Liahona
Kvinders indflydelse
Maj 2024


»Kvinders indflydelse«, Liahona, maj 2024.

Fra det verdensomspændende foredrag for Hjælpeforeningen i 2024

17. marts 2024

Kvinders indflydelse

Undervurdér aldrig den ekstraordinære kraft i jer til at påvirke andre positivt.

Mine kære søstre i Hjælpeforeningen, jeg er taknemmelig for at kunne tale til jer i dag. Jeg tænker ofte på jer. Jeg er dybt taknemmelig for jer og føler, at jeg står i gæld til jer. Så meget af det gode, som denne kirke udretter – og så meget af det gode, der sker i verden – finder sted på grund af jer! Tak for jeres hengivenhed over for Herren, såvel som jeres indsats for at forædle andre. Jeg ved, hvor højt Herren elsker jer og har brug for jer.

Jeg forundres over jeres tro og følsomhed over for det, der hører Ånden til. Jeg inspireres af jeres flid, dynamiske lederskab og jeres evne til at se et behov og imødekomme det. Hvad enten det drejer sig om analfabetisme, fejlernæring, psykiske problemer eller andres daglige behov, tager I fat på virkelige problemer med en sjælden kombination af færdigheder, medfølelse, indsigt og kærlighed. Hele Herrens kirkes mission bliver styrket på grund af jer.

Søstre, I har en guddommelig begavelse, der gør jer i stand til bogstaveligt talt at ændre liv! Det gælder især, når vi er ivrigt engageret i det guddommelige hverv med at indsamle Israel. Hver gang vi hjælper nogen med at finde pagtsstien og blive på den, er vi med til at indsamle Israel. Ingen gør det bedre end jer – som mødre, ledere, lærere, søstre og venner. I forbereder fremtidige generationer af Herrens kirke og verden!

For nylig hørte vi om en lille treårig pige, der vågnede op fra sin lur. For at underholde hende gav hendes bror hende det ene tøjdyr efter det andet. Men hvad gav hende endelig trøst og glæde? Hendes eget eksemplar af Mormons Bog. Denne lille pige ser sin mor læse i Mormons Bog hver dag. Hun vil gerne være som sin mor.

Det er ganske enkelt ikke muligt at beregne Guds pagtskvinders livsforædlende indflydelse. Jeg elsker mine brødre, og jeg værdsætter privilegiet ved at arbejde sammen med dem. Men de to mennesker på jorden, der har påvirket mig mest, er min hustru Dantzel, mor til vores 10 børn, der døde pludseligt i en alder af 78, og i de sidste 18 år min vidunderlige hustru Wendy.

Under min seneste anstrengende bedring efter et fald, har Wendy taget sig utrætteligt af mig både fysisk og åndeligt. Hun har gjort det på måder, som ingen anden kunne. Den enorme indflydelse, som Dantzel og Wendy har haft på mig, kan ikke overvurderes. De har ændret mit liv! De har gjort mit liv mere fuldstændigt.

Kvinder har været midtpunktet i vor himmelske Faders plan fra begyndelsen. Guds frelsesplan var afhængig af to tapre kvinders heltegerninger – Eva, »moder til alle levende«, og Maria, vor Herre Jesu Kristi mor.

Søstre, undervurdér aldrig den ekstraordinære kraft i jer til at påvirke andre positivt. Det er en gave, som vor himmelske Fader har begavet enhver pagtskvinde med. Som Guds pagtsdøtre har I en modtagelighed over for Ånden og et fintfølende moralsk kompas, der giver jer evnen til at modtage personlig åbenbaring og til at skelne sandhed fra vildfarelse. Når jeg siger dette, fritager jeg ikke mænd fra at skelne mellem rigtigt og forkert eller fra at gøre det åndelige arbejde for at modtage åbenbaring. Men hvis verden engang skulle miste kvinders moralske retskaffenhed, ville verden aldrig komme sig.

Søstre, vi har brug for jeres stemmer til at undervise i Kristi lære. Vi har brug for jeres evne som kvinder til at opdage bedrag og formulere sandhed. Vi har brug for jeres inspirerede visdom i jeres families, menighedens eller stavens råd, såvel som mange andre indflydelsesrige steder over hele verden. Jeres familie, Kirken og verden har brug for jer! Søstre, ingen kan gøre alt, og I bør heller ikke prøve på det. Men jeg ved, hvor afgørende jeres rolle i opbygningen af Guds rige er.

Så i dag opfordrer jeg jer til at gøre skrifterne til jeres personlige Liahona, templet til jeres tilflugtssted og rum for rekalibrering, og jeres personlige bønner til måden, hvorpå I finder ud af, hvor Herren har brug for, at I er den dag. Med tiden vil I blive forbløffede over, hvordan han vil lede jer til at være præcis der, hvor I kan lede, føre og gå ved siden af en, der har brug for jer.

Derfor velsigner jeg jer med øget åndelig dømmekraft og evnen til at finde glæde ved at yde andre lindring. Jeg velsigner jer med visdom til at kunne se, hvad der er nødvendigt og ikke løbe hurtigere, end I er i stand til. Jeg velsigner jer med mod til at leve op til jeres guddommelige privilegier som Guds pagtsdøtre. Jeg velsigner jer til virkelig at føle, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, kender og elsker jer. De har sendt jer til jorden nu, fordi I er afgørende for Guds rige nu! Jeg velsigner jer til at indse, at jeres guddommelige gaver som Guds døtre ikke alene giver jer kraft til at ændre liv, men til at ændre verden!

Jeg elsker jer, mine kære søstre. Det er sandt. Vi arbejder alle for Herrens sag. Jeg vidner om, at Jesus Kristus lever. Han er denne kirkes overhoved. I Jesu Kristi navn. Amen.

Udskriv