Liahona
Ældste Karl D. Hirst
Maj 2024


»Ældste Karl D. Hirst«, Liahona, maj 2024.

Ældste Karl D. Hirst

Generalautoritet og halvfjerdser

Ældste Karl D. Hirst ser sig selv som »en ordinær person i en ekstraordinær kaldelse«.

Den nye generalautoritet og halvfjerdser anser også sit vidnesbyrd og dets bekræftelser for at være ret almindelige. »Ingen englebesøg, absolut intet spektakulært åndeligt – og jeg er holdt op med at bekymre mig om det, fordi jeg føler mig så opfyldt af den måde, Gud har valgt at tale til mig på, selvom han vælger at tale til andre mennesker på en anden måde,« siger ældste Hirst. »Det er ikke spektakulært, men det kommer i overmål.«

Ældste Hirsts far, Jack, havde en beskeden butik. Han hørte om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gennem kunder og sluttede sig til Kirken flere år efter, at Karl var blevet født den 28. februar 1972 i Bury i Lancashire i England.

Ældste Hirsts vidnesbyrd om Jesus Kristus tog sin begyndelse, da han som barn lærte historier om Frelseren og sang salmer, mens han deltog i søndagsskolen i en anden kirke sammen med sin mor, Vivien Ruth Meakin Hirst, og sin mormor.

Den unge Karl deltog senere i sidste dages helliges møder og modtog en opfordring fra en primarylærer til at blive døbt, hvilket han accepterede, da han var 10 år. Gennem mere end fem årtier af sit liv har ældste Hirst bevaret den tro og det vidnesbyrd, han fik som barn.

»Gud har talt til mig i mit hjerte på samme måde, som han gjorde, da jeg var i Primary, og på samme måde, som han gjorde, da jeg gik i søndagsskole,« siger ældste Hirst.

Han giftede sig med Claire Elizabeth Wright den 29. maj 1993 i Burnley i Lancashire. De blev beseglet senere samme dag i templet i London i England.

Ældste Hirst fik en bachelorgrad i jura i 1996 fra Lancaster University og en MBA fra Alliance Manchester Business School i 2016. Siden 1997 har han arbejdet som advokat.

Hirst-parret, der er forældre til seks børn, boede i Bolsover i Chesterfield i England og tjente som ledere af Til styrke for de unge-stævner, da han blev kaldet.

Udskriv