Det bedste venter forude
Fra en tale holdt for studerende på Brigham Young University den 13. januar 2009. Den fulde tekst findes på engelsk på http://speeches.byu.edu.
Se fremad og husk på, at tro altid er rettet mod fremtiden.
Begyndelsen på et nyt år er traditionelt set det tidspunkt, hvor vi tager bestik af vores liv og ser, hvor vi er på vej hen set i lyset af, hvor vi har været. Jeg vil ikke tale om nytårsforsætter, men jeg vil tale om fortiden og fremtiden, med fokus på enhver omvæltning eller forandring i vores liv – og de finder sted næsten hver dag.
Som skriftstedstema for denne drøftelse har jeg valgt Luk 17:32, hvor Frelseren advarer: »Husk på Lots hustru.« Hvad mente han med den gådefulde lille sætning? For at finde ud af det, må vi gøre, som han foreslog. Lad os huske, hvem Lots hustru var.
Beretningen stammer selvfølgelig fra Sodomas og Gomorras tid, da Herren, som havde fået nok af alt det slemme, som mennesker kunne finde på, sagde til Lot og hans familie, at de skulle flygte, fordi byerne snart ville blive udslettet. »Flygt for livet,« sagde Herren. »Se dig ikke tilbage … Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet« (1 Mos 19:17; fremhævelse tilføjet).
Lot og hans familie udviste ikke øjeblikkelig lydighed, og der skulle en hel del overtalelse til, inden de til sidst forlod byen i sidste øjeblik. Skriften fortæller os, hvad der skete ved daggry dagen efter deres flugt:
»Herren [lod] svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen.
Han ødelagde disse byer« (1 Mos 19:24-25).
Mit tema kommer i næste vers. Skønt Herrens advarsel – »se dig ikke tilbage« – helt sikkert ringede i hendes ører, siger skriften, at Lots hustru »så sig tilbage«, og hun blev forvandlet til en saltstøtte (se vers 26).
Men hvad var det, som Lots hustru gjorde, der var så forfærdeligt? Som historieinteresseret har jeg tænkt over det og har et delvist svar. Det, der tilsyneladende var galt med Lots hustru, var, at hun ikke bare så tilbage; i hjertet ønskede hun at vende tilbage. Det kunne se ud som om, at hun, inden hun var nået ud over bygrænsen, allerede savnede det, som Sodoma og Gomorra kunne tilbyde hende. Som ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum engang har sagt, så ved sådanne mennesker, at de bør have deres faste bopæl i Zion, men de ønsker alligevel at beholde et sommerhus i Babylon.1
Det er muligt, at Lots hustru så tilbage med en vis vrede mod Herren på grund af alt det, som han forlangte, at hun skulle forlade. Vi ved jo, at Laman og Lemuel blev vrede, da Lehi og hans familie fik befaling om at forlade Jerusalem. Så det var ikke bare det, at hun så sig tilbage; hun så sig længselsfuldt tilbage. Med andre ord vejede hendes tilknytning til fortiden tungere end hendes tillid til fremtiden. Det var tilsyneladende en del af hendes synd.
Tro peger mod fremtiden
Nu hvor et nyt år begynder, og vi prøver at drage fordel af et fornuftigt syn på det, der er gået forud, bønfalder jeg jer om ikke at dvæle ved tider, som nu ligger bag os, eller længes forgæves efter fortiden, uanset hvor god den end var. Vi kan lære af fortiden, men ikke leve i den. Vi ser os tilbage for at hente gløderne fra strålende oplevelser, men ikke asken. Og når vi har lært det, vi skulle, og har taget de bedste oplevelser med os, så ser vi fremad og husker på, at tro altid peger mod fremtiden. Tro berører altid velsignelser og sandheder og begivenheder, som endnu venter på at finde sted.
Så en mere teologisk måde at tale om Lots hustru på ville være at sige, at hun ikke havde tro. Hun tvivlede på Herrens evne til at give hende noget bedre end det, hun allerede havde. Tilsyneladende mente hun ikke, at noget, som lå ud i fremtiden, kunne være lige så godt, som det, hun lagde bag sig.
At længes efter at vende tilbage til en verden, som vi ikke kan leve i nu, at være konstant utilfreds med vores nuværende situation og kun have et dystert syn på fremtiden og dermed gå glip af her og nu samt i morgen, fordi vi er så fanget af da og dengang og i går, var en del af Lots hustrus synder.
Efter at apostlen Paulus havde gennemgået sit gamle livs privilegier og velsignelser – hans fødselsret, uddannelse og status i det jødiske samfund – siger han til filipperne, at alt det var »tab« sammenlignet med hans omvendelse til kristendommen. Han siger, og jeg genfortæller det: »Jeg er holdt op med at lovprise ›de gode gamle‹ og ser nu ivrigt frem mod fremtiden, så ›jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Jesus Kristus‹« (se Fil 3:7-12). Og så følger disse vers:
»Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude;
jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Jesus Kristus« (Fil 3:13-14).
Her er ingen Lots hustru. Her er ikke noget med at se sig tilbage mod Sodoma og Gomorra. Paulus ved, at det ligger derude i fremtiden, længere forud, hvor himlen end fører os hen, at vi vinder »sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Jesus Kristus«.
Tilgiv og glem
Det ligger i mange af os, at vi især har svært ved at tilgive og glemme tidligere fejltrin – både egne og andres fejltrin. Det er ikke godt. Det er ikke kristent. Det står i grel modsætning til Kristi forsonings storslåethed og majestæt. At være bundet af tidligere fejltrin er den værste form for dvælen ved fortiden, og vi er kaldet til at ophøre med og afstå fra det.
Jeg hørte engang om en ung mand, som i mange år var genstand for mange onde spøgefuldheder i skolen. Han havde nogle mangler, som gjorde det let for hans jævnaldrende at drille ham. Senere i livet flyttede han fra byen. Han kom siden ind i forsvaret og havde nogle gode oplevelser der, hvor han fik en uddannelse og bevægede sig væk fra sin fortid. Frem for alt opdagede han, som mange i militæret gør, skønheden og storheden ved Kirken og blev aktiv og lykkelig i den.
Flere år senere vendte han så hjem til sin fødeby. De fleste fra hans egen generation var kommet videre, men ikke alle. Da han vendte fremgangsrig og genfødt tilbage, ventede den samme gamle tankegang åbenbart på ham endnu. Folk i hans fødeby betragtede ham stadig som den gamle »ham I ved nok« – »I kan da godt huske ham fyren, der havde det der problem, den lille særhed, den skæve karakter og som gjorde det og det. Og var det ikke bare morsomt?«
Lidt efter lidt blev denne mands paulinske indsats for at lægge fortiden bag sig og gribe den pris, som Gud havde lagt foran ham, langsomt nedbrudt, indtil han til sidst døde på samme måde, som han havde levet som dreng. Ringen var sluttet. Atter var han inaktiv og ulykkelig samt genstand for en ny generation af spøgefuldheder. Men han havde haft en strålende, smuk periode midt i livet, hvor han havde hævet sig over sin fortid og virkelig set, hvem han var, og hvad han kunne blive til. Hvor var det bare trist og ulykkeligt, at han igen blev omgivet af en flok Lots hustruer, som syntes, at hans fortid var mere interessant end hans fremtid. Det lykkedes dem at vriste det fra ham, som Kristus havde grebet ham for. Og han døde ulykkelig, og det i høj grad uforskyldt.
Det sker også i ægteskaber og andre forhold. Jeg har ikke tal på de par, som jeg har rådgivet, og som, når de er dybt såret eller bare meget stressede, rækker længere og længere tilbage i fortiden for at finde en endnu større sten, som de kan slynge gennem deres ægteskabs »jalousivindue«. Når noget er færdigt og overstået, når man har omvendt sig så vidt, som det er muligt, når livet er gået videre, sådan som det skal, og meget dejligt er sket siden da, så er det ikke i orden at vende tilbage og rippe op i et gammel sår, som selveste Guds Søn døde for at hele.
Lad folk omvende sig. Lad folk udvikle sig. Tro på, at mennesker kan forandre og forbedre sig. Er det tro? Ja! Er det håb? Ja! Er det næstekærlighed? Ja! Frem for alt er det næstekærlighed, som er Kristi rene kærlighed. Hvis noget ligger begravet i fortiden, så lad det være begravet. Lad være med hele tiden at vende tilbage med din lille spand og plastikskovl og grave det op, vifte med det og kaste det i hovedet på nogen og sige: »Halløj! Kan du huske det her?« Smask!
Men ved du hvad? Det fører sikkert til, at der bliver gravet en grim lille episode frem fra din losseplads sammen med svaret: »Ja, jeg kan godt huske det. Og kan du huske det her?« Smask!
Og snart ender det med, at alle bliver beskidte og tilsølede og ulykkelige og sårede, skønt det, vor himmelske Fader beder om, er renhed og venlighed og lykke og heling.
En sådan dvælen ved fortiden og tidligere fejltrin er bare ikke i orden! Det er ikke Jesu Kristi evangelium. På en måde er det værre end Lots hustru, for hun tilintetgjorde dog kun sig selv. Når det gælder ægteskab og familie, menigheder og grene, lejligheder og nabolag, kan vi ende med at ødelægge mange andre.
Måske stilles der ikke noget større krav til os her ved årets begyndelse end at gøre, som Herren selv siger, at han gør: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem« (L&P 58:42).
Betingelsen er selvfølgelig, at omvendelsen skal være oprigtig, men hvis den er det, og når der gøres en ærlig indsats for at komme videre, så er vi skyldige i en større synd, hvis vi bliver ved med at huske og genkalde os og kritisere nogen for vedkommendes tidligere fejltrin – og denne nogen kan være os selv. Vi kan være så hårde ved os selv – ofte meget hårdere end mod andre!
Ligesom anti-nefi-lehis folk i Mormons Bog bør vi begrave vores krigsvåben og lade dem forblive begravet (se Alma 24). Tilgiv, og gør det, som ofte er sværere end at tilgive, nemlig at glemme. Og når det dukker op i tankerne igen, så glem det igen.
Det bedste venter forude
Du kan huske lige nok til, at du ikke gentager fejlen, men smid så resten ud på den mødding, som Paulus fortalte filipperne om. Afvis det destruktive og bliv ved med at afvise det, indtil Kristi forsonings skønhed har åbenbaret din strålende fremtid og din families, dine venners og dine naboers strålende fremtid. Gud interesserer sig ikke nær så meget for, hvor du har været, som for hvor du er, og hvor du, med hans hjælp, er villig til at bevæge dig hen. Det er det, som Lots hustru ikke forstod – og det gjorde Laman og Lemuel og en hel masse andre fra skrifterne heller ikke.
Det er en vigtig sag at overveje her ved årsskiftet – og hver eneste dag burde være begyndelsen på et nyt år og et nyt liv. Det er troens og omvendelsens under og Jesu Kristi evangeliums mirakel.
Digteren Robert Browning skrev:
Bliv gammel sammen med mig!
Det bedste venter forude,
det sidste af livet, til hvilket det første blev skabt:
Vor tid ligger i hans hænder,
som sagde: »Jeg har planlagt det hele.
Ungdom viser kun det halve; stol på Gud: se alt, og frygt ikke!«2
Nogle vil måske tænke: Er der nogen fremtid for mig?« Hvad har et nyt år eller et nyt semester, en ny eksamen eller en ny romance, et nyt job eller et nyt hjem i vente for mig? Kan jeg føle mig tryg? Bliver livet godt? Kan jeg stole på Herren og på fremtiden? Eller vil det være bedre at se tilbage, at vende tilbage, at blive i fortiden?
Til alle sådanne i enhver generation, råber jeg: »Husk på Lots hustru.« Tro hører fremtiden til. Tro bygger på fortiden, men den længes aldrig efter at blive der. Tro stoler på, at Gud har store ting i vente for enhver af os, og at Kristus virkelig er »ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til« (Hebr 9:11).
Ret blikket mod dine drømme, uanset hvor fjerne de måtte synes. Oplev at se omvendelsens, tilgivelsens, tillidens og den guddommelige kærligheds mirakler, som forvandler dit liv i dag, i morgen og for evigt. Det er det nytårsforsæt, som jeg beder dig om at holde.
Paulus sagde: »Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Jesus Kristus.«
Fotoillustrationer: Matthew Reier.
Illustration: Paul Mann