»Rejs med Gud«, Liahona, okt. 2024.
Sidste dages helliges røster
Rejs med Gud
»Holdt!« råbte soldaten og sigtede en stor riffel lige mod min far.
Illustration: Michael J. Bingham
Efter anden verdenskrig ønskede mine forældre at slutte sig til de hellige i Amerika. Men først måtte de flygte med deres fem børn fra Østtyskland til Vesttyskland.
Min far, Walter, tog alene af sted for at finde ud af, hvor det var mest sikkert at krydse grænsen. Han rejste let, men følte sig tilskyndet til at tage sin violin med sig. Som dygtig violinist fik han et åndeligt indtryk af, at hans violin på en eller anden måde ville hjælpe ham på hans rejse.
I februar 1949 tog min far et tog til en by, der stadig var flere kilometer fra grænsen. Da han ankom, sneg han sig uden for byen og tog en sti, der førte ham ud i skoven. Alle, der blev opdaget på vej mod den vesttyske grænse, var under mistanke om at flygte og ville blive arresteret.
Undervejs mødte far en anden mand, der forsøgte at flygte til Vesttyskland. De besluttede sig for at rejse sammen. Fire årvågne øjne ville være bedre end to.
De fortsatte forsigtigt, da de passerede et udkigstårn. Pludselig sprang en ung russisk soldat frem fra en busk og råbte: »Holdt!«
Min far og hans nye ven frøs til i rædsel, da soldaten sigtede på dem med en stor riffel. Soldaten sagde, at de var anholdt.
Langsomt åbnede min fars nye ven sin kuffert og afslørede adskillige fine delikatesser. Han sagde til soldaten, at han kunne få dem, hvis han ville lade dem gå, men soldaten rokkede sig ikke.
På gebrokkent russisk fortalte min far soldaten, at han elskede russisk folkemusik. Han pegede på sin violin og sagde, at han gerne ville spille for ham.
Far tog sin violin frem og begyndte at spille en sentimental russisk melodi. Efter et øjeblik så han tårer danne sig i den unge mands øjne. Da far var færdig med melodien, spurgte soldaten ham, om han kendte andre russiske melodier.
Far spillede så endnu en melodi. Da han var færdig, græd soldaten. Mens soldaten trak sin riffel tilbage på skulderen, sagde han på russisk: »Rejs med Gud.« Så lod han begge mænd fortsætte deres flugt mod vest.
Min far vendte hurtigt efter sikkert tilbage til Østtyskland, taknemmelig for inspirationen, der havde ført til hans beskyttelse. Tre år senere undslap han med sin familie ved at rejse til Østberlin og der krydse grænsen til Vestberlin.