Sidste dages helliges røster

Freden var miraklet

Karen Baxter fra Virginia i USA

Efter min diagnose holdt vi blikket rettet mod Herren, så vi kunne se vores velsignelser.

Illustration: Michael J. Bingham

Da min mand, David, og jeg fandt ud af, at vi ikke kunne få børn, græd jeg. I 2016 kaldte min læge mig ind til sit kontor efter et rutinemæssigt lægetjek og mammografi. Efter yderligere udredning var det, hun til at begynde med troede var et lille problem, blevet et stort problem: Kræft.

Det var et chok, og vi havde nogle hårde dage. Inden vi vidste, hvordan tingene ville ende, sagde jeg til vor himmelske Fader: »Hvis det her er enden for mig, så vær sød at tage dig af David.«

Jeg var i stand til at holde sammen på mig selv følelsesmæssigt i løbet af dagen, men når natten kom, og alt var stille, kom tårerne. Men det var også der, at jeg gennem Helligånden fornemmede, at alt ville ordne sig – ikke nødvendigvis fordi jeg skulle leve, men fordi vor himmelske Fader var der. Så under min behandling tog vi et skridt frem ad gangen.

Visse salmer og skriftsteder blev mere meningsfulde. Lære og Pagter 122:8 slog mig virkelig: »Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?«

Nej, indså jeg; jeg er ikke større end ham. Hvis det at gå igennem barnløshed og kræft gjorde mig i stand til bedre at påskønne Frelseren og hans sonoffer, så var jeg villig.

Vi holdt vores blik rettet mod Herren, så vi kunne se vores velsignelser, deriblandt et fantastisk netværk. Min hjælpeforeningspræsident var vidunderlig. Folk fra den skole jeg underviste på, arrangerede en velgørenhedsgåtur for at skabe opmærksomhed og støtte. En kollega, der ønskede, at jeg skulle vide, at hun holdt af mig, gav mig en lyserød kuglepen. I sådanne stunder siger man: »Du var min engel i dag. Du var mit bevis på, at Gud ved, at jeg havde brug for et knus eller en lyserød kuglepen.«

Som medlemmer af Kirken holder folk øje med os. De vil gerne vide, hvorfor vi kan gå igennem svære ting og stadig smile.

»Hvorfor er I ikke helt ude af jer selv?« spurgte folk os ofte. Vi forklarede, at den fred, vi følte, kom fra vores tro og overbevisninger, vores kærlighed til vor himmelske Fader og vores tillid til hans vilje for os. At dele vores tro styrkede vores tro.

Freden kom ikke i det sekund, jeg blev diagnosticeret, men den kom. Freden var miraklet.