Skab bjerge

Lignelsen om bjergføreren og bjerget

Adam C. Olson

Kirkens Tidsskrifter

Som sprogkyndig rejsefører i nationalparken Yushan i Taiwan får Chén Yù Chuàn (Richard) ofte til opgave at ledsage prominente gæster rundt i parken. Når han spørger sine gæster, hvad de gerne vil se, svarer de typisk, at de vil op på toppen af Yushan (Jadebjerget), den højeste tinde i Nordøstasien på 3.952 m.

Richard er et rigtigt udendørsmenneske og elsker Yushans skønhed og storslåethed. Men erfaringen har lært ham noget vigtigt, som han gør sit bedste for at forklare sine gæster: Den pragtfulde udsigt fra højderne får først rigtig værdi, når man har oplevet, hvad der er nedenfor.

Det er en storslået oplevelse at besøge tinden med dens menneskeskabte stier og fabelagtige udsigt, men Richard prøver at forklare, at der er meget at lære og megen skjult skønhed at finde i de vanskeligt tilgængelige flodkløfter og snævre pas.

»For at kunne værdsætte højden må man opleve bunden,« siger han. »Man kan ikke påskønne afslutningen uden at opleve processen.«

Nogle af hans gæster lader sig overtale, men de fleste vil bare op på toppen – og ad den letteste rute.

Richard ser en vis åndelig symbolik i deres indstilling. Som han beskriver det, er livets ypperste oplevelse at kunne vende tilbage til Guds nærhed (se Alma 12:24).Skønt mange erkender værdien af det mål, er der nogle, som ikke forstår, at for at være hos ham, må vi blive som ham (se 1 Joh 3:2; 3 Ne 27:27; Moro 7:48). Og der findes ingen let eller hurtig vej til den tinde.

Den sande Vejviser

Richard er ikke interesseret i bare at tage gæsterne med på en spadseretur; han ønsker at give dem en oplevelse. Men det er deres interesse, der afgør, hvor meget han kan lære dem.

»Jeg kan tage dem, der ønsker at opleve naturen til steder, som andre sjældent ser,« siger han. »Deres oplevelse bliver vanskeligere, men meget bedre.«

Richard mener, at det ikke er meget anderledes med livet, og hans personlige erfaringer afspejler det princip. Mens Richard gik på universitetet, begyndte han at søge efter en mening med livet. Han besøgte en række kirker uden at finde det, som han søgte – indtil han traf missionærerne.

Men hans forældre var meget imod, at han blev medlem af Kirken. Det bekymrede dem, at deres eneste søn forlod deres tro. De var også bekymrede for, hvad der skulle blive af dem. Mange fra deres kultur mener, at ens status i det hinsides afhænger meget af den ære, som deres levende efterkommere viser dem.

Selv om Richard måtte døje med sine forældres modstand, fik han et vidnesbyrd om Frelseren og behovet for at følge ham.

»Jesus Kristus er vejen,« siger Richard. »Han er den sande Vejviser, der viser os hjem til Faderen« (se Joh 14:6).

Han valgte at følge Frelseren og blive døbt, fordi han stolede på, at Herren ville føre ham ad den rette vej, selv om den syntes vanskeligere.

En uge efter sin dåb blev han velsignet med et godt job som nyhedsoplæser for Taiwans største medievirksomhed. Det nye job glædede hans forældre, og sammen med den forandring, de sporede hos ham, var det med til at gyde olie på vandene. Det styrkede også hans tro og lærte ham en vigtig lektie.

»Hvis vi ikke følger Jesus Kristus,« siger han, »så går vi glip af en masse vigtige oplevelser, som vi har brug for.« Disse oplevelser er måske vanskelige, men de er nødvendige og til vores eget bedste (se 2 Ne 2:2; L&P 122:7).

Sådan bliver bjerge til

Enhver, der følger Richard gennem hans elskede kløfter og dale, får utvivlsomt at høre, at Taiwans bjerge og dets stejle østkyst blev dannet ved et sammenstød mellem to kontinentalplader i jordens overflade. Den intense varme og det tryk, som skabtes af den voldsomme kraft, forvandlede flere lag aflejringer til kalksten og siden til den marmor, som østkysten er så berømt for. Den samme usete kraft ryster, knuser og krummer jorden, hvilket får bjergkæder til at hæve sig mod himlen.

Hvad enten det er i Yushan eller nationalparken Taroko, hvor han arbejdede før, så nyder Richard at udpege tegnene på, hvordan naturens kræfter har formet Taiwan nedefra og op.

»Der er bølgemærker på de højeste klipper, og der findes forsteninger fra havet og andre beviser på, at det, der nu ligger øverst, engang lå nederst,« siger Richard. »Hvis du vil forstå bjergtinden, må du forstå dybet, for det var der, at bjergtinden begyndte.«

Richard mener, at det er vigtigt, fordi det minder om formålet med livet. I vanskelige tider kan det synes, som vi ikke blot er besøgende på bjerget, men snarere bjerget selv, der presses af kræfter, som former os og skubber os mod himlen, hvis vi kan holde tålmodigt ud i tro (se Mosi 23:21-22; L&P 121:7-8).

Vi formes som bjerge

Af egen erfaring har Richard lært, at vi ikke kan hæve os over verden for at strække os efter vores højeste potentiale uden at komme ud for ubehagelige og til tider smertefulde oplevelser.

Som radiojournalist levede Richard under stort pres, fordi han skulle dække mange forskellige emner med korte tidsfrister. Han opdagede snart, at mange journalister fik deres oplysninger ved at gå ud at drikke med deres kilder. Arbejdet blev stadig vanskeligere, fordi han nægtede at tage del i drikkeriet.

Tanken om at finde et andet arbejde lettede hans samvittighed, men ikke hans udfordringer. Hans arbejde i radioen havde været med at til at berolige hans forældre, efter at han blev medlem af Kirken. Så da han sagde sit højt betalte, ansete fuldtidsjob op for at arbejde som turistfører på deltid, blev hans forældre meget skuffede for en tid.

Det var endnu en vanskelig sti at vælge, men han fortryder ikke, at han tog den, for han ved, at for at blive »ophøjet i det høje« (se L&P 121:7-8) må vi først opleve lavpunkterne (se L&P 122:5-7).

»Vi begrænser nogle gange det, som Gud kan gøre os til, fordi vi ikke vil opleve både det dårlige og det gode,« siger han.

Men da han fulgte Herren, blev han ført til et job, som han holder af. Det fik ham til at udføre en mission. Og det præsenterede ham for hans kommende hustru, med hvem han nu har fire dejlige børn. Trods alle trængsler har der ikke været ende på velsignelserne.

Når vejen som discipel fører gennem »stien i den dybe dal« (2 Ne 4:32) og sågar »mørkets dal« (Sl 23:4) på vandringen frem mod »ham, som bor i det høje« (L&P 1:1), finder Richard trøst i løftet om, at »Kristi ord, hvis vi følger deres anvisninger, [skal] føre os til et langt bedre forjættet land« (Alma 37:45) – en yderligere bekræftelse til ham om, at det først er, når vi har oplevet livets udfordringer, at vi er parat til at nyde højderne.

For at kunne værdsætte bjergtinden, skal man først opleve dalene, siger Richard Chén (til venstre, ved vandfaldet Baiyang i nationalparken Taroko). Bror Chén er som guide i nationalparken Yushan, hvor Jadebjerget (herover) ligger.

Dem, der følger bror Chén gennem dalene, hører om de voldsomme geologiske kræfter, der skaber bjerge – en proces, der minder meget om den lutringsproces, som man må udholde for at kunne vende tilbage til Guds nærhed. Herover: Richard ser ned på en biflod til floden Liwu. Til højre: De forvredne marmorsider i den mystiske dal er vidne om kolossale geologiske kræfter.

Taiwan

Taipei

Nationalparken Yushan