Kaldet af ham til at prædike hans ord
Hvis I er ydmyge, lydige og lytter til Åndens røst, vil I finde stor lykke i jeres tjeneste som missionær.
Da jeg blev opretholdt som generalautoritet i april, tjente jeg som missionspræsident i Indien. Jeg observerede på første hånd, hvad en tidligere missionspræsident havde fortalt mig: »Denne kirkes missionærer er simpelthen forbløffende.«1
En af de mange fantastiske missionærer, som søster Funk og jeg tjente sammen med, var ældste Pokhrel fra Nepal. Da han havde været medlem af Kirken i blot to år, blev han kaldet til at tjene i Bangalore-missionen i Indien, der var en engelsktalende mission. Han sagde selv, at han ikke var godt forberedt. Det var forståeligt. Han havde aldrig set en missionær, før han selv blev det, for der fandtes ingen unge missionærer i Nepal. Han læste ikke engelsk godt nok til, at han kunne forstå den vejledning, der fulgte med hans kaldelse. Da han ankom til missionærskolen, havde han, i stedet for at medbringe pæne bukser, hvide skjorter og slips, med sine egne ord pakket »fem par cowboybukser, nogle T-shirt og en masse hårgelé«.2
Han sagde, at selv efter, at han havde fået fat i passende tøj, følte han sig dagligt utilstrækkelig de første par uger. Han beskriver den del af sin mission: »Ikke blot var det engelske svært, men arbejdet var lige så udfordrende … Derudover var jeg sulten, træt og havde hjemve … selv om omstændighederne var hårde, så var jeg fast besluttet på at fortsætte. Jeg følte mig svag og utilstrækkelig. På sådanne tidspunkter bad jeg om, at vor himmelske Fader ville hjælpe mig. Uden undtagelse blev jeg trøstet, hver gang jeg bad.«3
Selv om missionering var nyt og udfordrende for ældste Pokhrel, tjente han med stor tro og trofasthed, idet han søgte at forstå og følge det, som han lærte fra skrifterne, Forkynd mit evangelium og sine ledere i missionen. Han blev en dygtig lærer i evangeliet – på engelsk – og en fremragende leder. Efter missionen og noget tid i Nepal vendte han tilbage til Indien for at fortsætte sin uddannelse. Siden januar har han tjent som grenspræsident i New Delhi. På grund af den virkelige vækst, som han oplevede som missionær, fortsætter han med at bidrage til Kirkens vækst i Indien.
Hvordan kunne en ung mand, der aldrig havde set en missionær, blive en missionær med så stor åndelig styrke? Hvordan kan I som missionærer modtage åndelig styrke til at åbne døre, indbakker og hjerter hos mennesker i den mission, hvor I kommer til at tjene? Som altid findes svarene i skrifterne og i de levende profeters og apostles ord.
Da evangeliet første gang blev prædiket i England i juli 1837, åbenbarede Herren: »Hver den, som I sender ud i mit navn ved dine brødres, de tolvs, røst, og som er behørigt anbefalet og bemyndiget af jer, skal have magt til at åbne døren til mit rige for en hvilken som helst nation, hvor I end sender dem hen.«4
Hvor I end bliver sendt hen, hvilken mission I end bliver kaldet til, så vid, at et medlem af De Tolv behørigt har anbefalet den opgave, og at I er kaldet af Herrens profet. I er kaldet »ved profeti og ved håndspålæggelse«.5
Derpå gav Herren betingelserne for, at dette løfte skulle opfyldes. Han sagde: »For så vidt [hvilket betyder, at løftet bliver opfyldt, hvis] som de [de missionærer, der er udsendt] [1] ydmyger sig over for mig og [2] forbliver i mit ord og [3] lytter til min Ånds røst.«6
Herrens løfter er klare. For at have den nødvendige åndelige styrke til at åbne døren til Guds rige i den nation, hvortil I er sendt, skal I være ydmyge, lydige og have evnen til at høre og følge Ånden.
Disse tre egenskaber er tæt forbundet. Hvis I er ydmyge, så ønsker I at være lydige. Hvis I er lydige, vil I føle Ånden. Ånden er afgørende, for som præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Uden Ånden vil du aldrig få succes, uanset dit talent og dine evner.«7
Som missionspræsident havde jeg til tider interview med missionærer, der havde problemer, fordi de endnu ikke var helt rene. De levede ikke op til deres åndelige potentiale. Lige meget hvor hårdt de arbejdede, og hvor meget godt de udførte, var de ikke i stand til at føle fred og til fulde at nyde Helligåndens ledsagelse, før de havde ydmyget sig, omvendt sig helt og taget del i Frelserens barmhjertighed og nåde.
Herren beder sine tjenere om at være ydmyge, fordi processen med at blive gjort åndeligt hele begynder med et sønderknust hjerte. Tænk på alt det gode, der kommer af noget, der er brudt ned eller itu. Jorden brydes for at så hvede. Hvede knuses for at lave brød. Brødet brydes for at blive til symboler for nadveren. Når en, der er angrende, tager del i nadveren med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, bliver han eller hun hel.8 Når vi omvender os og bliver hele gennem Jesu Kristi forsoning, har vi meget mere at tilbyde Frelseren, når vi tjener ham. »Ja, kom til ham og giv ham jeres hele sjæl som et offer til ham.«9
Hvis I er tynget af synd og har brug for at omvende jer, så gør det med det samme. Da Frelseren helbredte dem, der led, bad han dem ofte om at rejse sig. Skrifterne fortæller, at de gjorde det med det samme eller straks.10 Modtag hans opfordring om at rejse jer for at blive helbredt for jeres åndelige lidelser. Tal med jeres biskop, grenspræsident eller missionspræsident med det samme og begynd omvendelsesprocessen nu.
Forsoningens helbredende kraft vil give jer fred i sjælen og sætte jer i stand til at føle Helligånden. Frelserens offer er uforligneligt, men vore synder kan, skønt de er talrige og alvorlige, blive talt, bekendt, aflagt og tilgivet. »Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!«11
Dette løfte i Lære og Pagter er storslået: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed.«12 Når I lever et dydigt liv, vil I have en fredfyldt tillid i jeres forhold til Gud, og I vil have Helligåndens kraft hos jer.13
Nogle nye medlemmer af Kirken eller personer, som for nylig er vendt tilbage til fuld aktivitet, siger måske: »Jeg er værdig nu, og jeg har et ønske om at tjene, men jeg ved ikke, om jeg ved nok.« I april belærte præsident Thomas S. Monson os: »Kendskab til sandheden og svar på vore største spørgsmål kommer til os, når vi er lydige mod Guds befalinger.«14 Sikke en vished det giver at vide, at vi gennem vores lydighed kan opnå kundskab.
Nogle kan måske føle, at de har begrænsede talenter, egenskaber eller erfaring at komme med. Hvis I har sådanne bekymringer, så tænk på ældste Pokhrel. Forbered jer så godt, I kan, og vid så, at vor himmelske Fader vil forstørre jeres ydmyge og lydige bestræbelser. Ældste Richard G. Scott kom med dette opmuntrende råd: »Når vi adlyder Herrens befalinger og tjener hans børn uselvisk, er den naturlige konsekvens kraft fra Gud – kraft til at gøre mere end vi selv kan gøre. Vores indsigt, vore talenter og vore evner bliver større, fordi vi modtager styrke og kraft fra Herren.«15
Når vi stoler på Herren og hans godhed, vil den almægtige Gud velsigne sine børn gennem dig.16 Ældste Hollings fra Nevada lærte dette tidligt på sin mission. Dagen efter sin ankomst til Indien rejste han med søster Funk og jeg til Rajahmundry, sit første område. Den eftermiddag tog ældste Hollings og ældste Ganaparam over for at besøge et kirkemedlem og hendes mor. Moderen ønskede at høre mere om Kirken, da hun havde set, hvordan evangeliet havde været til velsignelse for hendes datter. Søster Funk tog med dem for at lære moderen og datteren at kende. Fordi lektionen blev givet på engelsk, og moderen kun talte telugu, var en bror fra grenen kommet for at oversætte det, der blev undervist i.
Ældste Hollings opgave i sin allerførste undervisningssituation var at undervise om det første syn ud fra profeten Josephs ord. Da han vidste, at det ville blive oversat, vendte han sig mod søster Funk og spurgte: »Skal jeg sige det ord for ord?«
Hun svarede: »Sig det ord for ord, så Ånden kan bære vidnesbyrd om det, som du siger.«
Da denne nye missionær oprigtigt belærte om det første syn ud fra profetens ord, ændrede denne kære søsters ansigtsudtryk sig. Tårer viste sig. Da ældste Hollings var færdig med dette storslåede budskab, og før det, som han havde sagt, kunne blive oversat, spurgte hun tårevædet på sit modersmål: »Må jeg blive døbt? Og vil I undervise min søn?«
Mine unge medtjenere, døre og hjerter åbnes dagligt for evangeliets budskab. Et budskab, der bringer håb og fred og glæde til Guds børn i hele verden. Hvis I er ydmyge, lydige og lytter til Åndens røst, vil I finde stor lykke i jeres tjeneste som missionær.17 Hvor er det en vidunderlig tid at være missionær i, et tidspunkt, hvor Herren fremskynder sit værk!
Jeg bærer vidnesbyrd om vor Frelser, Jesus Kristus, og om hans »guddommelige befaling«.18 Gå »derfor hen og undervis alle folkeslag«.19 Dette er hans kirke. Han leder den gennem sine levende profeter og apostle. I løbet af den næste time vil Det Første Præsidentskab undervise os. Må vi være »[hurtige] til at opfatte«20, ligesom Mormon var, så vi, når kaldelsen kommer, er værdige og i stand til med Åndens kraft at erklære: »Se, jeg er discipel af Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg er blevet kaldet af ham til at kundgøre hans ord blandt sit folk, så de kan få evigtvarende liv«.21 I Jesu Kristi navn. Amen.