»Vi elsker stadig Herren«, Liahona, okt. 2023.
Sidste dages helliges røster
Vi elsker stadig Herren
Resultatet var ikke det, vi havde håbet på, men jeg vidste, at mine bønner for min søn ikke havde været forgæves.
For omkring tre år siden blev min søn, Mark, diagnosticeret med kræft. Kirurger opererede ham, men kræften fortsatte med at sprede sig. Hele familien bad og fastede for ham i disse lange måneder.
Jeg havde i skrifterne og i forskellige konferencetaler læst, hvor vigtig og virkelig troens kraft er. Jeg besluttede mig for at faste og bede og følte, at min tro var stærk nok til, at der ville ske et mirakel. Min søn ville blive rask, eller hans kræft ville komme i bedring. Jeg afsluttede altid mine inderlige bønner med: »Din vilje ske«.
Jeg læste alle de taler om tro, jeg kunne finde, fra tidligere generalkonferencer eller i andre materialer, som Kirken har udgivet. Jeg fandt taler af præsident Russell M. Nelson særligt trøstende.
Vores søn døde den 28. juni 2021. Vi var alle helt slået ud og knuste. Jeg følte, at min tro alligevel ikke havde været stærk nok.
En dag så jeg på bagsiden af et generalkonferencenummer af Liahona og fik øje på et billede af præsident Nelson stående på talerstolen. Under billedet var der et afsnit fra en af hans taler. Han sagde, at det kræver tro at tilslutte sig Kirken, følge profeterne, tage på mission, efterleve kyskhedsloven og undervise i evangeliet. »Det kræver tro at bønfalde om en af vores kæres liv og endnu mere tro at acceptere et skuffende svar.«1
Jeg læste sætningen mindst tre gange, før jeg indså, at den var tiltænkt mig. Pludselig skyllede en følelse af ro ind over mig. Jeg vidste, at vores bønner for min søn ikke havde været forgæves. Min tro var stærk på en måde, som Herren vidste og havde accepteret.
Vores familie har haft vores andel af tab, deriblandt at miste min mand og tre børnebørn. Min tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus fortæller mig, at min afdøde søn er sammen med min mand og mine børnebørn. Den viden giver mig fred. Trods vores families modgang elsker vi stadig Herren og hans evangelium, og vores vidnesbyrd er vokset. Jeg vidner om, at præsident Nelson er profet, og at det råd, han giver, kommer fra Herren.