Sande hyrder

Præsident Thomas S. Monson

Hjemmeundervisning besvarer mange bønner og gør os i stand til at se den forandring, der kan finde sted i menneskers tilværelse.

I aften i Konferencecentret i Salt Lake City og på steder nær og fjern er de, der bærer Guds præstedømme, samlet. I er i sandhed »et kongeligt præsteskab« – endda en »udvalgt slægt«, som apostlen Peter erklærede.¹ Jeg er beæret over at skulle tale til jer.

Da jeg voksede op, tog vores familie hver sommer turen til Provo Canyon, som ligger omkring 75 km syd og en smule øst for Salt Lake City, hvor vi tilbragte et par uger i familiehytten. Vi drenge var altid ivrige efter at komme ud og fiske eller svømme, så vi forsøgte at presse bilen til at køre lidt hurtigere. Dengang kørte min far en Oldsmobile fra 1928. Hvis han kørte over 50 km i timen, sagde min mor altid »Ro på! Ro på!« Jeg sagde altid: »Få fart på, far! Fart på!«

Far kørte 50 km i timen hele vejen til Provo Canyon, eller indtil vejen drejede, og vi blev stoppet af en fåreflok. Vi så på, mens hundredvis af får vandrede forbi os uden skyggen af en hyrde, men med et par hunde, der bjæffede ad dem, mens de bevægede sig fremad. Langt tilbage kunne vi se hyrden på sin hest – ikke med et bidsel, men med en grime. Han sad af og til og småblundede i sadlen, eftersom hesten vidste, hvilken vej den skulle gå, og fårehundene gjorde alt arbejdet.

En kontrast til denne scene så jeg for mange år siden i München i Tyskland. Det var en søndag morgen, og vi var på vej til en missionærkonference. Da jeg så ud af vinduet fra missionspræsidentens bil, så jeg en hyrde med en stok i sin hånd, der ledte fårene. De fulgte ham, hvor end han gik. Hvis han gik til venstre, fulgte de med ham til venstre. Hvis han gik til højre, fulgte de med ham i den retning. Jeg sammenlignede den sande hyrde, der ledte sin får, med hyrden, der på afslappet måde red bag sine får.

Jesus har sagt: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får.«² Han er det fuldkomne eksempel på, hvad det vil sige at være en sand hyrde.

Brødre, i Guds præstedømme har vi et ledende ansvar. Herrens har i sin visdom givet os retningslinjer, hvorved vi kan være hyrder for Kirkens familier, hvor vi kan tjene, undervise og vidne for dem. Dette kaldes hjemmeundervisning, og det er det, jeg gerne vil tale til jer om i aften.

Biskoppen i hver menighed i Kirken fører tilsyn med tildelingen af præstedømmebærere som hjemmelærere, der skal besøge medlemmernes hjem hver måned. De går ud to og to. Hvor det er muligt, går en ung mand, som er præst eller lærer i Det Aronske Præstedømme, sammen med en voksen, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme. Når de besøger dem, som de er ansvarlige for, bør den aronske præstedømmebærer tage del i den undervisning, der finder sted. En sådan opgave vil forberede de unge mænd på at tjene på en mission såvel som at tjene i præstedømmet hele livet igennem.

Hjemmeundervisningsprogrammet er resultatet af nutidig åbenbaring, der bemyndiger dem, der er ordineret til præstedømmet, til »at undervise, forklare, formane, døbe … og besøge hvert medlems hjem og formane dem til at bede lydeligt og i løndom og varetage alle familiemæssige pligter … altid at våge over kirken og at være hos dem og styrke dem og at se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbyrdes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale«.³

Præsident David O. McKay formanede os: »Hjemmeundervisning er en af vores mest påtrængende og mest lønsomme muligheder for at nære og inspirere samt rådgive og vejlede vor himmelske Faders børn … Det er en guddommelig opgave, et helligt kald. Det er vores pligt som hjemmelærere at bringe den … ånd ind i ethvert hjem og ethvert hjerte. At elske værket og gøre vores bedste vil bringe fred, glæde og tilfredsstillelse uden grænser til en [ædel,] hengiven [lærer] for Guds børn.«⁴

I Mormons Bog læser vi, at Alma »indviede …alle deres præster og alle deres lærere; og ingen blev indviet, medmindre de var retfærdige mænd.

Derfor vågede de over deres folk og nærede dem med det, der har med retfærdighed at gøre.«⁵

Når vi udfører vore pligter indenfor hjemmeundervisning, er vi vise, hvis vi lærer og forstår de udfordringer, som hvert familiemedlem har, så vi kan være effektive, når vi underviser og yder den fornødne hjælp.

Der er også større sandsynlighed for, at hjemmelærerbesøg bliver vellykkede, hvis man på forhånd laver en aftale. Jeg vil gerne illustrere dette punkt ved at fortælle jer om en oplevelse, jeg havde for et par år siden. På det tidspunkt bestod Kirkens missionskomité af Spencer W. Kimball, Gordon B. Hinckley og Thomas S. Monson. En aften havde bror og søster Hinckley indbudt komiteens medlemmer og deres hustruer til middag. Vi havde lige afsluttet et dejligt måltid, da det bankede på døren. Præsident Hinckley åbnede døren og så en af sine hjemmelærere stå der. Hjemmelæreren sagde: »Jeg ved, at vi ikke har aftalt, at jeg skulle komme, og jeg har ikke min hjemmelærerkammerat med mig, men jeg følte, at jeg skulle komme her til aften. Jeg vidste ikke, at du havde gæster.«

Præsident Hinckley bad venligt hjemmelæreren komme indenfor og sidde ned og undervise tre apostle og vore hustruer i vores pligt som medlemmer. Med en smule bæven gjorde hjemmelæreren sit bedste. Præsident Hinckley takkede ham for besøget, hvorefter han hurtigt var på vej ud af døren.

Jeg vil gerne nævne endnu et eksempel på en forkert måde at udføre hjemmeundervisning på. Præsident Marion G. Romney, der var rådgiver i Det Første Præsidentskab for nogle år siden, yndede at fortælle om sin hjemmelærer, der engang besøgte familien Romney en kold vinteraften. Han beholdt hatten i sine hænder og trippede nervøst, da han blev inviteret til at sidde ned og give sit budskab. Han blev stående og sagde: »Ser du, bror Romney, det er koldt udenfor, og jeg har ladet motoren køre i bilen, så den ikke går i stå. Jeg kom blot forbi, så jeg kunne fortælle biskoppen, at jeg har foretaget mine besøg.«⁶

Da præsident Ezra Taft Benson fortalte om præsident Romneys oplevelse ved et møde for præstedømmebærere, sagde han: »Vi kan gøre det bedre end det, brødre – meget bedre!«⁷ Jeg er enig.

Hjemmeundervisning er mere end et mekanisk besøg en gang om måneden. Det er vores ansvar at undervise, inspirere og motivere, og når vi besøger dem, som ikke er aktive, at føre dem til at være aktive og i sidste ende til ophøjelse for Guds sønner og døtre.

For at hjælpe os i vores indsats vil jeg gerne give jer dette vise råd, som helt sikkert gælder for hjemmelærere. Det kommer fra Abraham Lincoln, som sagde: »Hvis du ønsker, at en mand skal gå ind for din sag, så overbevis ham først om, at du er hans sande ven.«⁸ Præsident Ezra Taft Benson har inderligt opfordret os: »Vær frem for alt en oprigtig ven med de personer og familier, I underviser … En ven nøjes ikke med et pligtbesøg hver måned. En ven bekymrer sig mere om at hjælpe mennesker end at få anerkendelse. En ven bekymrer sig. En ven viser kærlighed. En ven lytter, og en ven rækker en hjælpende hånd.«⁹

Hjemmeundervisning besvarer mange bønner og gør os i stand til at se den forandring, der kan finde sted i menneskers tilværelse.

Et eksempel på dette er Dick Hammer, som kom til Utah med Civilian Conservation Corps under depressionen. Han mødte og giftede sig med en sidste dages hellig kvinde. Han åbnede Dick’s Café i St. George i Utah, som blev et populært mødested.

En af mine venner, Willard Milne, blev udpeget som hjemmelærer for familien Hammer. Eftersom jeg også kendte Dick Hammer, da jeg havde trykt menuerne til hans café, spurgte jeg min ven bror Milne, når jeg besøgte St. George: »Hvordan skrider det frem med vores ven Dick Hammer?«

Svaret var ofte: »Det går godt, men langsomt.«

Når Willard Milne og hans hjemmelærerkammerat besøgte familien Hammer hver måned, gav de altid et evangelisk budskab og bar deres vidnesbyrd for Dick og familien.

Årene gik, og en dag ringede Willard til mig med gode nyheder. »Bror Monson,« sagde han, »Dick Hammer er blevet omvendt og skal døbes. Han er 90 år, og vi har været venner hele vores voksne liv. Hans beslutning varmer mit hjerte. Jeg har været hans hjemmelærer i mange år.« Willard var følelsesladet, da han fortalte mig nyheden.

Bror Hammer blev døbt og tog et år senere til det smukke tempel i St. George og modtog der sin begavelse og blev beseglet.

Jeg spurgte Willard: »Blev du nogensinde modløs i al den tid, du var hans hjemmelærer?«

Han svarede: »Nej, det var det hele værd. Da jeg så den glæde, der kom til familien Hammer, blev mit hjerte fyldt med taknemlighed for de velsignelser, som evangeliet har bragt ind i deres liv, og for det privilegium, jeg har haft ved at kunne hjælpe. Jeg er en glad mand.«

Brødre, det vil være vores privilegium i de kommende år at besøge og undervise mange personer – dem, der er mindre aktive, såvel som dem, der er fuldt forpligtede. Hvis vi er pligtopfyldende i vores kald, vil vi få mange muligheder for at velsigne andre. Vore besøg hos dem, der har distanceret sig selv fra aktivitet i Kirken, kan være nøglen, der med tiden vil åbne døren til deres tilbagevenden.

Lad os med dette i tankerne række ud til dem, som vi har ansvar for, og bringe dem til Herrens bord for dér at mætte sig med hans ord og nyde hans Ånds ledsagelse og »ikke længere [være] fremmede og udlændinge, [men] de helliges medborgere og [høre] til Guds husstand.«¹⁰

Hvis nogen af jer er blevet selvtilfredse med hensyn til jeres hjemmelærerbesøg, må jeg da sige, at den bedste tid er lige nu til at forpligte sig på ny til at opfylde sine pligter som hjemmelærer. Beslut jer nu for at yde den indsats, der er nødvendig for at række ud til dem, som I har fået ansvar for. Der er tidspunkter, hvor et lille ekstra skub er nødvendigt for også at hjælpe jeres hjemmelærerkammerat til at finde tiden til at tage med jer. Men hvis I er vedholdende, vil det lykkes.

Brødre, der er stadig brug for vores indsats i hjemmeundervisningen. Værket slutter ikke, førend vor Herre og Mester siger: »Det er nok.« Der er personer, der skal opmuntres. Der er hjerter, der skal berøres. Der er sjæle, der skal frelses. Det er vores hellige privilegium at opmuntre, berøre og frelse de værdifulde sjæle, der er blevet betroet os. Det bør vi gøre trofast og med et glad hjerte.

Jeg vil gerne slutte med et bestemt eksempel på, hvilken slags hjemmelærer vi bør være. Der er en lærer, hvis liv overskygger alle andres. Han belærte om liv og død, om pligt og skæbne. Han levede ikke for at blive betjent, men for at tjene, ikke for at modtage, men for at give, ikke for at frelse sit liv, men for at ofre det for andre. Han beskrev en kærlighed, der var smukkere end begær, en fattigdom rigere end skatte. Det blev om denne lærer sagt, at han underviste som en, der havde myndighed, og ikke som deres skriftkloge.¹¹ Hans love blev ikke skrevet på sten, men i menneskenes hjerte.

Jeg taler om Mesterlæreren, Jesus Kristus, Guds Søn, hele menneskehedens Frelser og Forløser. I Bibelen lyder det om ham, at han »færdedes overalt og gjorde vel«.¹² Med ham som vores ukuelige vejleder og eksempel gør vi os egnede til hans guddommelige hjælp i vores hjemmeundervisning. Mennesker vil blive velsignet. Hjerter vil blive trøstet. Sjæle vil blive frelst. Vi vil blive sande hyrder. At det må blive således, beder jeg om i den store Hyrdes, Jesu Kristi navn. Amen.