Budskab fra Det Første Præsidentskab
hold ud lidt endnu
En af de varige lektier, som vi kan drage af Kirtland-perioden, er, at vores ånd har brug for konstant næring. Vi må holde os nær Herren hver eneste dag, hvis vi skal klare den modgang, som vi alle må møde.
Sidste sommer tog min hustru og jeg vore to tvillingebørnebørn til Kirtland i Ohio. Det var en vidunderlig og dyrebar mulighed, hvor vi kunne tilbringe tid sammen med dem, før de tog på deres mission.
Under vores besøg fik vi en bedre forståelse af forholdene, hvorunder profeten Joseph Smith og de hellige i Kirtland levede. Den æra i Kirkens historie er kendt som en tid med alvorlige prøvelser, men også himmelske velsignelser.
I Kirtland skænkede Herren os nogle af de mest fantastiske himmelske manifestationer og åndelige gaver, som verden nogensinde har set. 65 afsnit i Lære og Pagter blev modtaget i Kirtland og det omkringliggende område – åbenbaringer, som bragte nyt lys og kundskab om emner som det andet komme, omsorg for de nødlidende, frelsesplanen, præstedømmets myndighed, visdomsordet, tiende, templet og indvielsesloven.1
Det var en periode med åndelig vækst uden sidestykke. Guds ånd som en ild begyndte virkelig at lue. Moses, profeten Elias og mange andre himmelske væsener viste sig i denne tid, herunder vor himmelske Fader og hans Søn, verdens Frelser, Jesus Kristus.2
En af de mange åbenbaringer, som Joseph modtog i Kirtland, var en åbenbaring, som han kaldte »›oliebladet‹ … plukket af paradisets træ, Herrens budskab til os om fred« (forordet til L&P 88). Denne bemærkelsesværdige åbenbaring indeholder den himmelske invitation: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig« (L&P 88:63). Da de hellige i Kirtland kom Herren nærmere, kom han i sandhed dem nærmere og udgød himlens velsignelser på de trofastes hoved.
En åndelig fest
Kulminationen af disse åndelige tilkendegivelser skete måske under indvielsen af templet i Kirtland den 27. marts 1836. En af de tilstedeværende var den 28-årige William Draper, som beskrev dagen som en »pinsedag.« Han skrev: »Der var en sådan udgydelse af Herrens Ånd, at min pen er utilstrækkelig til at beskrive det fuldt ud, ej heller kan min tunge udtrykke det. Men lad mig her sige, at Ånden blev udgydt og kom som en mægtig, brusende vind og fyldte bygningen, så mange, der var til stede talte i tunger og havde syner og så engle og profeterede og oplevede en glædens tid, som man ikke har set magen til i denne generation.«3
De åndelige tilkendegivelser var ikke forbeholdt dem, der var inde i templet, for »folk i nabolaget stimlede sammen (da de hørte en usædvanlig lyd derinde og så et stærkt lys som en ildsøjle, der hvilede på templet), og de var forbavsede over det, der fandt sted.«4
Lorenzo Snow (1814-1901), som senere blev Kirkens præsident, boede i Kirtland i denne velsignede periode. Han bemærkede: »Man kunne have troet, at efter at have modtaget disse vidunderlige tilkendegivelser kunne ingen fristelse have overvundet de hellige.«5
Men selvfølgelig fritager store åndelige oplevelser os ikke for modgang og prøvelser. Blot få måneder efter tempelindvielsen rystede en omfattende økonomisk krise USA, og Kirtland blev hårdt ramt. Banker krakkede og efterlod mange i store økonomiske problemer. Og for at gøre alt værre, så kom mange af de hellige, der flyttede til Kirtland, kun med meget få materielle ejendele, og de vidste ikke, hvad de ville, når de ankom, eller hvordan de skulle klare sig.
Snart opstod der forfølgelse, og pøbelhobe samlede sig mod de hellige. Medlemmer af Kirken – selv nogle af profetens nærmeste, hvoraf mange var til stede ved templets indvielse – faldt fra og fordømte Joseph som en falden profet.
Da jeg vandrede nær templet i Kirtland med min hustru og mine børnebørn, overvejede jeg, hvor tragisk det var, at nogle ikke kunne forblive trofaste selv efter de åndelige tilkendegivelser, som de havde bevidnet. Hvor var det sørgeligt, at de ikke kunne udholde spotten og kritikken fra de vantro. Hvor var det trist, at de ikke, da de mødte økonomiske prøvelser eller andre problemer, kunne nå ind i sig selv og finde styrken til at forblive trofaste. Hvor var det uheldigt, at de på en eller anden måde mistede mindet om den mirakuløse, åndelige høst ved indvielsen af templet.
Erfaringerne
Hvad kan vi lære af denne bemærkelsesværdige æra i Kirkens historie?
En af de store, varige lektier, som vi kan drage af Kirtland-perioden, er, at vores ånd har brug for konstant næring. Som præsident Harold B. Lee (1899-1973) forkyndte: »Et vidnesbyrd er ikke noget, som man har i dag, og som man altid vil have. Et vidnesbyrd vil enten vokse og vokse til en klar vished, eller det vil svinde ind til intet alt efter, hvad vi gør ved det. Jeg siger, at det vidnesbyrd, som vi genvinder dag efter dag, er det, der frelser os fra modstanderens faldgruber.«6 Vi skal holde os tæt til Herren hver dag, hvis vi vil overvinde den modgang, som vi alle vil møde.
På nogle områder minder verden i dag om Kirtland i 1830’erne. Vi lever også i tider med økonomisk nedgang. Der er personer, som forfølger og skælder ud på Kirken og dens medlemmer. Personlige og kollektive prøvelser kan sommetider synes overvældende.
Da er det, at vi mere end nogensinde behøver at komme Herren nærmere. Når vi gør det, vil vi erfare, hvad det vil sige, at Herren kommer os nær. Når vi søger ham stadig mere flittigt, vil vi utvivlsomt finde ham. Vi vil klart se, at Herren ikke svigter sin kirke eller sine trofaste hellige. Vore øjne vil blive åbnet, og vi vil se ham åbne himlens vinduer og overøse os med mere af hans lys. Vi vil finde den åndelige styrke til at klare selv den mørkeste nat.
Selv om nogle af de hellige i Kirtland tabte de åndelige oplevelser af syne, som de havde haft, så gjorde de fleste ikke. Flertallet, herunder William Draper, holdt fast ved den åndelige kundskab, som Gud havde givet dem, og fortsatte med at følge profeten. Langs vejen oplevede de flere bitre prøvelser, men også mere livgivende åndelig vækst, indtil de til sidst, de, som holdt ud til enden, blev »modtaget … i en tilstand af aldrig ophørende lykke« (Mosi 2:41).
I kan holde ud
Hvis I nogensinde bliver fristet til at blive modløse eller miste troen, så tænk på de trofaste hellige, som forblev trofaste i Kirtland. Hold ud lidt endnu. I kan gøre det! I er en del af et særligt slægtled. I blev forberedt og bevaret til at leve på dette vigtige tidspunkt i den periode, hvor vores smukke planet jorden eksisterer. I har en celestial oprindelse og har derfor alle de nødvendige talenter til at gøre jeres liv til en evigtvarende succeshistorie.
Herren har velsignet jer med et vidnesbyrd om sandheden. I har mærket hans indflydelse og set hans magt. Og hvis I fortsat søger ham, vil han fortsat skænke jer hellige oplevelser. Med disse og andre åndelig gaver vil I være i stand til ikke blot at ændre jeres eget liv til det bedre, men også velsigne vore hjem, menigheder, lokalsamfund, byer, stater og lande med jeres godhed.
Det synes måske til tider vanskeligt at se, men hold ud lidt endnu, for »hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham« og venter på ham (1 Kor 2:9; se også L&P 76:10; 133:45).
Jeg bærer vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium, og om, at denne, hans kirke, er sand. Jeg vidner af hele mit hjerte og sjæl om, at Gud lever, at Jesus Kristus er hans Søn og står som denne storslåede kirkes overhoved. Vi har en profet på jorden igen, nemlig præsident Thomas S. Monson.
Må vi altid huske lektien fra Kirtland og holde ud lidt endnu – selv når alt ser trist ud. Vid og husk dette: Herren elsker jer. Han husker jer. Og han vil altid støtte dem, der »holde[r] ud i tro til enden« (L&P 20:25).
Herren viser sig i templet i Kirtland, af Del Parson; fotoillustration: Christina Smith
Til venstre: Fotoillustration: Craig Dimond; illustration: Steve Kropp; til højre: Fotoillustration: Matthew Reier.
Foto af templet i Kirtland af Welden C. Andersen; fotoillustration: Robert Casey