Ingen andre guder

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Sætter vi andre prioriterer og guder højere end den Gud, som vi siger, vi tilbeder?

De ti bud er afgørende for kristendommen og jødedommen. De blev givet af Gud til Israels børn gennem profeten Moses. De to første af disse bud omhandler vores gudsdyrkelse og prioriteter. I begyndelsen befalede Herren: »Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20:3). Århundreder senere blev Jesus spurgt: »›Mester, hvad er det største bud i loven?‹ Han sagde: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind‹« (Matt 22:36–37).

Det andet af de ti bud uddyber befalingen om at ikke at holde sig andre guder og fastslår, hvad der bør være vores første prioritet som hans børn. »Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden« (2 Mos 20:4). Det tilføjes så i buddet: »Du må ikke tilbede dem og dyrke dem« (2 Mos 20:5). Dette fastslår, ud over blot at forbyde fysiske idoler, en grundlæggende og eviggyldig prioritet. Jahve forklarer: »For jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud … dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed« (2 Mos 20:5–6). Anvendelsen af ordet lidenskabelig er ret sigende. På engelsk anvendes ordet jaloux i stedet for lidenskabelig. Vi støder således Gud, når vi »tjener« andre guder – når vi prioriterer noget andet højere.¹

I.

Hvilke andre prioriteter sætter mennesker – selv religiøse mennesker – højere end Gud i vor tid? Overvej disse meget forekommende muligheder i dagens verden:

Kultur og familietraditioner
Politisk korrekthed
Karrieremæssige ambitioner
Materielle ejendele
Fritidsaktiviteter
Magt, anseelse og prestige

Hvis ingen af disse eksempler synes at passe på os, er der sikkert andre, der gør. Princippet her er vigtigere end eksemplerne. Princippet handler ikke om, at vi har andre prioriteter. Spørgsmålet, som kan udledes af det andet bud, er: »Hvad er vores højeste prioritet?« Sætter vi andre prioriterer og guder højere end den Gud, som vi siger, vi tilbeder? Har vi glemt at følge den Frelser, som sagde, at elsker vi ham, så holder vi hans befalinger? (se Joh 14:15). Hvis det er tilfældet, er vore prioriteter blevet vendt på hovedet af den åndelige apati og utøjlede appetit, der er så udbredt i vor tid.

II.

For sidste dages hellige er Guds befalinger baseret på og uadskilleligt forbundet med Guds frelsesplan for sine børn. Denne plan, som sommetider kaldes »den store plan for lykke« (Alma 42:8), forklarer vores ophav og identitet som Guds børn – hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen. Frelsesplanen forklarer formålet med skabelsen og jordelivets betingelser, deriblandt Guds bud, behovet for en Frelser og vigtigheden af jordiske og evige familier. Hvis vi sidste dages hellige, som har fået kundskab, ikke får fastlagt vore prioriteter i overensstemmelse med denne plan, er vi i fare for at tjene andre guder.

Kundskab om Guds plan giver de sidste dages hellige et enestående perspektiv på ægteskab og familie. Vi er ganske rigtigt kendt som en familieorienteret kirke. Vores teologi begynder med forældre i himlen, og vores højeste mål er selv at opnå fylden af evig ophøjelse. Vi ved, at dette kun er muligt i et familieforhold. Vi ved, at ægteskabet mellem mand og kvinde er nødvendigt for fuldførelsen af Guds plan. Kun dette ægteskab udgør den godkendte ramme for at føde børn og forberede familiens medlemmer på evigt liv. Vi betragter ægteskab og det at få og opdrage børn som en del af Guds plan og en hellig pligt for dem, der har mulighed for det. Vi tror, at den største skat på jorden og i himlen er vore børn og efterkommere.

III.

På grund af vores forståelse for familiens evige potentiale er vi bedrøvede over det stærkt faldende fødselstal og de langt færre ægteskaber, som indgås i mange vestlige lande med rødder i den kristne og jødiske kultur. Ansvarlige kilder fortæller følgende:

USA oplever nu det laveste fødselstal i sin historie.² Og i mange europæiske og andre udviklede lande ligger fødselstallet under det nødvendige for at opretholde befolkningstallet.³ Det truer både de forskellige kulturer og nationers overlevelse.
I Amerika er procentdelen af unge voksne mellem 18 og 29, som gifter sig, faldet fra 59% i 1960 til 20% i 2010.⁴ Gennemsnitsalderen for at gifte sig første gang er nu den højeste i historien: 26 år for kvinder og næsten 29 år for mænd.⁵
I mange lande og kulturer er (1) den traditionelle familie med børn og forældre, der er gift, snarere undtagelsen end reglen, (2) jagten på en karriere frem for ægteskab og børn vælges hyppigere af mange unge kvinder og (3) opfattelsen af fædrenes rolle og betydning nedtones.

Vi er midt i disse bekymrende tendenser bevidste om, at Guds plan gælder for alle hans børn, og at Gud elsker alle sine børn overalt.⁶ I det første kapitel af Mormons Bog læser vi, at Guds »magt og godhed og barmhjertighed er over alle jordens indbyggere« (1 Ne 1:14). I et senere kapitel står der, at »han har givet [frelsen] frit til alle mennesker« og »alle mennesker har samme muligheder, det ene såvel som det andet, og det er ingen forbudt« (2 Ne 26:27–28). Så skriften lærer os, at vi har ansvar for at være medfølende og barmhjertige (kærlige) over for alle mennesker (se 1 Thess 3:12; 1 Joh 3:17; L&P 121:45).

IV.

Vi har også fuld respekt for andre menneskers religiøse overbevisning, selv for de stadigt flere, som hævder ikke at tro på Gud. Vi ved, at mange gennem den gudgivne ret til frit at vælge tror noget andet end os, men vi håber, at andre viser vores religiøse overbevisning samme respekt og forstår, at vores tro tvinger os til at træffe andre valg og handle anderledes, end de gør. Vi tror for eksempel, at Gud som en afgørende del af frelsesplanen har fastlagt en evig standard for, at seksuelle forhold kun bør optræde mellem en mand og en kvinde, der er gift.

Kraften til at skabe liv er den mest ophøjede kraft, Gud har givet sine børn. Gud lovgav om brugen af den i sin første befaling til Adam og Eva (se 1 Mos 1:28), men der er også givet andre vigtige befalinger for at hindre dens misbrug (se 2 Mos 20:14; 1 Thess 4:3). Den store vægt, vi lægger på kyskhedsloven, kan forklares med vores forståelse af formålet med vores skabende kraft i udførelsen af Guds plan. Uden for ægteskabets rammer er al brug af forplantningskraften mere eller mindre syndig og i modstrid med Guds plan for sine børns frelse.

Den betydning, vi tillægger kyskhedsloven, forklarer vores dedikerede indsats for ægteskabet. Det blev indstiftet med Adam og Eva, og det har gennem tiderne været Guds mønster for seksuelt samliv mellem hans sønner og døtre og for opdragelse af hans børn. Heldigvis deler mange mennesker fra andre trosretninger og organisationer vores holdning til ægteskabets natur og vigtighed. Nogle på basis af religion og andre, fordi de anser det for at være til samfundets bedste.

Vores viden om Guds plan for sine børn⁷ forklarer, hvorfor det foruroliger os, at flere og flere børn fødes uden for ægteskabet – for tiden 41 % af alle fødsler i USA⁸ – og antallet af par, der lever sammen uden at være gift, er steget voldsomt i det sidste halve århundrede. For 50 år siden var det kun få, der havde boet sammen, inden de blev gift. Nu bor 60 % sammen, inden de bliver gift.⁹ Og det accepteres i stigende grad især blandt teenagere. En nyere undersøgelse har vist, at 50 % af teenagere gav udtryk for, at det er en »acceptabel livsstil« at få børn uden at være gift.¹⁰

V.

Der er meget politisk og socialt pres for at foretage juridiske og kulturelle ændringer, der vil føre til en adfærd, der strider imod Guds dekreter om seksuel moral og er i modstrid med den evige beskaffenhed og formål med ægteskabet og det at få børn. Dette pres har allerede fået ægteskab mellem to af samme køn godkendt i mange stater og lande. Andet pres skaber forvirring om kønnene og vil udviske de forskelle mellem mænd og kvinder, der er så afgørende for Guds store plan for lykke.

Vores forståelse af Guds plan og hans lære giver os et evigt perspektiv, der gør, at vi ikke kan billige en sådan adfærd eller finde retfærdiggørelse for de love, der tillader den. Og ulig andre organisationer, som kan ændre deres målsætninger og tilmed deres doktriner, er vore målsætninger fastlagt af sandheder, som Gud har erklæret for uforanderlige.

Vores tolvte trosartikel erklærer vores tro på, at vi skal følge de borgerlige myndigheder og skal »adlyde, ære og holde loven«. Men det, som Gud har erklæret umoralsk, kan menneskers love ikke gøre moralsk. Hengivenhed mod vores højeste prioritet – at elske og tjene Gud – kræver, at vi sætter hans love som standard for vores adfærd. Vi er for eksempel under guddommelig befaling om ikke at bedrive hor, selvom den adfærd ikke er kriminel i de stater eller lande, hvor vi bor. På samme måde ændrer love, der legaliserer såkaldte »ægteskaber mellem to af samme køn«, ikke Guds lov om ægteskab eller hans bud og vore standarder omkring det. Vi er stadig under pagt om at elske Gud og holde hans bud og afstå fra at tjene andre guder og prioriteter – også selvom de er blevet populære, hvor vi nu end befinder os.

Vores ønske om at gøre det kan blive misforstået, og vi kan pådrage os beskyldninger om snæversynethed, at vi bliver diskrimineret eller må kæmpe for vores ret til frit at udøve vores tro. Hvis det er tilfældet, tror jeg, at vi skal huske på vores første prioritet – at tjene Gud – og ligesom pionererne, der gik forud, må vi skubbe vore håndkærrer fremad med samme styrke, som de udviste.

Præsident Thomas S. Monson er kommet med en udtalelse omkring dette. Han erklærede frygtløst ved generalkonferencen for 27 år siden: »Lad os have modet til at gå imod den gængse opfattelse – modet til at forsvare vore principper. Det er mod og ikke kompromis, der nyder Guds billigelse. Mod bliver en levende og indbydende dyd, når den ikke alene tolkes som villighed til tappert at gå i døden, men også som viljen til at leve anstændigt. En moralsk kujon er en, der er bange for at gøre det, han mener er rigtigt, af frygt for at andre vil være uenige eller le. Husk, at alle mennesker til tider er bange, men de, der møder frygten på en værdig måde, har dog mod.«¹¹

Jeg beder til, at vi ikke vil lade jordelivets udfordringer få os til at glemme de store befalinger og prioriteter, vi har fået af vor Skaber og Frelser. Vi må ikke fæste hjertet ved denne verdens ting eller håbe så meget på menneskers ære (se L&P 121:35), at vi ophører med at prøve at opnå vores evige skæbne. Vi, som kender Guds plan for sine børn – vi, som har indgået pagt om at deltage i den – har et indlysende ansvar. Vi må aldrig afvige fra vores største ønske om at opnå evigt liv.¹² Vi må aldrig forsømme vores første prioritet om ikke at have andre guder og ikke sætte noget højere end Gud Faderen og hans Søn, vor Frelser, Jesus Kristus.

Må Gud hjælpe os til at forstå denne prioritet og til at blive forstået af andre, når vi stræber efter at gøre det på en vis og kærlig måde, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.