Som et kar, der kastes bort
Hvordan reagerer man mest hensigtsmæssigt, når mentale eller følelsesmæssige udfordringer rammer en eller dem, man elsker?
Apostlen Peter skrev, at de, der følger Jesus Kristus skal have »barmhjertighed«.1 I den ånd ønsker jeg at tale til dem, der lider af en form for mental sygdom eller følelsesmæssig forstyrrelse, uanset om disse lidelser er store eller små, korte eller livsvarige. Vi fornemmer, hvor komplekst dette emne er, når vi hører fagfolk tale om neuroser og psykoser, om genetiske tilbøjeligheder og kromosomfejl, om bipolar lidelse, paranoia og skizofreni. Uanset hvor forvirrende det alt sammen kan være, så er disse sygdomme en del af realiteterne i dette liv på jorden, og der bør ikke være nogen skam i at anerkende dem i forhold til det at anerkende en kamp mod for højt blodtryk eller den pludselige fremkomst af en ondsindet tumor.
I vores stræben efter lidt fred og forståelse i forbindelse med disse svære anliggender, er det afgørende at huske, at vi lever – og vælger at leve – i en falden verden med et himmelsk formål, hvor vores stræben mod guddommelighed bliver prøvet og udfordret igen og igen. Den største trøst i Guds plan er løftet om en Frelser, en Forløser, der gennem vores tro på ham triumferende kan løfte os over de prøvelser og udfordringer, selv om prisen for at gøre dette ville være ufattelig for både Faderen, som sendte ham, og for Sønnen, som kom. Det er blot en påskønnelse af denne guddommelige kærlighed, der til at begynde med vil gøre vores egen mindre lidelse udholdelig, derpå forståelig og til sidst forløsende.
Lad mig forlade de sjældne sygdomme, som jeg har nævnt, og koncentrere mig om MDD –»svær depression« – eller mere almindeligt blot kaldt »depression«. Når jeg taler om dette, så taler jeg ikke om dage, hvor håret ikke vil sidde ordentligt, aflevering af selvangivelser eller andre triste stunder, som vi alle har. Alle vil til tider være ængstelige eller modløse. I Mormons Bog står der, at Ammon og hans brødre på et meget svært tidspunkt var nedtrykte,2 og det kan vi alle være. Men i dag taler jeg om noget langt mere alvorligt, om en sygdom så alvorlig, at den væsentligt kan begrænse et menneskes evne til at fungere normalt, et krater i sindet, der er så dybt, at ingen forsvarligt vil kunne hævde, at det helt sikkert vil gå væk, hvis disse ofre bare ranker ryggen og tænker mere positivt – også selv om jeg er en stor fortaler af at ranke ryggen og tænke positivt!
Nej, denne mørke nat i sindet og ånden er langt mere end almen modløshed. Jeg har set det ske for en fuldstændig engleblid mand, da hans elskede hustru døde efter 50 års ægteskab. Jeg har set det hos nybagte mødre, hvor det formildende blev omtalt som »en lille hormonel ubalance«. Jeg har set det ramme ivrige studerende, krigsveteraner og bedstemødre, der bekymrer sig over deres voksne børns velbefindende.
Og jeg har set det hos unge fædre, der forsøger at forsørge deres familie. Og jeg har tilmed engang meget skræmmende set det hos mig selv. På et tidspunkt i vores ægteskab, hvor økonomiske bekymringer kolliderede med en overvældende træthed, blev jeg ramt psykisk. Det var lige så uventet, som det var virkeligt. Jeg kunne med Guds barmhjertighed og familiens kærlighed fortsat fungere og arbejde, men selv efter alle disse år har jeg fortsat en dyb sympati for andre, der lider kronisk eller i sværere grad er ramt af en sådan tristhed, som jeg var. Under alle omstændigheder bliver vi alle opmuntret ved tanken om dem, der med profeten Josephs ord har søgt »ind til og [grublet] over den mørkeste afgrund«,3 og som kom over på den anden side af den. Blandt disse er Abraham Lincoln, Winston Churchill og en af de mest milde og kristuslignende mænd i vores uddeling, ældste George Albert Smith. I en årrække kæmpede han med en tilbagevendende depression for senere at blive elsket verden over som den 8. profet og præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Hvordan reagerer man så mest hensigtsmæssigt, når mentale eller følelsesmæssige udfordringer rammer en eller dem, man elsker? Hav frem for alt tro på jeres Fader i himlen, som elsker jer mere, end I kan fatte. Præsident Monson sagde meget bevægende til søstrene i Hjælpeforeningen sidste lørdag: »Den kærlighed ændrer sig aldrig … Den er der, når I er kede af det eller glade, mismodige eller forhåbningsfulde. Guds kærlighed er der for jer, hvad enten man føler, at man fortjener den, eller ej. Den er der bare altid.«4 Tvivl aldrig nogensinde på det, og forhærd aldrig jeres hjerte. Følg trofast de velafprøvede åndelige vaner, der bringer Herrens Ånd ind i jeres tilværelse. Søg råd hos dem, der holder nøglerne til jeres åndelige velbefindende. Bed om og påskøn præstedømmevelsignelser. Tag nadveren hver uge, og hold fast i Jesu Kristi forsonings løfter om fuldkommenhed. Tro på mirakler. Jeg har set så mange mirakler ske, når andre indikatorer siger, at alt håb var ude. Håbet er aldrig ude. Hvis disse mirakler ikke sker lige nu, kun delvist eller tilsyneladende slet ikke, så husk Frelserens eget pinefulde eksempel. Hvis det bitre bæger ikke går os forbi, så drik det og vær stærk og stol på bedre dage forude.5
Ved forebyggelse af sygdom hold da øje med stressindikatorer, når som helst det er muligt, hos dig selv og hos andre, som du måske kan hjælpe. Vær ligesom med jeres bil på vagt over for stigende temperaturer, for høj fart eller en tank, der er ved at løbe tør. Når I oplever »en udmattelses-depression«, så foretag de nødvendige justeringer. Udmattelse er vores alles fælles fjende – sæt farten ned, få tilstrækkelig hvile, slap af og fyld op. Lægerne forsikrer os om, at hvis vi ikke afsætter tid til at være raske, så vil vi helt sikkert senere skulle afsætte tid til at være syge.
Hvis vi fortsætter med at være svækkede, så søg hjælp hos velrenommerede mennesker med dokumenterede kvalifikationer, professionelle færdigheder og gode værdier. Vær ærlig over for dem, og fortæl dem om din baggrund og dine udfordringer. Overvej bønsomt og alvorligt de råd, som de giver, og de løsninger, som de kommer med. Hvis I havde blindtarmsbetændelse, ville Gud forvente, at I bad om en præstedømmevelsignelse og fik den bedst mulige lægehjælp. Det samme gælder for følelsesmæssige forstyrrelser. Vor himmelske Fader forventer, at vi virkelig gør brug af alle de vidunderlige gaver, som han har givet os i denne strålende uddeling.
Hvis det er jer, der lider, eller hvis I tager vare på en, der gør, prøv da at lade være med at blive overvældet af jeres opgave. Tro ikke, at I kan ordne det hele. Gør det, I kan. Selv om det kun er små sejre, så vær taknemlig for dem og vær tålmodig. Herren befaler snesevis af gange i skrifterne nogen at »være stille« eller »være rolig« – og afvente.6 Det at udholde noget med tålmodighed er en del af vores jordiske uddannelse.
I, der passer andre, skal passe på, at I i jeres hengivne bestræbelser på at hjælpe andre med deres helbred ikke ødelægger jeres eget. Gør alt med visdom. Løb ikke hurtigere, end I har styrke til.7 Uanset, hvad vi ellers kan eller ikke kan, kan vi bede om og yde »uskrømtet kærlighed.«8 »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den … hidser sig ikke op … Den tåler alt … håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.«9
Og lad os huske, at der stadig er meget at glæde sig over og være taknemlig for, uanset hvilken sygdom eller udfordring man lider af. Vi er uendeligt meget mere end vore begrænsninger og lidelser! Stephanie Clark Neilson og hendes familie har været vore venner i mere end 30 år. Den 16. august 2008 var Stephanie og hendes mand Christian ude for en flyulykke og en efterfølgende brand, der skæmmede hende så voldsomt, at kun neglelakken på tæerne var genkendelig, da familien kom for at identificere ofrene. Der var reelt ingen chance for, at Stephanie kunne overleve. Efter tre måneder i kunstigt koma vågnede hun op og så sig selv. Så fulgte voldsomme ar i sindet og en forfærdelig depression. Stephanie havde fire børn under syv år og ønskede ikke, at de nogensinde så hende igen. Hun følte, at det var bedre, hvis hun døde. »Jeg tænkte, at det ville være lettere,« fortalte Stephanie mig engang på mit kontor, »hvis de blot glemte alt om mig, og at jeg stille gled ud af deres liv.«
Men til hendes evige ære og på grund af bønner fra hendes mand, familie, venner, fire smukke børn og et femte, der nu er blot 18 måneder, kæmpede Stephanie sig tilbage fra den selvødelæggende afgrund og blev en af de mest populære »mødrebloggere« i USA, som åbent erklærede til de fire millioner, der følger hendes blog, at hendes »guddommelige formål« i livet er at være mor og at påskønne hver eneste dag, som hun får på denne smukke jord.
Uanset hvad jeres kamp er, mine brødre og søstre – mental, følelsesmæssig, fysisk eller noget andet – så stem ikke imod det dyrebare i livet ved at afslutte det! Stol på Gud. Hold fast i hans kærlighed. Vær forvisset om, at en dag kommer et strålende daggry, og alle livets skygger må flygte. Selv om vi kan føle, at vi er »som et kar, der kastes bort«, som salmisten skrev,10 må vi huske, at det kar er i den guddommelige pottemagers hænder. Knuste sind kan helbredes, ligesom knuste knogler og knuste hjerter kan helbredes. Mens Gud arbejder og udfører disse reparationer, så kan resten af os hjælpe til ved at være barmhjertige, venlige og ufordømmende.
Jeg bærer vidnesbyrd om den hellige opstandelse og den ubeskrivelige og grundlæggende gave, som Herren Jesu Kristi forsoning er. Jeg vidner tillige med apostlen Paulus om, at det, der blev sået i forgængelighed, en dag vil opstå i uforgængelighed, og det der blev sået i vanære, vil i sidste ende opstå i herlighed.11 Jeg bærer vidnesbyrd om den dag, hvor dem vi elsker med jordiske svagheder, vil stå foran os ophøjede og storslåede, fuldkomne og betagende i krop og sind. Det vil være et fantastisk øjeblik! Jeg ved ikke, om vi vil være mest glade på egne vegne, fordi vi har bevidnet sådan et mirakel, eller på deres vegne, fordi de er fuldkomne på enhver måde og »endelig frie«.12 Må vi alle leve i tro, holde fast i håbet og udvise »barmhjertighed«,13 indtil den stund, da Kristi fuldendte gave er tydelig for os alle. Dette beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.