Helbredelsens mirakler: Omsorg for den ene

Ældste William K. Jackson

De Halvfjerds

Hvad kan vi lære af Jesu helbredelse af kvinden med blødninger og kvinden, der ikke kunne rette sig op?

Jesus går sammen med andre, mens kvinde rækker ud for at røre kanten af hans kappe.

Nogle af de mere spændende og imponerende begivenheder i Jesu af Nazarets liv omfattede de mange mirakler, han udførte. Hans mirakuløse gerninger var af alle slags og størrelser og forekom i forskellige situationer.

De styrkede altid troen i troende hjerter og velsignede virkelige menneskers liv. På grund af deres fantastiske resultater havde disse mirakler – der er beskrevet i forskellige bibeloversættelser som tegn, undere, kræfter og mægtige gerninger – potentiale til at øge og højne den åndelige virkning af Kristi lærdomme. De indgød noget forbløffende og ofte uomtvisteligt i hans tjenestegerning. De gav hans arbejde troværdighed.

Men hensigten med Jesu mirakler rakte langt udover blot at tiltrække opmærksomhed og forbløffe folket (selvom det bestemt også blev opnået). Kristus var ikke entertainer, han var heller ikke ude på at opnå berømmelse. Vi har aldrig læst om, at han på forhånd sendte reklamer ud, bookede en tempelgård eller udviste sin magt på en prangende måde. Tværtimod havde hans mirakler et langt mere ophøjet formål. Han gjorde kun sin Faders vilje.

Helbredelsen af »en kvinde med blødninger«

Som læge har jeg ofte været interesseret i beretninger om Frelserens helbredelser. Et sådant mirakel skete som en del af den forbløffende historie om kvinden med blødninger (se Matt 9:20-22; Mark 5:25-34; Luk 8:43-48). Hendes historie var trist. I 12 år havde hun lidt af denne sygdom og dens mange konsekvenser.

Til trods for, at hun havde brugt al sin tid og sine talenter (og sekler!) på at finde en kur, havde lægerne på hendes tid givet op. Det er muligt, at hun led af menoragi, en gynækologisk tilstand, der kendetegnes ved usædvanligt kraftig og langvarig menstruationsblødning. Den kan have mange mulige årsager – heriblandt hormonel ubalance, blødersygdomme som von Willebrands sygdom, lavt antal blodplader, unormal livmoderanatomi og kræft – og ledsages ofte af betydelige smerter og kramper. Efter 12 års kraftige blødninger havde denne uheldige kvinde sandsynligvis også oplevet svaghed, udmattelse og anæmi.

Men hendes fysiske ubehag var kun halvdelen af problemet! Ifølge loven kategoriserede blødningen hende som »uren« – hvilket betyder, at hun var tvunget til at leve adskilt fra andre, mens hun var så plaget. Det er sandsynligt, at det betød, at hun var adskilt fra en ægtemand eller børn, hvis hun havde det. Hun var ude af stand til at være sammen med dem eller tage sig af dem. Yderligere begrænsninger forhindrede hende i at komme i templet eller besøge synagogen. Derudover blev enhver, som hun rørte ved, eller som rørte ved hende, også erklæret »uren«.

Trods disse juridiske og sociale forhindringer henvendte denne troende kvinde sig til Frelseren, sikkert bagfra og midt i en tæt folkemængde, med et oprigtigt håb om, at blot det at røre hans tøj ville hjælpe hende til at opnå sit inderste ønske. Skriften fortæller os, at da hun rørte ved Jesu klædning, følte hun en umiddelbar forandring i sin krop, en snurren eller en strøm af kraft, der vidnede for hende om, at hun langt om længe var »frelst« (se Mark 5:28-29).

Måske forsøgte hun på grund af sin tidligere begrænsede tilstand at slippe uset væk, men den almægtige Kristus kendte til hendes berøring – og hendes hjerte og hensigt. Han talte til gavn for dem omkring sig og spurgte : »Hvem var det, som rørte ved mig?« tilføjede så: »Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig« (Luk 8:45, 46).

Denne gode kvinde var ærlig nok til at stå frem og tilstå. Hun forklarede årsagen og fortalte nyheden om sin helbredelse. Den »urene« berøring ville af en anden være blevet betragtet som mere end en ubetydelig overtrædelse, men med det, jeg forestiller mig, var en umådelig kærlighed i hans hjerte, trøstede Jesus kvinden, idet han forsikrede hende om, at alt var vel, at hendes tro havde frelst hende, og at hun kunne gå i fred, fri af sin tidligere plage. Alle var forbløffede.

Denne hændelse fandt sted, mens Jesus, hans disciple og en leder for den lokale synagoge ved navn Jairus skyndte sig hen til dennes hjem for at se hen til hans dødssyge datter. De måtte skynde sig, det hastede – pigen lå trods alt »for døden« (Mark 5:23) – og alligevel tog Frelseren sig tid til at drage omsorg for den ene, for en sjæl i nød. Sikke en lektie i omsorg! Som I husker, resulterede forsinkelsen i, at de kom for sent til Jairus’ hjem – efter at hans dyrebare datter var død. Forsinkelsen gjorde blot pigens efterfølgende helbredelse endnu mere bemærkelsesværdig.

Frelseren bemærkede uopfordret denne lidende kvinde. Han stoppede det, han var i færd med, lod resten af skaren vente og gav omsorg til den ene.

Kvinden, der havde været plaget af sygdom i atten år [The Woman with an Infirmity of Eighteen Years], af James Tissot, © Brooklyn Museum/købt ved offentligt abonnement/Bridgeman Images

Helbredelse af en kvinde, der var »ude af stand til at rette sig helt op«

En anden usædvanlig begivenhed i Frelserens tjenestegerning omfattede endnu en »Abrahams datter« med en mangeårig lidelse (se Luk 13:11-16). Vi er taknemmelige for, at Lukas, som læge og Kristi discipel, nedskrev denne hændelse.

En sabbatsdag underviste Jesus en utvivlsomt stor forsamling i en synagoge. I mængden var en kvinde, der havde været ramt af en ulykkelig tilstand i 18 år, der gjorde, at hendes krop blev ubehageligt bøjet, så hun ikke var i stand til at rette sin krop op. En række sygdomme kan forårsage en sådan tilstand. Adskillige af dem er medfødte, og det er der mindre sandsynlighed for i dette scenarie, eftersom ofret er en voksen kvinde. Afhængigt af hvor på ryggen deformiteten eller begrænsningen befandt sig, kunne hun være offer for andre sygdomme som alvorlig leddegigt, traumatisk rygskade, Bechterews sygdom, Scheuermanns sygdom eller fremskreden knogleskørhed. Disse tilstande ville alle have været smertefulde og invaliderende (prøv at bøje jer over 90 grader i et stykke tid, det er udmattende og i sidste ende pinefuldt).

Frelseren bemærkede uopfordret denne lidende kvinde. Ligesom han havde gjort det efter helbredelsen af kvinden med blødninger, stoppede han det, han var i færd med, lod resten af skaren vente og gav omsorg til den ene. Idet han kaldte hende frem og lagde sine hænder på hende, udtalte han: »Kvinde, du er løst fra din sygdom« (Luk 13:12). Resultatet af hans ord kom med det samme. Hun rettede sig op – uden at det gjorde ondt, må vi antage – for første gang i næsten to årtier. Hun (og sandsynligvis mange andre tilstedeværende) priste Gud og takkede.

På den anden side blev synagogeforstanderen forarget over dette »arbejde«, der blev udført på sabbatten. Møntet på rabbineren og andre som ham indledte Jesus en mindeværdig prædiken omkring sabbatsdagen; som det foregående mirakel havde givet en perfekt anledning til.

Hvorfor mirakler?

Gennem disse og andre tilfælde har jeg lagt mærke til, at Kristi mirakler:

Altid var et middel til at velsigne.
Beviste hans kærlighed og hengivenhed for sine brødre og søstre. De bekræftede, hvor vigtig den ene er for Frelseren. Når han udviste omsorg for mennesker, multitaskede han sjældent; I stedet gav han dem sin fulde og udelte opmærksomhed.
Lærer os, at sjæles værdi er stor. Han var udmærket klar over hver skabning, deres omstændigheder og deres behov.
Demonstrerede hans magt og beherskelse af selve elementerne på en måde, der ikke kan forstås i øjeblikket. Han fulgte universelle love, og alt var ham underlagt.
Ofte fandt sted forud for gode undervisningsstunder, hvor han satte scenen for sin forklaring af hellige evangeliske sandheder. De henledte opmærksomheden på det, der skulle til at ske.
Tjente som et vidnesbyrd for dem, det gjaldt personligt, såvel som for tilskuerne, om, at Jesus var den lovede Messias fra profetierne, og at han var ude i sin Faders ærinde.
Åbenbarede, at både fysisk og åndelig helbredelse kommer gennem den kraft, som Kristus bevidst udøver, ikke af magiske genstande eller talismaner, og at disse mirakler (som for kvinden med blødninger) sommetider kan frembringes ved troen hos den person, der beder om dem.¹

Til trods for, at mirakler ikke altid har været et uomtvisteligt bevis på himlens værk (se fx 2 Mos 7:11; Matt 7:22-23; Mark 3:22; Åb 16:13-14), er hans mirakler altid retfærdige og barmhjertige gerninger. De er altid til velsignelse. Og de omfatter det mest ekstraordinære mirakel af alle, et af universel og uendelig betydning, udført og opnået i Getsemane, på Golgata og i graven. Dette mirakel sikrer, at enhver fysisk og åndelig lidelse en dag kan helbredes og overvindes.

Hans mirakler inkorporerer et guddommeligt og ophøjet formål – og er af stor værdi for de rene af hjertet og de troende, både i fordums tid og i dag! De vidner om, at han virkelig er Kristus. Og vær opmærksomme! Præsident Russell M. Nelson har rådet os til at blive ved med at søge og forvente mirakler, da han profeterede om, at de største tilkendegivelser af Frelserens magt endnu venter i årene forude.²