Menighedsfest i Slagelse
En ærgerlig, men nødvendig ændring
Som det fremgik af København Stavs kalender, skulle den årlige menighedskonference i Slagelse Menighed afholdes søndag den 8. oktober. I biskoprådet var der enighed om, at vi i lighed med sidste år ville afholde en fest aftenen før, altså lørdag den 7. oktober. Efter forslag var der enighed om, at der skulle serveres en middag fulgt op med et teaterstykke.
En plakat blev udarbejdet, sat på opslagstavlen, noteret i menighedsbladet og bekendtgjort. MEN – vi er ikke altid herre over tiden. For pludselig så jeg en bekendtgørelse på stavens facebookside: Lørdag den 7. oktober ville der være koncert på Maglegaards Allé med Herrey-brødrene og en sanger fra USA samt en gruppe. Så måtte vi flytte vores fest og det endte med, at den bedste dag var FREDAG den 13. oktober – ak ja.
Forberedelserne
Øvelser til teaterstykket havde allerede været i gang i nogen tid, så de fortsatte ufortrødent. Planer for spisning og madlavning måtte ændres, da det tidsmæssigt ikke passede med den oprindelige plan. Men en løsning blev fundet.
Vi har i Slagelse en scene (oprindeligt var den i Allerød, men da de for mere end 25 år siden ikke ønskede den, endte den i Slagelse), som blev foldet ud og opbygningen begyndte. Ved hjælp af tavler, skabsdøre, lidt håndværk og diverse props (effekter) fik vi opbygget og klargjort en scene, der forestillede en stue i et fint hjem.
Kvorum, hjælpeforening og Unge Kvinder sørgede for opstilling, dækning og oppyntning af borde.
Biskoppen, hans hustru og et andet par – Anne og Kristian – sørgede for hovedretten (Ristaffel) og min hustru Arja og jeg tog os af forret (devils egs) og desserten (is med frugter) og så kunne vi melde klar.
Festen
På grund af spisningen var det nødvendigt med tilmeldinger, og i alt 60 personer havde tilmeldt sig. Desværre var enkelte forhindret, men andre kom til, så vi var ca. 55 i alt.
»Gæsterne« blev budt til bords kl. 18.00 som annonceret, men ting ta´r tid, så spisningen begyndte kl. ca. 18.15.
Efter forret var hovedretten opsat som buffet, da der var mange små skåle med diverse tilbehør, men det hele forløb fint. Derefter blev desserten serveret på bordene.
Spisningen var færdig ca. kl. 19.30, hvorefter en kort forklaring om teaterstykket blev givet.
Vi spillede vaudevillen Nei, som nogle måske kan huske optrådte i Matador. De agerende var Zanna Ronnenberg, Stefan Mølholt, Lasse Ronnenberg og jeg – Finn Lykkegaard. Vi havde vores eget »orkester« ved – ja hvem anden end Johannes Hirschmann. Suffløren var virtuel – på 2 skærme, og vi fik en uvurderlig lydmæssig hjælp af Steven Bundgaard, der styrede vores headsets.
Som afslutning sang vi et par sange skrevet til lejligheden på melodierne Funiculi – funicula, Livets glæder og My way, inden vi sammen med forsamlingen sang Der er et yndigt land.
En vellykket aften
Jeg vil gerne sige det selv: Det var en vellykket aften. Men efter »publikums« efterfølgende reaktion var det det virkeligt.
Alle nød den lækre mad og samværet, og teaterstykket fornøjede forsamlingen.
Ingen tvivl om, at vi også i 2024 vil holde fest – og sætte den på kalenderen meget tidligt i håb om, at datoen holder.