Lindring af min hjemve
Sue Hirase, Utah i USA
Jeg begyndte på college, da jeg var 18. Men efter et kort stykke tid flyttede jeg til et andet universitet og skiftede studieretning. Mit nye universitet lå kun et par timers kørsel fra mit hjem, men jeg blev fyldt af hjemve og modløshed og havde lyst til at give op og vende hjem til min familie. Men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, gav jeg afkald på min chance for at få en uddannelse.
En weekend kort efter at skoleåret var begyndt, rejste alle mine venner hjem til deres familie. Jeg vidste, at hvis jeg tog hjem, ville jeg ikke vende tilbage. Jeg kunne end ikke ringe hjem og tale med min familie af frygt for, at jeg skulle bryde sammen og ikke kunne koncentrere mig om studierne. Jeg havde bedt om styrke til at overvinde min hjemve, men nu bad jeg om at få at vide, om jeg overhovedet skulle blive på skolen og fuldføre min uddannelse.
Da jeg tidligt den søndag morgen langsomt slentrede hen over skolens område på vej til kirke, spekulerede jeg over, hvordan jeg skulle kunne blive i skolen, når jeg savnede mit hjem og min familie så meget og ikke kunne udholde min ensomhed. Men hvad skulle jeg gøre, hvis jeg forlod skolen?
Da jeg nåede frem til kirken, havde den anden menighed lige forladt kirkesalen. Jeg gik derind og håbede på at kunne finde lidt ro til at bede om vejledning. Da jeg havde fundet et sted at sidde og rykkede mig ind på træbænken, fandt jeg et trykt program fra det netop overståede nadvermøde. Der, på forsiden af det foldede papir, stod følgende ord: »Måske er det vigtigste resultatet af al uddannelse evnen til at få sig selv til at gøre det, man skal gøre, når det skal gøres, hvad enten man bryder sig om det eller ej.«1
I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg måtte gøre. Herren havde besvaret min bøn på en meget enkel måde, men jeg kunne ikke benægte, at det faktisk var et svar.
Der gik ikke lang tid efter den søndag, før min ensomhed og modløshed forsvandt. Det førte til, at jeg nød de resterende studieår. Jeg fik en uddannelse, livslange venskaber og et stærkt vidnesbyrd som følge af Åndens tilskyndelser.
Nu, mere end 25 år senere, kan jeg stadig huske det svar på min bøn, og jeg bruger de samme ord fra det nadvermødeprogram, når jeg skal forpligte mig selv til at udføre noget krævende. Jeg har fortalt familie og nære venner om min oplevelse i håb om, at de også kan opnå styrke i svære tider.
Jeg ved, at Herren interesserer sig for vore følelser og dagligdagsbekymringer, og jeg ved, at han besvarer vore oprigtige bønner.