Evangeliet i mit liv
Hjulpet af Ånden
Bygningsarbejderen lå, hvor han var faldet, og balancerende på en planke, der var 23 centimeter bred og hang 30 meter oppe i luften. Han var blevet ramt af en faldende stålbjælke, der delvis havde revet hans venstre arm og ben af.
Som ambulancelæge tilknyttet Yorkshire Air Ambulance, der dækker det meste af Nordengland, ved jeg aldrig, hvad det næste opkald består i, eller hvilke situationer vi står i, når vi kommer ud til ulykkesstedet.
I dette tilfælde kunne patienten ikke fjernes, før skadernes omfang var fastslået. Jeg blev hejst op med en kran på en lasterampe. Da jeg nåede op til den skadede, holdt en bygningsarbejder fast i ryggen af min refleksjakke og fungerede som menneskelig »kran«, så jeg havde bevægelsesfrihed til at undersøge den sårede.
I sådanne situationer tager års erfaring over, så jeg begyndte at undersøge mandens skader. En af byggeholdets egne samaritter havde givet manden en forbinding om knæet. Normalt ville jeg undersøge skaden for at fastslå dens omfange, eftersom det er den procedure, vi er oplært i at følge.
Men da jeg rakte ud mod den, tilskyndede Ånden mig: »Fjern ikke forbindingen.« Så jeg undlod at røre den. Yderligere tre gange under forløbet blev jeg opfordret af andre – samaritten, min kollega nede på jorden og en læge – til at undersøge knæskaden, og tre gange tilskyndede Ånden mig til ikke at røre forbindingen. Da vi havde fået stabiliseret patienten, løftede vi ham over på lasterampen, så vi begge kunne blive hejst ned, og så fløj vi ham til hospitalet.
Et hold specialister stod klar, da vi nåede skadestuen. En af lægerne fjernede hurtigt forbindingen fra knæet. Straks gik der hul på en arterie, og patienten begyndte at bløde voldsomt. På hospitalet kunne den livstruende situation hurtigt afhjælpes. Hvis det var sket på planken 30 meter oppe i luften, havde den sårede sandsynligvis ikke overlevet det.
Hver morgen beder jeg min himmelske Fader om at hjælpe og velsigne mig med inspiration, så jeg ved, hvordan jeg bedst tjener de af mine brødre og søstre, der får brug får min hjælp. I årenes løb har erfaringen lært mig, at når Ånden tilskynder mig til noget, så adlyder jeg. Den lydighed har gavnet mig meget.
For eksempel er et af mine ansvarsområder at fungere som navigatør og lede helikopterpiloten frem til ulykkesstedet. Redningshelikoptere kan næsten flyve overalt, hvilket gør dem uvurderlige, når man skal nå hurtigt frem til ulykkessteder, men det gør dem også sårbare. Når vi flyver med mere end 225 kilometer i timen, kan vi næsten ikke se strømledninger og telefonledninger. Og de kan skære sig lige igennem en helikopter.
Engang var vi ved at lande et meget akavet sted. Pludselig sagde Ånden til mig: »Læg skrivepladen væk!« Jeg fornemmede det en gang til: »Læg den væk!« Så jeg lænede mig frem for at lægge skrivepladen på kassen ved mine knæ. Da jeg gjorde det, ændredes min synsvinkel, og jeg fik øje på højspændingsledningen lige under os. »Ledning! Ledning! Ledning under os!« var alt, hvad jeg kunne sige. Og selv om vi faktisk rørte ledningen og fik den til at bøje, reagerede piloten øjeblikkeligt, så vi steg op og blev reddet. Det er det tætteste, jeg har været på en katastrofe. Uden Åndens tilskyndelse kunne den redningsaktion have fået et helt andet udfald.
Jeg er så taknemlig for den kærlige måde, hvorpå vor himmelske Fader er opmærksom på vores behov. Herren våger altid over os. Han ønsker, at vi skal være åndeligt trygge og vende tilbage til ham, så han taler ofte til os gennem Åndens stille, sagte røst. Det eneste, vi skal gøre, er at lytte og adlyde.
Uden Åndens tilskyndelse kunne den redningsaktion have fået et helt andet udfald.