Anvendelige selv i dag
Mener du, at Det Gamle Testamente er for gammelt til at kunne lære dig noget? Så tro om igen.
Selv om Det Gamle Testamentes sprogbrug, tid og kultur er meget forskellig fra vores, så vil det nok forbavse dig, hvor meget man kan lære af Det Gamle Testamente. Når du studerer med en bøn i hjertet, kan du finde principper i Det Gamle Testamentes historier, som kan anvendes i dit liv i dag. Her er blot ni af mange eksempler:
-
Josef fra Egypten flygtede fra fristelse (se 1 Mos 39:12). Det er altid lettere at flygte fra fristelse end at synde og omvende sig.
-
Josef tilgav andre, selv sine brødre, der havde solgt ham som slave (se 1 Mos 45). Tilgiver du andre, især dem i din egen familie?
-
Herren sørgede for manna hver dag, så israelitterne kunne få mad (se 2 Mos 16:15). Herren har også sørget for meget, der kan nære vores ånd: Bønner, skrifterne, nadveren og templer.
-
2 Mos 28 beskriver, hvordan Aron og andre præstedømmebærere skulle gå klædt. Herren bad dem om at klæde sig på en bestemt måde for at minde dem om betydningen af deres tjeneste. Hvordan påvirker din påklædning din ærbødighed og din gudsdyrkelse, når du går i kirke eller i templet?
-
En stor del af 3 Mosebog handler om ofre og deres velsignelser. Dine ofre – af tid, talenter eller penge – nedkalder himlens velsignelser over dig.
-
Af Samuels eksempel lærer vi betydningen af at lytte efter og genkende Herrens røst (se 1 Sam 3:4-10). Når du lærer at genkende og følge Helligåndens tilskyndelser, bliver dit liv bedre.
-
Den unge Davids valg viste, at han troede på, at »Israel har en Gud« (1 Sam 17:32-51). Dine valg vidner om, hvorvidt du tror på Gud eller ej.
-
Daniel gik imod kongens befaling og blev grebet i at bede (se Dan 6:11). Hvor ofte bliver du grebet i at bede, især når det synes svært?
-
Na’aman erfarede den kraft, som kommer af at adlyde profeten (se 2 Kong 5:1-14). Når du følger vor tids profeter og apostle, kommer Herrens kraft også ind i din tilværelse.
Kong Nebukadnesar kastede tre israelitter ind i en ovn. Men da kongen kiggede ind i ilden, så han »fire mænd gå frit omkring i ilden … og den fjerde [så] ud som en gudesøn« (Dan 3:24-25). Når du kigger i Det Gamle Testamente, kan du se Gud gå omkring med sine børn. Deres erfaringer kan lære dig, hvordan du bliver en bedre søn eller datter af Gud.