Ældste Patrick Kearon: Forberedt og kaldet af Herren

Maj 2024

»Ældste Patrick Kearon: Forberedt og kaldet af Herren«, Liahona, maj 2024.

Nye kaldelser

Ældste Patrick Kearon: Forberedt og kaldet af Herren

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

Billede

Ældste Patrick Kearon

En lørdag flere år efter ældste Patrick Kearon var blevet kaldet som generalautoritet i De Halvfjerds, var han og hans hustru, Jennifer, på vej ind et supermarked, netop som ældste W. Rolfe Kerr og hans kone, Janeil, var på vej ud. De talte kort med hinanden og derefter gik Kerr-parret over mod deres bil.

Næsten øjeblikkeligt kom en mand hen til ældste Kearon og spurgte ham begejstret: »Var det en generalautoritet du talte med?« Ældste Kearon svarede: »Ja. Det var ældste W. Rolfe Kerr fra De Halvfjerds.«¹. Manden nikkede og kiggede direkte på ældste Kearon uden at genkende ham og sagde: »Du kan altid kende en generalautoritet, ikke sandt?« Så skyndte manden sig væk.

»Jeg elsker den historie, fordi den så præcist gengiver, hvordan jeg føler,« siger ældste Kearon med et smil. »Jeg kunne have den samme oplevelse den dag i dag, og den mand ville sikkert stadig ikke kunne udpege mig i en menneskemængde som værende generalautoritet.«

Ældste Kearons selvudslettende humor og ydmyghed gør ham vellidt blandt dem, der kender ham eller har haft det privilegium at tjene sammen med ham. Ældste Kearon blev kaldet til og ordineret som medlem af De Tolv Apostles Kvorum den 7. december 2023, og han ved, at hans nye kaldelse handler mindre om ham selv end om Herrens igangværende arbejde.

»Vi får alle lov til at være en del af hans arbejde,« siger han, »når vi forsøger at hjælpe folk med at føle hans lys, kærlighed og omsorg. Det, han ønsker, at vi gør som medlemmer af hans kirke, er at velsigne andre.«

Herren har forberedt ældste Kearon ad forunderlige veje og begavet ham med en række åndelige gaver, der vil give ham mulighed for at velsigne andre i sin hellige kaldelse som et særligt vidne om »Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23). Han konverterede til Kirken som 26-årig og som det eneste medlem af Kirken blandt sine søskende. Ældste Kearon er en mand med dyb empati, og som ved, hvordan man lytter til, får kontakt med og trøster Guds børn. Han er velgørende af natur og finder glæde i tjeneste. Han er blevet formet af personlige erfaringer og tab af mennesker, der stod ham nær, og han vidner om, at Frelseren Jesus Kristus, gennem sin forsoning, tilbyder helbredende balsam, og at han, Kristus, en dag vil gøre alt godt.

Ældste Kearon er en ægte discipel af Jesus Kristus, som stoler på Herren. Han er en leder, der er let at følge, fordi han selv har helliget sig at følge Frelseren og lede folk til ham.

»Herren,« siger præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, »har ført Patrick til den position, han nu besidder.«

Kærlige, hengivne forældre

Patrick Kearon blev født i Carlisle i Cumbria i det nordlige England den 18. juli 1961 som søn af Paddy og Patricia Kearon. Da hans forældre mødte hinanden, tjente de i de britiske væbnede styrker under Anden Verdenskrig – hans mor som militærsygeplejerske i Indien og Burma og hans far gjorde tjeneste i Royal Air Force (RAF) og var udsendt til Frankrig, Nordafrika, Sicilien og Italien.

Ældste Kearon husker sine forældre, Paddy og Patricia, for deres eksemplariske livsførelse fyldt med hengivenhed, tjeneste og offervilje.

Selvom de ikke gik i kirke, levede de et liv, der var viet til familien, tjeneste og opofrelse, hvilket gjorde et varigt indtryk på Patrick, den yngste af parrets fem børn. Han husker Pat som en kærlig, »exceptionel mor«, der var en blid rollemodel, og aldrig var kritisk over for nogen. Hun var generøs, besindig og bemærkelsesværdigt afbalanceret. Og han husker Paddy for »hans energi, venlighed og ukuelige varme; hans kærlighed til … Arabiens ufrugtbare ørkener [og] Englands og Irlands frodige kuperede landskab og hans lidenskab for himlen, sollyset og havet. Jeg kan tydeligt se, hvordan han har sat sit præg på min egen længsel efter at være udenfor, under åben himmel, i luften og sollyset.«²

Efter sin tjenestetid i RAF begyndte ældste Kearons far at arbejde som forsvarsentreprenør Saudi-Arabien. Patrick lærte som syvårig dreng en vigtig lærestreg om lydighed, som han så mindeværdigt gengav i sin første tale som generalautoritet til en generalkonference. Han havde ignoreret sine forældres instrukser om at have sko på under en campingtur i ørkenen, og han gik på opdagelse i »klip-klapper« og blev bidt i foden af en skorpion.³

Patrick Kearon som dreng i Saudi-Arabien.

Tre år senere var den unge Patrick kommet på kostskole tilbage i England, og han led af stor ensomhed, savnede sine forældre, en ensomhed, der kun blev afbødet af deres opmuntrende breve.

»Harry Potter havde det afgjort mageligt på Hogwarts i sammenligning. Det var hårdt,« siger han om kostskolen. »Jeg kom kun hjem til jul, påske og sommer. Jeg tegnede små kalendere på papirark og satte en streg gennem hver dag, så jeg kunne tælle dagene, indtil jeg kunne vende tilbage til min familie.«

Nogle år senere, mens Patrick opholdt sig på sin anden kostskole i England, blæste en kraftig storm ind fra Det Irske Hav. Den resulterede i en stormbølge, der oversvømmede 5.000 hjem i det omkringliggende område. Patrick og hans klassekammerater blev opfordret til at hjælpe med den massive oprydning.

»Jeg husker stadig vægten af de gennemblødte tæpper, og hvordan det hele stank,« siger han. »Men jeg husker, at jeg gik i gang og fik arbejdet gjort sammen mine klassekammerater. Og jeg husker folk og deres taknemmelighed.«

Denne oplevelse var måske Patricks første glimt af de gensidige velsignelser i at gøre tjeneste og modtage tjeneste. Senere indså han, at teenagetidens følelser af usikkerhed forsvandt, »mens jeg var involveret i denne store indsats for at hjælpe vores naboer.«⁴

Efter gymnasiet vendte Patrick tilbage til Saudi-Arabien, hvor han påbegyndte en lederuddannelse hos et multinationalt konglomerat i fødevare- og læskedriksindustrien. Denne erfaring blev starten på hans arbejde inden for flere brancher, og han endte til sidst som kommunikationskonsulent i England sammen med søster Kearon.

»Min verden blev vendt på hovedet«

Da Patrick var 19, mistede han sin far og svoger i en tragisk bilulykke i Saudi-Arabien. »Tabet af dem vendte op og ned på min verden,« siger han. Hans fars ledende hånd, kærlige opmuntring og positive syn på verden var væk. I en periode var han opslugt af sorg og tomhed, og Patrick tog hjem til England sammen med sin mor, men vendte til sidst tilbage for at arbejde i Saudi-Arabien.

»Jeg havde mange forskellige værdifulde muligheder for at lære og udvikle mig og se, hvordan virksomheder fungerede,« siger han. Han var især taknemmelig for »en vidunderlig chef, som oplærte og vejledte mig, og som blev en kær ven. Han var en blandt flere faderfigurer, jeg har været velsignet med, siden min fars død.«

Senere mødte Patrick nogle medlemmer af Kirken i London, mens han arbejdede der.

»De var gode eksempler på vores tro,« husker han. »En af dem var fra Californien, og jeg boede hos familien, mens jeg arbejdede der.«

Den oplevelse gav Patrick et vidunderligt fundament for at forstå Kirken. Han blev rørt over den glæde, familien fandt i at gøre tjeneste, men han havde mange spørgsmål om Kirkens lære og tro. Men tilbage i England to år senere mødte han nogle »imponerende missionærer« i Londons gader. Efter han havde drøftet evangeliet med dem i flere måneder og han ikke gjorde fremskridt mod dåb, spurgte de ham, om han ville have en velsignelse.

»Jeg indvilligede i at få en velsignelse fra en seniormissionær, jeg kendte,« husker han. »Det jeg følte under den velsignelse var et afgørende øjeblik i min omvendelse. Det var en absolut ubestridelig følelse af lys og glæde og fred som ingen ord kan beskrive. Velsignelsens ord viste sig inspirerede og uden tvivl forudseende.«

Kombineret med »en række andre ting i mine fremskridt mod dåben,« førte den oplevelse Patrick til et vidnesbyrd om Frelseren og hans genoprettede kirke. Et par måneder senere, juleaften 1987, blev han døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Til dem, der søger vidnesbyrd, siger ældste Kearon: »Vælg tro og tag imod opfordringen i Alma 32. Følg dine åndelige følelser. De vil lede dig, og du vil vide det.«

»En kilde til styrke«

To år efter sin dåb kom Patrick i en menighed for unge voksne i London, hvor han mødte Jennifer Hulme, som studerede på Brigham Young University og var fra Saratoga i Californien. Jennifer var kommet til London for at studere kunsthistorie og engelsk litteratur i seks måneder. Hun var den yngste af otte børn, og hun var vokset op i Kirken.

Næsten øjeblikkeligt fangede Patrick hendes blik.

»Da jeg observerede hans omgang med folk i menigheden, så jeg, hvordan han behandlede dem,« siger Jennifer om Patrick. »Uanset om det var et nyt medlem, et tilbagevendende medlem, en person, der havde det svært, eller en person, der var en nær ven, behandlede han alle med samme ægte kærlighed og interesse. Det var det karaktertræk, der i første omgang tiltrak mig. Det er et karaktertræk, som jeg har set ham udvikle, og som Gud har gjort god brug af i de 33 år, vi har været gift.«

Ældste og søster Kearons kærlighed til og respekt for hinanden gør det muligt for dem at arbejde sammen i tro.

Efter deres kurmageri blev parret gift i templet i Oakland i Californien i januar 1991. De stiftede familie og boede i England i 19 år, indtil ældste Kearon blev kaldet som generalautoritet og halvfjerdser i 2010 efter at have tjent i flere ledende kaldelser, herunder som stavspræsident og områdehalvfjerdser. Han tjente som seniorpræsident i De Halvfjerds, da han blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum.

Ældste Kearon siger, at hans kone er en trofast discipel, der kender sin sande identitet. »Hun lever et lykkeligt, positivt, konstruktivt, nyttigt liv fyldt med glæde og med Frelseren som centrum. Hun har været en kilde til styrke og en enorm velsignelse for mig, siden vi mødtes.«

Susannah, den anden af parrets tre døtre, siger, at hendes mor elsker at give af sig selv: »Hun er fuld af liv og lys og har en lidenskab for evangeliet.« Og ligesom hendes far er hendes mor »virkelig god til at lytte.«

Susannah og hendes søstre siger, at deres forældres kærlighed og respekt for hinanden gør det muligt for dem at arbejde sammen mod fælles mål i tro. De lytter til hinanden og respekterer og sætter pris på hinandens tanker og meninger.

Emma, parrets yngste datter, siger, at hendes forældres harmoniske forhold og åbenlyse kærlighed til deres børn »har skabt et meget lykkeligt og trygt hjemmemiljø.«

Lizzie Kearon Staheli, den ældste, siger om sin far: »Far ser folk med kristuslignende øjne. Han er altid ivrig efter at opmuntre og styrke mennesker. Han ser potentialet i alle, uanset deres omstændigheder.«

Emma tilføjer: »Han er fuld tro og elsker den glæde evangeliet bringer ham. Fordi han fandt frem til det gengivne evangelium som voksen, forstår og værdsætter han den forskel, det gør i ens liv som en kilde til lys og glæde.«

Ældste Kearon kalder sine døtre – Lizzie (som her ses på billedet sammen med sin mand, Jonathan), Susannah og Emma – »det smukkeste lys i vores liv, vores største skatte.«

Jean B. Bingham, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, beskriver ældste Kearon som en person, der bevarer roen under pres. Hun mindes et tidspunkt, hvor hun, ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum, ældste Kearons og andre strandede i udlandet under en politisk opstand. Under ældste Bednars ledelse tilbragte ældste Kearon timevis på en satellittelefon, hvor han talte med lokale embedsmænd og Kirkens repræsentanter for skabe en mulighed for, at de kunne rejse.

»Hans rolige natur, fokuserede indsats og inspirerede indsigt skabte en løsning, der gjorde vi kunne komme sikkert derfra,« siger søster Bingham.

I december 2021 blev familien chokeret, da søster Kearon fik stillet diagnosen brystkræft.

»Jeg havde aldrig troet, at kræft ville ramme mig eller os,« siger søster Kearon. Hun kaldte den efterfølgende behandling yderst vanskelig, men Frelseren var hendes kilde til styrke gennem hele forløbet. »Jeg får stadig kemoterapi i pilleform, men jeg er taknemmelig for at kunne sige, at jeg, så vidt lægerne kan se, er kræftfri.«

Ældste Kearon siger: »Jen har været urokkelig og upåklageligt trofast gennem det hele. Vi takker hver dag for hendes helbred, og vi takker for den ekstraordinære omsorg, hun er blevet mødt med.«

Som det gælder for andre prøvelser, som hun og hendes mand har oplevet, siger søster Kearon: »Livet tildeler os ting, vi simpelthen ikke ønsker at gøre. Vi kan ikke lide dem. Vi har ikke bedt om dem. Men vi må alligevel se dem i øjnene. Den bedste måde at håndtere ting, der er virkelig svære, er at vende sig til Herren og bede om hans styrke, sætte vores lid til Jesus Kristus og hans nåde og kraft. For længe siden lærte jeg rigtig meget om, hvordan Frelseren kommer os til hjælp i vores dybeste, mørkeste tider.«

Ældste og søster Kearon opnåede denne hellige kundskab efter deres første barn, Sean, blev født.

»Den klippe Jesu Kristi forsoning udgør«

Under søster Kearons første graviditet erfarede parret tidligt fra ultralydsscanninger, at deres lille dreng havde »en alvorlig hjertefejl, en livstruende tilstand,« siger ældste Kearon. »Vi brugte resten af graviditeten på at finde de bedste læger, kardiologer og hjertekirurger, der var rustet til at takle hans særlige problem. Vi fandt et team i verdensklasse i London, og de var sikre på, at de kunne løse problemet.«

Kirurger opererede Sean, da han var 19 dage gammel. Operationen var lang og omhyggelig. Bagefter, siger ældste Kearon, »kunne Seans lille hjerte ikke genstarte. Så vi mistede ham. Det var utrolig smertefuldt, at han døde. Det var ikke det resultat, vi havde fastet for, bedt for, tryglet om, men vi vidste, at himlens hånd var en del af denne erfaring.«

Søster Kearon siger: »Gud førte os gennem månederne med graviditeten og vores søns smukke, korte liv på en måde, så vi, da det var slut, vidste, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne for ham. Det var en stor trøst.«

Der kom heling gennem en øget forståelse af Frelserens forsoning og opstandelse, som søster Kearon opnåede ved hjælp af et dybdegående studie af 1 Nefi og 2 Nefi. »I vores sorg over tabet følte jeg, at jeg var på vej ned i et sort hul,« siger hun. »Og alligevel blev det frie fald gang på gang bremset af den klippe som Jesu Kristi forsoning udgør – fordi den er sand. Hans nåde, det, at han virkelig lever, gør selv de mest smertefulde tab mulige at bære og finde håb i.«

Helingen kom også med fødslen af parrets tre døtre. »De bragte helbredelse med sig,« siger ældste Kearon. »De er det smukkeste lys i vores liv, vores største skatte.«

Heling kom gennem ord fra Kirkens inspirerede ledere, herunder en tale til en generalkonference af ældste Lance B. Wickman,⁵ hvor ældste Wickman fortalte om smerten ved at gå op og ned ad tomme hospitalsgange, mens hans egen søn på grund af en børnesygsom, lå for døden. Ældste Wickman brugte ordene ›at se er at tro‹ og at tro er tillid til Herren,« siger ældste Kearon. »Hans tale var enormt værdifuld for mig på grund af hans klare forståelse af en sådan oplevelse. Dette blev gjort større af det antal gange, jeg læste og lyttede til den.«

Og helingen og helbredelse kom gennem at drage omsorg for andre, der også havde mistet – det være sig flygtninge i Europa,⁶ de mishandlede eller undertrykte,⁷ eller andre ledere i Kirken, som fx ældste Paul V. Johnson fra De Halvfjerds’ Præsidium, som mistede en datter på grund af kræft, to måneder før han blev en del af det europæiske områdepræsidentskab sammen med ældste Kearon i 2015.

»Han og søster Kearon var vidunderlige og de hjalp os meget i en tid fyldt med sorg og helbredelse,« siger ældste Johnson. »De var så hensynsfulde i vores situation. Det har jeg altid elsket dem for.«

Sådan er det at være discipel. Vi bærer hinandens byrder. Vi sørger med dem, der sørger. Vi trøster dem, der har brug for trøst. Og vi står som vidner om Gud – og det evige løfte om glædelige genforeninger, der er gjort muligt gennem Jesu Kristi forsoning. (Se Mosi 18:8-9.)

Ældste Kearon hilser på medlemmer i Det Østeuropæiske Område.

Så, når vi rammes af svære tider, bliver den helbredende kærlighed og kærlige omsorg gengældt. Som Herren Jesu Kristi apostel er ældste Kearon parat til at dele evangeliets budskab om håb, helbredelse og fred med hele verden.

»Hvorfor skal vi gå igennem svære prøvelser?« spørger ældste Kearon. »Fordi vi kommer til jorden for at lære, vokse og blive helliggjort og for at elske og stole på vor Fader i himlen og vor Frelser. I øjeblikket kan vi ikke se dem, og de kan ikke omfavne os. Men velsignelserne ved Frelserens forsoning er uendelige – uendelige!«