesløshed til formål
Oktober 2023


»Fra følelsesløshed til formål«, Liahona, okt. 2023.

Sidste dages helliges røster

Fra følelsesløshed til formål

Gud hjalp mig til at se, hvordan jeg kunne bruge min prøvelse til at hjælpe andre med den samme lidelse.

ung voksen kvinde

Et almindeligt symptom, folk føler, når de kæmper med depression og andre psykiske lidelser, er en følelsesløshed over for Helligånden. De kæmper ofte med at føle den oplysende, varme følelse indeni.

Som en, der havde en stor depression og OCD, oplevede jeg denne realitet i mange år. Jeg vidste ikke, hvordan Ånden føltes. Da mine symptomer blev værre på universitetet, endte jeg på hospitalet i en uge.

I disse mørke stunder i mit sind spekulerede jeg på, hvordan disse sygdomme ville hjælpe mig i det lange løb. Hvordan ville Gud bruge denne foruroligende oplevelse til mit bedste? Hvilket formål havde han for mig, når han gav mig denne prøvelse?

Jeg bad om præstedømmevelsignelser på det tidspunkt, og der var altid en sætning, jeg hørte gentagne gange: »Gud har givet dig ressourcerne til at overvinde denne prøvelse«. Da jeg havde tro på, at han ville føre mig til det, jeg havde brug for for at blive helbredt, besluttede jeg mig for at stole på mine læger. Lidt efter lidt fik jeg den hjælp, jeg havde brug for. Med tiden delte jeg historien om mit psykiske helbred online.

Kort tid efter begyndte jeg at modtage beskeder fra mine mandlige venner, der spurgte til mit psykiske helbred og delte lignende tanker og følelser, de havde. De bad mig om hjælp til at finde ud af, hvordan de skulle bekæmpe deres følelsesløshed. Til at begynde med blev jeg overrasket.

I mange kulturer forventes det, at mænd altid er stærke og aldrig afslører deres følelser. Det gør det svært for dem at indrømme, at de har brug for hjælp, og de lider ofte i stilhed.

Da det skete for tredje gang, indså jeg, at mine prøvelser havde udrustet mig til at hjælpe. Alle disse mørke øjeblikke, alle terapisamtaler, alle mine bønner og alle mine bestræbelser på at udøve tro, da jeg søgte himmelsk hjælp, lærte mig at se, når andre står over for lignende prøvelser, og hvordan jeg kan pege dem i retning af hjælp.

Jeg har lært sandheden af disse ord fra ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum: »Hvis I havde blindtarmsbetændelse, ville Gud forvente, at I bad om en præstedømmevelsignelse og fik den bedst mulige lægehjælp. Det samme gælder følelsesmæssige forstyrrelser. Vor himmelske Fader forventer, at vi virkelig gør brug af alle de vidunderlige gaver, som han har givet os i denne strålende uddeling.«1