Ord, der rører hjertet

Tahira Caroll fra Utah i USA

Lige fra min introduktion til Kirken til det arbejde, jeg udfører, med at hjælpe de hellige til at høre og synge salmer på deres eget sprog, har musik været en stor del af mit liv og har været en stor velsignelse i min familie.

Musik har altid været en integreret del af mit vidnesbyrd. Min introduktion til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var familier, der var samlet og sang salmen »Jeg er Guds kære barn«(Salmer og sange, nr. 155). Jeg tænkte: »Det er ligesom at være i himlen, fordi de er så glade. Sådan her ser lykkelige familier ud.«

For mig er den smukkeste del af evangeliet familien. Når jeg tænker på alt det, der skulle ske for, at min egen familie kunne at finde evangeliet, bliver jeg mindet om, at Gud har en plan for hver eneste familie.

Fra Myanmar til Indien

Min mor er fra Myanmar, men på grund af politisk uro flygtede hun til Indien med sine forældre og tre søstre. De efterlod alt. Desværre døde min mors forældre, da de ankom til Indien. Som den ældste, måtte min mor tage sig af sine tre søskende.

Børnene endte på et børnehjem. Da min mor blev 18, besluttede hun sig for at tage til New Delhi for at søge bedre muligheder for sig selv og sine søstre. Der blev hun præsenteret for Ashima Chaudhuri, rektor for et college, der hjælper unge piger. Ashima tog min mor under sine vinger og blev min mors mentor. Da min mor fik sin eksamen, blev hun Ashimas assistent. De blev meget tætte.

Ashima havde 10 søskende, den yngste af dem, Reza, talte ingen om. Han blev betragtet som det sorte får. Reza havde tilsluttet sig den genoprettede kirke efter at have mødt fuldtidsmissionærerne, mens han gik på universitetet i England. På det tidspunkt var han muslimsk lærd, så da han forlod islam for at tilslutte sig Kirken, var det en stor ting.

Mens Reza boede i Toronto i Canada, drømte han, at han måtte vende tilbage til Indien og kontakte sin søster Ashima. Inden sin rejse drømte han også om en kvinde, han aldrig havde mødt. Fordi han blev ved med at se hendes ansigt i sine drømme, følte han en større hast for at vende tilbage til Indien.

Reza var dog bekymret, fordi hans familie havde vendt ham ryggen. Men da han rakte ud til Ashima i New Delhi, sagde hun: »Jeg savner dig. Du bør komme.«

Min mor var ikke i New Delhi på det tidspunkt, så Ashima ringede til en af mine mostre, Assiya. »Kan du komme herover?« spurgte hun. »Det vil være bedre, hvis der er andre mennesker, så vi ikke kommer op at skændes.«

Så min moster Assiya kom. Da hun ankom, genkendte Reza hende straks, som kvinden i sine drømme. De blev hurtigt forelskede og giftede sig. Da de flyttede til Toronto, begyndte min tante Assiya at spørge Reza om Kirken, hvorfor han havde forladt Indien, og hvorfor han var villig til at blive udstødt af sin familie.

Reza besvarede alle hendes spørgsmål og bar sit vidnesbyrd om det gengivne evangelium. Kort tid efter, sluttede min moster sig til Kirken.

Fra venstre mod højre: Tahiras mor, San San Nu; hendes onkel Reza Shah; hendes moster, Assiya Shah; en ung Tahira; Ashima Chaudhuri.

»Jeg vil gerne vide mere«

På det tidspunkt boede min mor og jeg i New Delhi. Min moster og jeg stod hinanden nært, så da jeg var 11 år, tog jeg over for at besøge hende og onkel Reza i Toronto over sommeren. Mens jeg var der, inviterede min moster mig med i kirke. Ved det første møde jeg tog til, elskede jeg at se familier synge salmerne sammen. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

»Hvad er det her for et sted?« spurgte jeg min moster efter mødet. »Alle er så glade og venlige. Jeg vil gerne vide mere.«

To søstermissionærer kom og underviste mig. Jeg vidste, at jeg ville være en del af det, jeg lærte om. Evangeliet gjorde mig glad, og jeg ønskede at tilslutte mig Kirken, så det gjorde jeg.

folk ved et dåbsmøde — Tahira til sin dåb med sin tante Assiya, onkel Reza og søster Jane Rogers, der underviste Tahira i evangeliet.

Jeg gik på kostskole, mens jeg voksede op, så jeg havde lange sommerferier. Min mor arbejdede, og mine forældre var skilt, så jeg begyndte at tage til Canada om sommeren. Min moster og onkel blev som et ekstra sæt forældre.

Onkel Reza, der oprindeligt kom fra Pakistan, nød at oversætte Kirkens salmer til hindi og urdu. Ved nadvermødet sang vi ofte hans oversatte udgaver af salmerne.

forfatteren med sin onkel — Onkel Reza, i billedet herover med forfatteren, nød at oversætte Kirkens salmer til hindi og urdu. »Ved nadvermødet,« siger Tahira, »sang vi ofte hans oversatte udgaver af salmerne.«

Med tiden ville min mor også gerne vide mere om den kirke, som hendes datter og søster havde sluttet sig til. Hun mødtes med missionærerne og blev døbt kort tid efter. Min mor og moster sørgede for, at jeg kom til Toronto hver sommer, så jeg kunne komme i kirke og deltage i kirkeaktiviteter.

Da det var tid til, at jeg skulle vælge et universitet, hjalp min moster og onkel mig med at komme ind på Brigham Young University, hvor jeg mødte min mand, der er fra Argentina. Jeg tænker ofte på, hvad der bringer familier sammen. På grund af Kirken mødte og giftede en ung mand fra Argentina sig med en ung kvinde fra Indien.

Som musiksupervisor i Kirkens team for salmeoversættelse, siger Tahira: »Jeg deler evangeliet gennem salmerne.«

Foto: Christina Smith

En arv af styrke og vidnesbyrd

I dag er jeg musiksupervisor i Kirkens team for salmeoversættelse. Jeg arbejder på projekter på seks forskellige sprog. Jeg arbejder på at oversætte salmer til nepalesisk og burmesisk, som er min mors modersmål. Det er sjovt og givende. Jeg arbejder også på amharisk fra Etiopien, twi og fante fra Ghana og sinhala fra Sri Lanka.

Jeg elsker mit arbejde, for musikken har fyldt meget i mit liv. Musik var min introduktion til Kirken. Nu tænker jeg på, hvor mange mennesker der vil høre salmerne på deres eget sprog og blive rørt. Jeg fortæller om evangeliet gennem salmerne, og jeg kan se, hvordan mit arbejde opfylder de løfter, der blev givet i min patriarkalske velsignelse.

Min onkel og moster er gået bort, men gennem salmerne kan jeg mærke deres styrke og vidnesbyrd. Min onkel elskede at bære sit vidnesbyrd gennem sang.

»En dag vil medlemmer af Kirken høre og synge disse salmer på deres eget sprog,« sagde han. »Folk vil forstå, hvad salmerne fortæller, og ordene vil røre deres hjerte.«

Jeg får lov til at være en del af det projekt. Det har været en stor velsignelse for min familie.

en familie går sammen — Forfatteren og hendes familie i deres hjem i Payson i Utah i USA.