Så er I da ikke længere fremmede
I denne kirke er der ingen fremmede eller udstødte. Der er kun brødre og søstre.
De fleste af os har på et eller tidspunkt stået i en uvant situation, hvor vi følte os fremmede og usikre. Sådan en situation stod vores familie i for fem år siden, da præsident Thomas S. Monson kaldte mig til at tjene som generalautoritet i Kirken. Det kald nødvendiggjorde, at vores familie flyttede fra det smukke sted, hvor vi havde nydt at bo i over 20 år. Min hustru og jeg husker stadig vore børns umiddelbare reaktion, da de hørte, at vi skulle flytte. Vores 16-årige søn sagde: »Det er slet ikke noget problem. I flytter, jeg bliver her!«
Han besluttede dog hurtigt at ledsage os og trofast tage imod den nye mulighed i livet. Livet i nye omgivelser i de sidste få år har vist sig at være en fornøjelig, lærerig oplevelse for vores familie, særligt på grund af de sidste dages helliges varme og godhed. Vi har påskønnet enigheden blandt Guds folk over hele jorden, når vi har boet i forskellige lande. Den er ægte og håndgribelig.
Mit kald har gjort, at jeg har rejst i mange lande og har givet mig det privilegium at præsidere ved mange møder. Når jeg ser ud over de forskellige forsamlinger, ser jeg ofte medlemmer, som repræsenterer mange lande, sprog og kulturer. Et vidunderligt aspekt ved denne evangeliske uddeling er, at den ikke er begrænset til et bestemt sted eller folk. Den er global og universel. Den skal forberede Guds Søns glorværdige tilbagekomst ved at samle hans »børn fra jordens fire hjørner«.1
Selvom Kirkens øgede medlemstal også øger diversiteten, så overstiger vores hellige arv vore forskelligheder. Som medlemmer af Kirken er vi indlemmet i Israels hus. Vi bliver brødre og søstre, lige arvinger i samme åndelige slægt. Gud lovede Abraham, at »så mange, som antager dette evangelium, skal kaldes ved [hans] navn og skal blive regnet for [hans] efterkommere og skal rejse sig og prise [ham] som deres fader«.2
Der er givet et løfte til alle, der bliver medlem af Kirken: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.«3
Det engelske ord stranger (fremmed) stammer fra det latinske ord extraneus, der betyder »ydre« eller »udefra«. Generelt betegner det en udenforstående. Det kan skyldes baggrund, kultur, meninger eller religion. Som Jesu Kristi disciple, der stræber efter at være i verden, men ikke af verden, kan vi sommetider føle os udenfor. Vi ved bedre end mange, at visse døre kan være lukkede for dem, der anses for at være anderledes.
Gennem tiderne er Guds folk blevet befalet at tage sig af alle personer, der er fremmede, eller der virker anderledes. I meget gamle dage havde en fremmed samme krav på gæstfrihed som enker eller forældreløse. Ligesom dem var den fremmede i en meget sårbar situation, og hans overlevelse afhang ofte af den beskyttelse, som den lokale befolkning ydede. Israels folk modtog præcise instrukser om dette emne: »Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten.«4
Under sin jordiske mission var Jesus selv et eksempel på en, der gik langt ud over den basale pligt til at udvise gæstfrihed og tolerance. De, som blev udstødt af samfundet, de, der blev afvist og betragtet som urene af de selvretfærdige, viste han barmhjertighed og respekt. De modtog i samme grad hans lære og tjeneste.
Frelseren gik for eksempel mod de gængse normer på sin tid, da han talte med kvinden fra Samaria og bad om noget vand. Han spiste med syndere og toldere. Han tøvede ikke med at nærme sig den spedalske for at røre og helbrede ham. I beundring for den romerske officers tro sagde han: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.«5
Jesus har bedt os om at overholde loven om fuldkommen kærlighed, som er en universel og betingelsesløs gave. Han sagde:
»Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.
Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.
Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«6
I denne kirke er der ingen fremmede eller udstødte. Der er kun brødre og søstre. Den viden, vi har om en evig Fader, hjælper os til at være mere åbne for det broder- og søsterfællesskab, der bør være mellem alle mænd og kvinder på jorden.
En passage i romanen, De elendige, viser, hvordan præstedømmebærere kan behandle mennesker, der ellers anses som fremmede. Jean Valjean var lige blevet løsladt fra fængslet. Udmattet efter en lang rejse og døden nær af sult og tørst ankommer han til en lille by og søger efter noget at spise og ly for natten. Da rygtet om, at han var ankommet, spredes, lukker alle byens indbyggere deres dør for ham. Der var ikke et hotel, en kro end ikke et fængsel, der ville lukke ham ind. Han bliver afvist, udstødt og jaget væk. Til sidst falder han kraftesløs sammen foran biskoppens hus.
Den gode præst er godt klar over Valjeans baggrund, men han inviterer vagabonden indenfor og siger medfølende:
»›Dette er ikke mit hus. Det er Jesu Kristi hus. Ved denne dør fordres det ikke, at den indtrædende har et navn, men at han sørger. Du lider, du er sulten og tørstig, så du er velkommen … Hvad skal jeg bruge dit navn til? Desuden kendte jeg det allerede, før du fortalte mig det.‹
Valjean spærrede forbløffet øjnene op.
›Er det rigtigt? Ved du, hvad jeg bliver kaldt?‹
›Ja,‹ sagde biskoppen, ›du kaldes min broder.‹«7
I denne kirke tilhører vore menigheder og kvorummer ikke os. De tilhører Jesus Kristus. Hvem der end indtræder i vore kirkebygninger bør føle sig hjemme. Ansvaret for at byde alle velkommen er vigtigere end nogensinde. Vi lever i en verden med store omvæltninger. På grund af forbedrede transportmuligheder, kommunikationshastighed og globalisering af økonomien bliver verden en stor landsby, hvor mennesker og folkeslag mødes, forbindes og omgås som aldrig før.
Disse verdensomspændende ændringer tjener til opfyldelse af den almægtige Guds plan. Indsamlingen af hans udvalgte fra jordens fire hjørner finder ikke kun sted ved at udsende missionærer til fjerntliggende lande, men også ved at mennesker fra andre områder kommer til vores by og nabolag. Mange bliver uden at vide det af Herren ført til steder, hvor de kan høre om evangeliet og indlemmes i hans fold.
Det er meget sandsynligt, at den næste person, der omvendes til evangeliet i jeres menighed, ikke kommer fra jeres sædvanlige omgangskreds. Det kan I måske se på deres fremtoning, sprog, påklædning eller hudfarve. Denne person kan være opvokset med en anden religion, baggrund eller livsstil.
At indføre nogen i fællesskabet er et vigtigt præstedømmeansvar. De aronske og melkisedekske præstedømmekvorummer skal under biskoppens ledelse arbejde sammen med søstrene for at sikre, at alle bliver mødt med kærlighed og venlighed. Hjemme- og besøgslærerne skal holde et vågent øje for at ingen glemmes eller overses.
Vi har alle brug for at arbejde sammen om at opbygge åndelig enighed i vore menigheder. Et eksempel på fuldkommen enighed fandt man blandt Guds folk i Amerika, efter at Kristus havde besøgt dem. Vi læser, at der ikke fandtes »lamanitter eller nogen form for -itter; men de var alle ét, Kristi børn og arvinger til Guds rige«.8
Enighed opnås ikke ved at ignorere og isolere de medlemmer, der virker anderledes eller svagere, og kun omgås de mennesker, som ligner os. Tværtimod. Enighed opnås ved at byde nye med særlige behov velkommen og tjene dem. Disse medlemmer er en velsignelse for Kirken og giver os mulighed for at tjene vores næste og derved blive rene af hjertet.
Så, mine brødre, det er jeres pligt at række ud mod alle, som dukker op ved jeres kirkedør. Byd dem velkommen med taknemlighed og uden fordomme. Hvis folk, I ikke kender, kommer til jeres møder, så hils på dem og indbyd dem til at sidde ved siden af jer. Tag det første skridt for at hjælpe dem til at føle sig velkomne og elsket og vent ikke på, at de kommer til jer.
Og når I har budt dem velkommen, så overvej hvordan I fortsat kan tjene dem. Jeg hørte engang om en menighed, hvor to søstre i Hjælpeforeningen, da to døve søstre blev døbt, besluttede sig for at lære tegnsprog, så de bedre kunne kommunikere med de nyomvendte. Sikke et vidunderligt eksempel på kærlighed til sine søskende i evangeliet!
Jeg bærer vidnesbyrd om, at ingen er fremmed for vor himmelske Fader. Der er ikke en sjæl, som ikke er dyrebar for ham. Ligesom Peter vidner jeg om, at »Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed«.9
Det er min bøn, at Herren, når han samler sine får i de sidste dage, må sige til hver og en af os: »Jeg var fremmed, og I tog imod mig.«
Så vil vi sige til ham: »Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig?«
Og så vil han sige: »Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«10
I Jesu Kristi navn. Amen.