Vidnesbyrdet om Jesus
Min opfordring er at handle nu for at sikre jeres plads som en, der er tapper i vidnesbyrdet om Jesus.
I 1832 fik Joseph Smith og Sidney Rigdon et bemærkelsesværdigt syn om Guds børns evige skæbne. Denne åbenbaring talte om tre himmelske riger. Præsident Dallin H. Oaks talte om disse »herlighedsriger« i oktober sidste år,1 hvor han bemærkede, at »som følge af Lammets triumf og herlighed«2 bliver alle på nær relativt få personer til sidst forløst i et af disse riger »i overensstemmelse med de ønsker, der er givet til kende gennem deres valg«.3 Guds forløsningsplan udgør en universel mulighed for alle hans børn, når som helst og hvor som helst de måtte have levet på jorden.
Mens herligheden i selv det laveste af de tre riger, det telestiale rige, »overgår al forstand«,4 er det vor Faders håb, at vi vil vælge – og gennem hans Søns nåde kvalificere os til – det højeste og mest herlige af disse riger, det celestiale, hvor vi kan nyde evigt liv som »Kristi medarvinger«.5 Præsident Russell M. Nelson har opfordret os til at »tænke celestialt«, og gøre det celestiale rige til vores evige mål og derefter »nøje overveje, hvor hver af [vores] beslutninger, mens [vi] er her på jorden, vil stille [os] i den næste verden«.6
De i det celestiale rige er »dem, der modtog vidnesbyrd om Jesus … som er retfærdige mennesker, gjort fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler«.7 Indbyggerne i det andet eller terrestriale rige beskrives som i bund og grund værende gode, heriblandt »jordens hæderlige mennesker, der blev forblindet af menneskers listighed«. Deres væsentligste begrænsende træk er, at de »ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus«.8 I modsætning hertil er de i det lavere, telestiale rige dem, der »ikke modtog evangeliet, ej heller vidnesbyrdet om Jesus«.9
Bemærk, at det kendetegnende karaktertræk for hvert rige er, hvordan de forholder sig til »vidnesbyrdet om Jesus«, der rangerer fra (1) helhjertet hengivenhed til (2) ikke at være tapper til (3) decideret afvisning. Hver persons reaktion afgør vedkommendes evige fremtid.
I.
Hvad er et vidnesbyrd om Jesus?
Det er et vidne fra Helligånden om, at han er den guddommelige Guds Søn, Messias og Forløseren. Det er Johannes’ vidnesbyrd, at Jesus i begyndelsen var hos Gud, at han er himlens og jordens skaber, og at »I ham var evangeliet, og evangeliet var livet, og livet var menneskenes lys«.10 Det er »apostlenes og profeternes vidnesbyrd … at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen«.11 Det er kundskaben om, at der »ikke [er] givet noget andet navn, hvorved frelse bliver tilvejebragt«.12 Det er det »vidnesbyrd, det seneste af dem alle«, givet af profeten Joseph Smith: »At han lever! … At han er Faderens Enbårne – at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre«.13
II.
Udover dette vidnesbyrd er spørgsmålet: Hvad gør vi med det?
Arvinger til det celestiale rige »modtager« vidnesbyrdet om Jesus i dets bredeste forstand ved at blive døbt, modtage Helligånden og overvinde ved tro.14 Jesu Kristi evangeliums principper og sandheder styrer deres prioriteter og valg. Deres vidnesbyrd om Jesus tilkendegives i, hvem de er, og hvem de bliver. Deres bevæggrund er næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed«.15 Deres fokus er at forfølge »en vækst, som kan rumme Kristi fylde«.16
I hvert fald nogle af dem, der vil være i det terrestriale rige, accepterer også vidnesbyrdet om Jesus, men de adskiller sig ved det, de ikke gør ved det. Ikke at være tapper i vidnesbyrdet om Frelseren antyder en grad af apati eller overfladiskhed – at være »lunken«17 – i modsætning til for eksempel Ammons folk i Mormons Bog, der var »kendetegnet ved deres hengivenhed over for Gud«.18
Indbyggerne i det telestiale rige er dem, der afviser vidnesbyrdet om Jesus såvel som hans evangelium, hans pagter og hans profeter. Abinadi beskriver, at »de vandrede efter deres egne kødelige ønsker og lyster og aldrig påkaldte Herren, mens barmhjertighedens arme var strakt ud mod dem; for barmhjertighedens arme var strakt ud mod dem, og de ville ikke«.19
III.
Hvad betyder det at være tapper i vidnesbyrdet om Jesus?
Der findes flere muligheder, der kan overvejes til at besvare dette spørgsmål. Jeg vil nævne nogle få. At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus omfatter helt sikkert at nære og styrke det vidnesbyrd. Sande disciple ignorerer ikke de tilsyneladende små ting, der støtter og styrker deres vidnesbyrd om Jesus såsom bønner, skriftstudium, helligholdelse af sabbatten, deltagelse i nadveren, omvendelse, drage omsorg og tilbedelse i Herrens hus. Præsident Nelson har mindet os om: »Med frygtindgydende hastighed kan et vidnesbyrd, der ikke plejes dagligt ›ved Guds gode ord‹ (Moro 6:4) smuldre. Derfor … har [vi] brug for daglige erfaringer med at dyrke Herren og studere hans evangelium.« Derpå tilføjede han: »Jeg beder jer indtrængende om at lade Gud råde i jeres liv. Giv ham en fair del af jeres tid. Når I gør det, så læg mærke til, hvad der sker med jeres positive åndelige momentum.«20
At være tapper antyder også at være åben om ens vidnesbyrd. I dåben bekræfter vi vores villighed til at »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os], ja, indtil døden«.21 Særligt i denne påsketid forkynder vi med glæde, åbent og frimodigt vores vidnesbyrd om den opstandne, levende Kristus.
Et aspekt ved at være tapper i sit vidnesbyrd om Jesus er at følge hans budbringere. Gud tvinger os ikke ind på den bedre vej, pagtsstien, men han instruerer sine profeter til at gøre os fuldt ud opmærksomme på konsekvenserne af vores valg. Og det gælder ikke kun medlemmer af hans kirke. Gennem sine profeter og apostle bønfalder han kærligt hele verden om at følge den sandhed, der vil gøre dem fri,22 spare dem for unødig lidelse og bringe dem vedvarende glæde.
At være tapper i vidnesbyrdet om Jesus betyder at opmuntre andre, ved ord og eksempel, til også at være tapre, særligt vores egen familie. Ældste Neal A. Maxwell talte engang til »de ›hæderlige‹ medlemmer, som lever overfladisk i stedet for at gå i dybden med deres medlemskab, og som virker i ro og mag i stedet for at ›virke med iver‹ (se L&P 76:75; 58:27)«.23 Idet ældste Maxwell bemærkede, at alle er frie til at vælge, beklagede han: »Når nogen vælger at slække på deres engagement, vælger de uheldigvis ikke kun for sig selv, men også for den næste generation og den næste igen. Små afvigelser hos forældrene kan medføre større afvigelser hos deres børn! Tidligere generationer i en familie kan have afspejlet trofasthed, mens nogle i den nuværende generation viser tegn på afvigelser. Desværre vil nogle i den næste måske falde fra, efterhånden som nedbrydningen kræver sin pris.«24
For mange år siden fortalte ældste John H. Groberg beretningen om en familie med små børn, som boede i en lille gren i Hawaii i begyndelsen af 1900-tallet. De havde været medlemmer af Kirken i omkring to år, da en af deres døtre blev syg med en udiagnosticeret sygdom og blev indlagt på hospitalet. Den følgende søndag i kirken forberedte faderen og hans søn nadveren, som de gjorde de fleste uger, men da den unge far knælede for at velsigne brødet, indså grenspræsidenten pludselig, hvem der var ved nadverbordet, og sprang op og råbte: »Stop. Du må ikke røre nadveren. Din datter har en ukendt sygdom. Gå straks, mens en anden ordner nyt nadverbrød. Vi kan ikke have dig her. Gå.« Den chokerede far så spørgende på grenspræsidenten og derefter på forsamlingen og med dyb angst og forlegenhed hos alle, kaldte han med fagter på sin familie, og stille forlod de kirkebygningen.
Der blev intet sagt, og familien gik nedslåede ad stien til deres lille hjem. Der satte de sig ned i en kreds, og faderen sagde: »Vær venligst stille, indtil jeg er klar til at tale.« Den unge søn spekulerede over, hvad de kunne gøre for at få hævn over den skam, de havde lidt: Skulle de slå grenspræsidentens grise ihjel, brænde hans hus ned eller melde sig ind i en anden kirke? Fem, ti, femogtyve minutter gik i stilhed.
Faderens sammenknyttede hænder begyndte at slappe af, og tårer begyndte at pible frem. Moderen begyndte at græde, og kort tid efter græd børnene stille. Faderen vendte sig mod sin hustru og sagde: »Jeg elsker dig« og gentog derpå de samme ord til hver af deres børn. »Jeg elsker jer alle sammen, og jeg ønsker, at vi skal være sammen for evigt, som en familie. Og den eneste måde, hvorpå vi kan være det, er, hvis vi alle er gode medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og bliver beseglet ved det hellige præstedømme i templet. Dette er ikke grenspræsidentens kirke. Det er Jesu Kristi Kirke. Vi vil ikke lade nogen mand eller sorg eller forlegenhed eller stolthed afholde os fra at være sammen for evigt. Næste søndag går vi i kirke igen. Vi vil holde os for os selv, indtil vi ved, hvad vores datter fejler, men vi vil tage tilbage.«
De vendte tilbage, deres datter blev rask, og familien blev beseglet i templet i Laie i Hawaii, da det blev færdigbygget. I dag priser over 100 sjæle deres far, bedstefar og oldefar, fordi han fastholdt sit blik på evigheden.25
Et sidste aspekt af at være tapper i vidnesbyrdet om Jesus, som jeg vil nævne, er vores individuelle søgen efter personlig hellighed. Jesus er vores altafgørende Forløser,26 og han bønfalder: »Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag.«27
Profeten Mormon beskrev en gruppe af hellige, der holdt ud på denne vis på trods af, at de måtte »vade gennem megen trængsel«:28
»Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud.«29 Det er denne mægtige forandring i hjertet – at hengive vores hjerte til Gud og blive født på ny åndeligt gennem Frelserens nåde – som vi søger.30
Min opfordring er at handle nu for at sikre jeres plads som en, der er tapper i vidnesbyrdet om Jesus. Da der kan være behov for omvendelse, skal I »ikke [udsætte] jeres omvendelses dag indtil enden«,31 så »I ikke tror, at sommeren er forbi, og at høsten er overstået, og … jeres sjæle ikke er frelst«.32 Vær ihærdige i at holde jeres pagter med Gud. Bliv ikke »forarget over ordets strenghed«.33 »[Husk] altid at bevare [Kristi navn] skrevet i hjertet, så I … hører og kender den røst, hvorved I skal kaldes, og også det navn, som han skal kalde jer ved.«34 Til sidst: »Læg jer dette på sinde, så I gør det, som [Jesus] vil belære og befale jer.«35
Vor Fader ønsker, at alle hans børn, der vil, skal få evigt liv med ham i hans celestiale rige. Jesus led, døde og opstod for at muliggøre dette. Han »er steget op til himlen og har sat sig ved Guds højre hånd for af Faderen at gøre krav på den ret, som han har til at vise barmhjertighed, hvad angår menneskenes børn«.36 Jeg beder til, at vi alle må blive velsignet med et brændende vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus, fryde os og være tapre i det vidnesbyrd, og til stadighed nyde frugten af hans nåde i vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.