Hvad det betyder og ikke betyder at tilgive

Bruce K. Fordham

At tilgive os selv og andre er en guddommelig gave, der bringer os indre fred og drager os tættere på vor Frelser.

Som psykoterapeut prøver jeg at hjælpe mange mennesker, når de kæmper med livets foruroligende omstændigheder og problemer, deriblandt tilgivelse. De længes efter tilgivelse fra andre, fra samfundet, fra loven eller fra sig selv. Men desværre virker tilgivelse flygtig, og til tider skaber det stress, angst og måske endda panik at prøve at opnå den. Hvorfor?

Det er virkelig en svær opgave at tilgive sig selv og andre. Det resulterer ofte i frustration, hvilket gør det svært at høre eller føle Helligåndens røst, fordi vi er optaget af ængstelige tanker. Ånden »lokker så blidt, at er vi forudindtaget, så vil vi måske slet ikke fornemme den«.¹

Studium og granskning af skrifterne og de sidste dages profeters lærdomme vil åbenbare, hvordan I kan kende og føle essensen i tilgivelse – og hvad den ikke er. Når I først har lært disse begreber, begynder I at indse, hvordan det kan være dybt helende at slippe bitterhed og bringe fred ind i jeres stridende hjerte.²

Præsident James E. Faust (1920-2007), der tjente som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde: »Hvis vi i hjertet kan finde plads til at tilgive dem, der har forårsaget os smerte og skade, kan vi løfte os selv op til et højere niveau af selvværd og velbefindende.«³

Joseph Smith og William W. Phelps [Joseph Smith and William W. Phelps], af Robert Anderson Mckay

At tilgive dem, der volder os ondt

I Kirkens første tid var William W. Phelps en stærk tilhænger af Joseph Smith. Han var en af de første sidste dages hellige, der blev sendt til Jackson County i Missouri, hvor Herren kaldte ham som rådgiver i præsidentskabet der.

Men da bror Phelps begyndte at komme på afveje, blev hans opførsel så alvorlig, at Herren åbenbarede for Joseph Smith, at hvis bror Phelps ikke omvendte sig, skulle han »fjernes fra« sin plads.⁴ Han omvendte sig ikke og blev udelukket den 10. marts 1838.

Selvom William blev gendøbt, fortsatte hans vanskeligheder med Kirken og Kirkens ledere. I oktober 1838 vidnede han mod profeten og andre af Kirkens ledere. Dette førte til Joseph Smiths fængsling i november 1838.

I de næste fem måneder sad profeten fængslet i to fængsler i Missouri, deriblandt fængslet i Liberty.

I 1840 havde William W. Phelps oplevet en dyb forandring i hjertet, og han skrev til profeten og bad om tilgivelse. Det brev, Joseph skrev som svar, afsluttedes med dette versepar:

»Kom, kære broder, striden er endt,

som venner før, du tilbage er vendt.«⁵

Joseph tilgav frit bror Phelps og bød ham velkommen tilbage til fuldt fællesskab.

Fire år senere, da bror Phelps erfarede, at Joseph og Hyrum var blevet dræbt af en folkemængde, blev han knust. Josephs tilgivelse af bror Phelps kan have inspireret ham, da han skrev de smukke og bevægende ord til salmen »Priser profeten«.⁶

Hvad tilgivelse ikke er

For bedre at forstå, hvad det betyder at tilgive andre, kan det være en hjælp at forstå, hvad tilgivelse ikke indebærer.

For det første behøver man ikke at stole på den, man tilgiver, når tilgivelsesprocessen er afsluttet. Lad os for eksempel sige, at du havde et par pæne løbesko, som jeg begærede så meget, at jeg stjal dem fra dig. Kort tid efter følte jeg mig skyldig over tyveriet, så jeg gav dig skoene tilbage og bad om tilgivelse. Du svarede med et tilgivende svar, og jeg gik videre. Men lad os så antage, at jeg kom hen til dig senere og spurgte, om jeg måtte låne de sko. Tøvende ville du antyde, at du havde tilgivet mig, men at der ville gå et stykke tid, før du følte, at du kunne stole på mig igen. Det tager ofte tid at opnå helbredelse og tillid.

For det andet behøver man ikke at billige personens upassende opførsel på grund af en livssituation. I eksemplet med de stjålne sko er det vigtigt ikke at sige til mig: »Det er okay, at du stjal skoene. Jeg ved, at du har haft det svært.« Billigelse af upassende adfærd gør det muligt for den person, der har krænket, at undgå at tage ansvar for handlinger, der i første omgang krævede tilgivelse.

For det tredje betyder tilgivelse ikke, at den anden person afgør, hvad man føler. Tilgivelse vil sige at indse, at man selv afgør, hvad man føler, ved at styre sine tanker og ved at være en sand Kristi discipel. Igen, hvis du i eksemplet med de stjålne sko fortalte mig, at jeg var tilgivet, men du følte bitterhed, hver gang du så mig, ville det naturligvis være nødvendigt med en dybere følelse af tilgivelse.

For det fjerde kræver tilgivelse ikke nær tilknytning til den person, der er blevet tilgivet. Tilgivelse er en indre proces, der kræver, at man giver slip på sin bitterhed. Det betyder ikke nødvendigvis at ophøje den tilgivne person til en status som nær ven eller kollega. Hvad angår nogle personer, der krydser vores vej i livet, er det passende at holde af dem på afstand.⁷

For det femte kræver tilgivelse ikke, at den tilgivne siger undskyld. Det er den persons ansvar. Præsident Faust sagde: »De fleste af os har brug for tid til at arbejde os igennem smerte og tab. Vi kan finde alle slags undskyldninger for at udskyde tilgivelse. En begrundelse for at vente med at tilgive er, at de, der har forset sig, skal omvende sig, før vi tilgiver dem. Men en sådan udskydelse kan sætte den fred og glæde over styr, som kunne være vores. Tåbeligheden ved at koge suppe på gammel skade giver ingen glæde.«⁸

At tilgive sig selv

Evnen til at tilgive andre sættes i gang af vores evne til at tilgive os selv. Men nogle synes, at det er en udfordring at tilgive sig selv. Hvis de fortsætter med at straffe sig selv med negative tanker angående synder, som de har omvendt sig fra, forhindrer de uforvarende kraften i vor Frelsers forsoning i at rense dem fra selvafstraffelsens negative konsekvenser.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det ligger i mange af os, at vi især har svært ved at tilgive og glemme tidligere fejltrin – både egne og andres fejltrin. Det er ikke godt. Det er ikke kristent. Det står i grel modsætning til Kristi forsonings storslåethed og majestæt. At være bundet af tidligere fejltrin er den værste form for dvælen ved fortiden, og vi er kaldet til at ophøre med og afstå fra det.«⁹

Eller som en ofte citeret talemåde lyder: »Når Djævelen minder jer om jeres fortid, så mind ham blot om hans fremtid!«

I mit arbejde som terapeut spørger patienter mig ofte: »Men hvad skal jeg egentlig gøre for at tilgive mig selv?«

For det første må vi acceptere sandheden om, at Herren Jesus Kristus allerede har lidt for vores synder. Som vi lærer i Alma 7:13: »Lider Guds Søn, hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med sin magt til at udfri.« At straffe os selv er en uproduktiv og tilmed ødelæggende bestræbelse!

For det andet må vi ikke blot have tro på Frelseren, men også tro ham. Med andre ord kan vi virkelig tro på ham, når han sagde:

»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg« (L&P 19:16-17).

Frelseren formanede os til at tilgive (se L&P 64:9), så ved ikke at tilgive os selv eller andre kan vi have den falske antagelse, at vores lidelse på en eller anden måde kan forløse os bedre end Herrens lidelse. Denne stolte opfattelse sætter os i fare for at følge modstanderen i stedet for at stole på den helbredende kraft i vor Frelsers forsoning.

Vi må ikke forvente at glemme det, vi har gjort forkert, men vi kan med tiden glemme smerten ved vrede og selvafstraffelse. Vi lærer af Alma 36:19, at Alma den Yngre var i stand til at sætte sig ud over sin fortid: »[Jeg] kunne … ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.«

At være i stand til at tilgive er en guddommelig gave, og dens værdi kan ikke måles. Belønningen ved den er en indre fred, der i sidste ende fører os tættere på vor Frelser.

Forfatteren bor i Utah i USA.