En familieaften, der holder

Sergio Trejo Reyes, Jalisco, Mexico

Ved en familieaften for en del år siden begyndte vi med at synge »Se, morgen nu gryer« (»Se, morgen nu gryer,« Sange, nr. 74). Da vi bad hvert af vore fem børn om at foreslå en aktivitet, som vi kunne udføre den uge, sagde femårige Fernando eftertænksomt: »Jeg vil gerne se, hvordan det ser ud, når dagen gryr, og verden vågner.« Vi gjorde vores bedste for at forklare, hvad der skete: Hvordan solen står op, hvordan morgenbrisen sagte blæser, og hvordan duggen glitrer i landskabet. Men det ville han ikke høre tale om. »Jeg vil se det,« gentog han.

Så den torsdag kl. 4 om morgenen stod vi op, gik ud i bilen og kørte ud til et sted, hvor vi havde frit udsyn til den østlige himmel. Den dag syntes solopgangen at komme direkte fra himmeriget. Kugler af gul farve forvandledes til glinsende koral, da den store solskive dukkede op. Det var pragtfuldt.

Tredive år senere besøgte Fernandos lille søn Fernandito os. »Ved du hvad, farmor?« sagde han. »Far tog os med ud for at se solopgangen.«