2010
Hvordan skulle vi betale huslejen?
Januar 2010


Hvordan skulle vi betale huslejen?

Douglas Arévalo, Costa Rica

Halvandet år efter at min hustru, Rebeca, og jeg var blevet gift, lukkede det firma, jeg arbejdede for. Pludselig var jeg arbejdsløs.

I stedet for at søge ansættelse et andet sted, følte jeg mig tilskyndet til at stifte mit eget firma. Jeg vidste, at det kunne blive en vanskelig udfordring, så jeg bad til vor himmelske Fader for at få min fornemmelse bekræftet. Bøn spillede en væsentlig rolle i den første beslutning, og den har været et vigtigt element siden.

I august 2003 stiftede jeg mit eget firma, hvor jeg udbød malerarbejde, havearbejde, anlægsarbejde og vedligeholdelse. Det er ikke altid let, når man har sit eget firma, især ikke i begyndelsen. I begyndelsen af en ny måned skulle Rebeca og jeg betale vores husleje. Vi havde ikke en klink. Men så en morgen bad vi om, at vi på en eller anden måde måtte få de penge, vi havde brug for. Senere den dag blev jeg hyret til noget arbejde, som dækkede huslejen.

En måned efter at jeg havde stiftet firmaet, bad stavspræsidenten om at tale med mig. Jeg blev kort efter kaldet som biskop i vores menighed. Jeg blev klar over, at vor himmelske Fader havde banet en vej, så jeg kunne tage imod og udføre denne kaldelse. Hvis jeg havde haft mit tidligere job, ville jeg ikke have haft den fornødne tid til menighedens medlemmer og min egen familie. Men da jeg har mit eget firma, er min arbejdstid meget fleksibel. Jeg har været hjemme til de vigtige begivenheder i familiens liv, såsom mine børns fødsel, og når de er begyndt at gå og tale. Desuden har min hustru og jeg kunnet tjene i templet i San José i Costa Rica. Disse muligheder, som kom, fordi vi havde fulgt Åndens tilskyndelser og søgt vejledning i bøn, har knyttet os sammen.

For nylig genoptog jeg mine universitetsstudier. Da tilskyndelsen til at vende tilbage til skolen kom, spekulerede jeg over, hvordan jeg så skulle forsørge min familie. To dage om ugen var jeg på skole og ikke på arbejde. Hvordan skulle min familie klare sig?

Atter fremlagde min hustru og jeg sagen i bøn, og Herren svarede. Jeg begyndte at modtage faste kontrakter, som gjorde det lettere for mig at indhente det arbejde, jeg forsømmer, når jeg er i skole.

I alle disse situationer har vi set Herren indfri sit løfte: »Bed, og I skal få« (3 Ne 27:29). Bøn har haft stor betydning for vores families udvikling og fremgang. Vi har set og mærket, at når vi søger Herren, så velsigner han os. Vi ved, at han kender os ved navn, og vi kan bede ham om alt, hvad vi har brug for.