Unge voksne
Lad fortiden blive i fortiden
Da jeg var 16, kom jeg ikke særlig godt ud af det med min tvillingebror. Vi skændtes om alt. En dag ydmygede han mig i skolen med et meget kritisk og dybt personligt angreb for øjnene af vores venner. Hans handlinger og sårende ord knuste mig på en måde, som mit teenage-selvværd ikke kunne bære. Selv da vores forældre påtalte episoden over for ham, undskyldte han ikke. I mange år holdt jeg fast ved smerten.
Han var stadig på mission, da jeg fik min egen missionærkaldelse. Jeg beredte mig på at tage til templet og begyndte at tænke over mit liv for at se, hvad jeg skulle ændre på for at kunne være parat. Jeg blev klar over, at selv om jeg ikke længere tænkte så meget på det, min bror havde gjort, så måtte jeg dog tilgive ham.
Min bror havde såret mig mere end nogen anden, og jeg vidste, at det ikke ville blive let at tilgive ham. Så jeg bad min himmelske Fader om hjælp.
Med hans hjælp besluttede jeg at begynde at skrive regelmæssigt til min bror, mens han var på mission. Jeg må med skam erkende, at jeg inden da næsten ikke havde skrevet til ham. Så sendte jeg ham en pakke. Da jeg rejste på mission, tog han med mine forældre hen på missionærskolen og gav mig et kram. Han skrev sågar et par gange. Jeg ved, at selv om det vil tage sin tid, så kan vi med vor himmelske Faders hjælp lade fortiden forblive i fortiden.