»Vi er pagtens børn«, Liahona, okt. 2024.
Kom og følg mig
Vi er pagtens børn
I 3 Nefi 20-21 læser vi om de pagter, Gud har indgået med sine børn. Jesus Kristus underviste sine disciple på det amerikanske kontinent:
»I tilhører den pagt, som Faderen indgik med jeres fædre, da han sagde til Abraham: I din sæd skal alle jordens slægter velsignes …
I er pagtens børn« (3 Ne 20:25-26).
Præsident Russell M. Nelson har gentagne gange understreget vigtigheden af at huske denne betydningsfulde sandhed.
Hvad vil det sige at være pagtens børn?
Pagtens børn indgår de samme pagter eller hellige løfter med vor himmelske Fader og Jesus Kristus, som de også indgik med Abraham (se Abr 2:8-11).
I 1843 fortalte Herren følgende til Joseph Smith:
»Abraham modtog løfter angående sine efterkommere og frugten af sine lænder – af hvis lænder du er … ; og hvad angår Abraham og hans efterkommere … både i verden og ude af verden skulle de fortsætte lige så utallige som stjernerne …
Dette løfte er også jeres, fordi I er af Abraham« (L&P 132:30-31).
De lovede velsignelser gælder også os. Præsident Nelson underviser i, at løfterne inkluderer »retten til at modtage evangeliets fylde, nyde præstedømmets velsignelser og aspirere til Guds største velsignelse – det evige liv«.
Hvad nu, hvis jeg ikke er efterkommer af Abraham?
Når vi bliver døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bliver vi en del af Abrahams familie. Vi bliver derefter »regnet for Jesu Kristi sønner og døtre, idet vi er hans børn ved lydighed mod evangeliet«.
Hvad indgår vor himmelske Fader pagt om med sine børn?
Vor himmelske Fader indgår pagt om, at vi gennem Jesu Kristi forsoning og opstandelse kan vende tilbage til, leve med og blive som ham. Dette er formålet med frelsesplanen. Præsident Nelson har sagt: »Vor himmelske Faders plan for sine børn giver os mulighed for at leve hvor, og som han lever, og i sidste ende blive mere og mere som ham. Hans plan gør bogstavelig talt alle evighedens rigeste velsignelser tilgængelige for os, herunder vores potentiale til at blive ›Kristi medarvinger‹ (Rom 8:17).«
Hvorfor indgår vi pagter med vor himmelske Fader?
Vi vender tilbage til vor himmelske Fader ved at indgå og holde pagter med ham. Det er det, profeter omtaler som at gå på pagtsstien. Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Vi påbegynder stien ved dåbens port … Hen ad pagtens sti … modtager vi alle de ordinancer og pagter, der har med frelse og ophøjelse at gøre.«
Hvad er den nye og evigtvarende pagt?
Et andet navn for Abrahams pagt er den nye og evigtvarende pagt. Den er ny i den forstand, at den blev gengivet gennem Joseph Smith, som fylden af Jesu Kristi evangelium. Den er evigtvarende, fordi det er den samme pagt, som Gud har indgået med sine børn, når som helst folk har været villige til at modtage den.
Enhver pagt, vi indgår, er en del af den nye og evigtvarende pagt, deriblandt dåb, modtagelse af Det Melkisedekske Præstedømme for mænds vedkommende, og tempelbegavelsen og beseglingen (evigt ægteskab).