Præstedømmets kraft
Et menneske kan trække gardinerne fra, så det varme sollys kan strømme ind i et rum, men mennesket ejer ikke solen eller lyset eller varmen, den giver.
Præstedømmevelsignelser er for alle
Da børnene ved et nadvermøde forleden sang primarysangen »Kærlighed er her«, smilede alle anerkendende. En modig mor til fem lyttede opmærksomt til andet vers: »Jeg har et hjem, hvor hver en tid velsignes af præstedømmets flid.«1 Hun tænkte trist: »Mine børn har aldrig haft sådant et hjem.«2
Mit budskab til denne trofaste kvinde og til alle andre er, at vi uanset vores situation til hver en tid kan »velsignes af præstedømmets flid«.
Sommetider associerer vi i for høj grad præstedømmets kraft med mændene i Kirken. Præstedømmet er Guds kraft og myndighed til frelse og velsignelse af alle – mænd, kvinder og børn.
Et menneske kan trække gardinerne fra, så det varme sollys kan strømme ind i et rum, men mennesket ejer ikke solen eller lyset eller varmen, den giver. Velsignelserne ved præstedømmet er uendeligt meget større end den, der bliver bedt om at administrere gaven.
At modtage velsignelser, kraften og løfterne i præstedømmet i dette og det tilkommende liv er et af jordelivets største muligheder og ansvar. Når vi er værdige, beriger præstedømmets ordinancer vores liv på jorden og forbereder os på de storslåede løfter om den verden, der venter forude. Herren sagde: »Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.«3
Der er nogle særlige velsignelser fra Gud til enhver værdig person, som bliver døbt, modtager Helligåndsgaven og regelmæssigt deltager i nadveren. Templet giver yderligere lys og styrke tillige med løftet om evigt liv.4
Alle ordinancer indbyder os til at styrke vores tro på Jesus Kristus og til at indgå og holde pagter med Gud. Når vi holder disse hellige pagter, modtager vi præstedømmets kraft og velsignelser.
Føler vi ikke denne kraft i præstedømmet i vores liv, og ser vi det ikke blandt de pagtsholdende medlemmer af Kirken? Vi ser den hos nye medlemmer, når de træder op af dåbens vande og føler sig tilgivet og rene. Vi ser vore børn og unge blive mere lydhøre over for Helligåndens tilskyndelser og vejledning. Vi ser templets ordinancer blive en ledestjerne af styrke og lys for retskafne mænd og kvinder over hele verden.
I denne sidste måned har jeg set et ungt par trække på den enorme kraft i tempelbeseglingens løfter, da deres lille dyrebare dreng døde knap en uge gammel. Gennem præstedømmets ordinancer modtager vi trøst, styrke, beskyttelse, fred og evige løfter.5
Hvad vi ved om præstedømmet
Nogle spørger måske oprigtigt: »Hvis præstedømmets velsignelser er tilgængelige for alle, hvorfor administreres præstedømmets ordinancer så af mænd?«
Da en engel stillede Nefi spørgsmålet: »Forstår du Guds velvilje?« svarede Nefi ærligt: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«6
Når vi taler om præstedømmet, er der meget, vi ikke ved.
Alle er lige
Vi ved, at Gud elsker alle sine børn, og at der ikke er personanseelse hos ham. »Han afviser ingen, som kommer til ham … mand [eller] kvinde … alle er lige for Gud.«7
Lige så sikkert og vist, som vi ved, at Guds kærlighed er »lige« for sine sønner og døtre, ved vi også, at han ikke har skabt mænd og kvinder helt ens. Vi ved, at køn er et fundamentalt særkende ved både vores jordiske og evige identitet og formål. Begge køn har fået hellige ansvar.8
Fra begyndelsen
Vi ved, at Herren fra begyndelsen fastlagde, hvordan hans præstedømme skulle administreres. »Præstedømmet blev først givet til Adam.«9 Noa, Abraham og Moses administrerede alle præstedømmets ordinancer. Jesus Kristus var og er den store højpræst. Han kaldte apostle. Han sagde: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer.«10 I vor tid har Gud også udsendt himmelske budbringere. Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes gengav præstedømmet til jorden gennem profeten Joseph.11 Det er sådan, vor himmelske Fader har forvaltet sit præstedømme.12
Mange gaver fra Gud
Vi ved, at kraften i det hellige præstedømme ikke virker uafhængigt af tro, Helligånden og åndelige gaver. Skriften advarer: Forkast ikke »Guds gaver, for de er mange … Og der er forskellige måder, hvorpå disse gaver bliver givet, men det er den samme Gud, som virker i … [dem] alle.«13
Værdighed
Vi ved, at værdighed er afgørende for at udføre og modtage præstedømmets ordinancer. Søster Linda K. Burton, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har sagt: »Retskaffenhed er den kvalificerende kraft til at invitere præstedømmets kraft ind i vores liv.«14
Tænk fx på, hvordan pornografi fejer som en pest over hele verden. Herrens standard for værdighed tillader ikke pornografi blandt dem, som forretter præstedømmets ordinancer. Frelseren har sagt:
»Omvend jer … fra jeres hemmelige vederstyggeligheder.«15
»Øjet er legemets lys … men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt.«16
»Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.«17
Uværdig forrettelse af nadveren, velsignelse af de syge eller deltagelse i andre præstedømmeordinancer er, som ældste David A. Bednar har udtrykt det, at tage Herrens navn forfængeligt.18 Hvis man er uværdig, bør man trække sig tilbage og ikke udføre præstedømmets ordinancer, bønsomt henvende sig til sin biskop som det første skridt i omvendelsen og vende tilbage til at holde befalingerne.
Ydmyghed
En anden ting, vi ved, er, at præstedømmets velsignelser er talrige i familier, hvor en retskaffen mor og far er forenede om at vejlede deres børn. Men vi ved også, at Gud ivrigt sørger for de samme velsignelser i mange andre situationer.19
En mor, der både stod med det åndelige og timelige ansvar for sin familie, forklarede følelsesladet, at det krævede ydmyghed at ringe til sine hjemmelærere og bede dem om at velsigne hendes børn. Men hun tilføjede indsigtsfuldt, at det ikke krævede større ydmyghed af hende end det gjorde af hendes hjemmelærere, som skulle forberede sig på at velsigne hendes barn.20
Præstedømmets nøgler
Vi ved, at præstedømmets nøgler, som medlemmerne af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum bærer, leder Herrens værk på jorden. Stavspræsidenter og biskopper tildeles specifikke præstedømmenøgler, der svarer til deres geografiske ansvar. De kalder mænd og kvinder ved åbenbaring, som opretholdes og indsættes til at udøve deres delegerede myndighed til at undervise og tjene.21
Selvom der er meget, vi ved om præstedømmet, så har vi ikke altid med vore menneskelige øjne en fuldstændig forståelse af, hvordan Gud arbejder. Men hans kærlige påmindelse: »For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje,«22 forsikrer os om, at vi med tiden og med et evigt perspektiv vil kunne se tingene, »som de virkelig er«,23 og forstå hans fuldkomne kærlighed.
Vi tjener alle villigt. Nogle gange føler vi os knap nok brugt i vores kaldelse og ønsker, at vi blev bedt om at gøre mere. Andre gange er vi taknemlige, når det er tid til at blive afløst. Vi bestemmer ikke de kaldelser, vi modtager.24 Jeg lærte denne lektion tidligt i mit ægteskab. Som nygifte boede min hustru, Kathy, og jeg i Florida. En søndag forklarede en rådgiver i stavspræsidentskabet mig, at de havde følt sig tilskyndede til at kalde Kathy som lærer til morgen-seminar.
»Hvordan skal det lade sig gøre?« spurgte jeg. »Vi har små børn. Seminar begynder kl. fem og jeg er Unge Mænds præsident i menigheden.«
Rådgiveren smilede og sagde. »Det ordner sig, bror Andersen. Vi kalder hende og afløser dig.«
Og det er det, der skete.
Kvinders bidrag
I livet, ægteskabet og opbyggelsen af Guds rige er det altafgørende at spørge om og lytte til de tanker og bekymringer, en kvinde giver udtryk for.
For tyve år siden omtalte ældste M. Russell Ballard en samtale, han havde haft med Hjælpeforeningens hovedpræsident. Der dukkede et spørgsmål op om at styrke værdigheden blandt de unge, som forbereder sig på at tage på mission. Søster Elaine Jack sagde med et smil: »Ældste Ballard, du er jo godt klar over, at kvinderne i Kirken kan have nogle gode forslag … hvis de bliver spurgt. Vi er trods alt … deres mødre!«25
Præsident Thomas S. Monson har livslang erfaring med at spørge ind til og besvare kvinders bekymringer. Den kvinde, der har påvirket ham mest, er søster Frances Monson. Vi savner hende meget. Præsident Monson mindede også i torsdags generalautoriteterne om, hvor meget han lærte af de 84 enker i sin menighed. De påvirkede i høj grad hans embede som biskop og hele hans liv.
Derfor er det ikke overraskende, at der før præsident Monsons beslutning om at ændre alderskravet for missionærer var mange drøftelser med hovedpræsidentskaberne for Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary.
Biskopper, hvis I følger præsident Monsons eksempel, vil I endnu mere føle Herrens vejledende hånd velsigne jer i jeres hellige virke.
Vi boede adskillige år i Brasilien. Kort tid efter vi ankom, traf jeg Adelson Parrella, der tjente som halvfjerdser, og hans bror, Adilson, der tjente i vores stavspræsidentskab. Jeg mødte senere deres bror, Adalton, der tjente som stavspræsident i Florianopolis, og endnu en bror, Adelmo, der tjente som biskop. Jeg blev imponeret af disse brødres tro, og jeg spurgte til deres forældre.
Familien var blevet døbt i Santos i Brasilien 42 år tidligere. Adilson Parrella fortalte: »Til at begynde med syntes far meget begejstret over at være medlem af Kirken. Men hurtigt blev han mindre aktiv og bad min mor om ikke at gå i kirke.«
Adilson fortalte mig, at hans mor syede tøj til naboerne for at betale for børnenes busbillet til kirken. De fire små drenge gik mere end to kilometer til en anden by, hvor de tog en bus i 45 minutter og gik så yderligere 20 minutter til kirkebygningen.
Selvom søster Parrella ikke kunne tage med sine børn i kirke, læste hun skrifterne med sine sønner og døtre, underviste dem i evangeliet og bad med dem. Deres ydmyge hjem var fuld af velsignelserne ved præstedømmets kraft. De små drenge voksede op, tog på mission, fik sig en uddannelse og blev gift i templet. Præstedømmets velsignelser fyldte deres hjem.
Mange år senere tog søster Vany Parrella, der nu var enlig, i templet og fik sin begavelse og senere tjente hun på tre missioner i Brasilien. Nu er hun 84 år gammel og hendes tro velsigner stadig hendes efterkommere.
Vidnesbyrd og løfte
Kraften ved Guds hellige præstedømme findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg vidner om, at når I værdigt deltager i præstedømmets ordinancer, vil Herren give jer større styrke, fred og evigt perspektiv. Uanset hvilken situation I står i, vil jeres hjem blive velsignet af styrken i præstedømmets kraft, og jeres nære og kære vil få et større ønske om få disse velsignelser selv.
Må vi som mænd og kvinder, Guds sønner og døtre, sammen gå fremad. Dette er vores mulighed, vores ansvar og vores velsignelse. Det er vores skæbne – at berede Guds rige til Frelserens genkomst. I Jesu Kristi navn. Amen.