Liahona
Samhørighed – »Vær af ét hjerte og ét sind«
Oktober 2024


Kun digitalt: Kirkelederes lærdomme på sociale medier

Samhørighed – »Vær af ét hjerte og ét sind«

Se, hvad levende profeter og andre kirkeledere har sagt på sociale medier om samhørighed.

Jesus Kristus viser sin hånd til nefitterne

Som kirke er vi velsignet med medlemmer fra forskellige baggrunde og omstændigheder. Vor himmelske Fader har velsignet os hver især med unikke træk, gaver og talenter, og det er en del af det, der gør Jesu Kristi Kirke så smuk. Selv med alle vores forskelle befaler Herren os: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.« (L&P 38:27). Selvom vi ikke kan være, og ikke bør være, ens, kan vi være ét, når vi stræber efter at slutte os sammen og efterleve Jesu Kristi evangelium.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »I en senere bøn bad Jesus om, at de måtte være enige. ›Fader,‹ sagde han, ›jeg beder til dig for dem … at de må tro på mig, at jeg må være i dem, ligesom du, Fader, er i mig, at vi må være ét.‹ (3 Nefi 19:23). Vi kan også bede for samhørighed. Vi kan bede om at være af ét hjerte og ét sind med Herrens salvede og med vores kære. Vi kan bede om gensidig forståelse og respekt mellem os selv og vores næste. Hvis vi virkelig holder af andre, bør vi bede for dem (se Matt 5:44). »›Bed for hinanden…,‹ sagde Jakob, for ›en retfærdigs bøn formår meget, stærk, som den er‹ (Jakob 5:16).«

Ved generalkonferencer har kirkeledere talt om samhørighed. De har også delt budskaber om disse emner på sociale medier, herunder følgende:

Samhørighed er et stærkt vidnesbyrd om Frelserens indflydelse

Dieter F. Uchtdorf

»Når jeg læser skrifterne, er jeg imponeret over, hvor meget af Frelserens arbejde der har at gøre med at bringe folk sammen. Jøder og hedninge, toldere og fiskere, mænd og kvinder.

»Samhørighed er et stærkt vidnesbyrd om Frelserens indflydelse. Jesus Kristus erklærede, at verden ville tro på ham, når de så hans tjeneres samhørighed. Måske ville flere mennesker i verden opnå vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans kirke, hvis de så mere samhørighed blandt os, hans disciple.

»Den samhørighed vi søger, er ikke at få alle til at se tingene på samme måde; det er at få alle til at se i samme retning – mod Jesus Kristus. Det er ikke vores fælles erfaringer eller baggrund, der forener os. Det er vores fælles mål. Vi er ét, ikke på grund af hvor vi har været, men hvor vi stræber efter at komme hen, ikke på grund af hvem vi er, men hvem vi søger at blive.

»Selvfølgelig er vort fuldkomne eksempel på at søge samhørighed vor Frelser Jesus Kristus. Takket være hans sonoffer kan alle Guds børn blive evigt velsignede.

»Udfordringerne ved at etablere Frelserens kirke kræver flere perspektiver, men de har alle vor himmelske Fader og Jesu Kristi herlighed for øje.«

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum, Facebook, 23. juni 2023, facebook.com/dieterf.uchtdorf.

Lad os sætte pris på det unikke hver person, næste og ven tilbyder

Quentin L. Cook

»For nylig støvede jeg min hat af for at byde ambassadører og diplomater fra lande over hele verden velkommen til en sammenkomst med Western-tema. Denne vidunderlige begivenhed gav mig en følelse af taknemmelighed både for de venskaber, vi har udviklet i årenes løb, og for de nye relationer, vi fortsat opbygger.

»Vi samles med forskellige kulturelle, lingvistiske og religiøse baggrunde. Lad os sætte pris på det unikke hver person, næste og ven tilbyder som de brødre og søstre, vi i sandhed er.

»›Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand‹« (Ef 2:19)

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum, Facebook, 3. nov. 2023 facebook.com/quentin.lcook.

Vi skal blive ét i Kristi legeme

D. Todd Christofferson

»En af grundene til, at Jesus Kristus etablerede en kirke, hans kirke, var at give os erfaring med at elske andre, for at lære, hvad det at være motiveret af næstekærlighed betyder i praksis.

»Ideen med at organisere lokale kirkeenheder baseret på geografi er genial. Vi vælger ikke en menighed baseret på, hvem vi kan lide eller ønsker at være sammen med. Menigheder vælges for os baseret på en rimelig geografisk gruppering, og vi lærer at leve med, tjene og elske mennesker, der meget vel kan have forskellige baggrunde, præferencer og meninger.

»Nogle kan vi tænke er en smule vanskelige, men vi skal blive ét i Kristi legeme. Min bøn er, at vi ser mod Jesus Kristus i vores tanker og handlinger, så vi kan blive fyldt med Kristi rene kærlighed, som Gud skænker ›til alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere‹ (Moro 7:48).«

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, Facebook, 30. nov. 2023, facebook.com/dtodd.christofferson.

Templet kan bringe samhørighed mellem hjerte og sind

Gary E. Stevenson

»Hvis vi håber på at føle Herrens Ånd, må vi tilbringe tid på steder, hvor hans ånd let kan opholde sig.

»Blandt de helligste steder, hvor vi kan stå, er i Herrens templer. I denne weekend havde jeg den særlige fornøjelse at slutte mig til medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Japan, da jeg indviede Okinawa-templet i Japan.

»I ved muligvis, at landet Japan har en særlig plads i mit hjerte. Når jeg er på besøg, føles det altid som at komme hjem. Ud over at tjene som missionær for Jesu Kristi Kirke som ung mand i Japan for årtier siden, tjente Lesa og jeg som missionsledere, og senest i præsidentskabet for det nordlige Asien. I alt har vores familie boet i Japan i syv år.

»Et af de bemærkelsesværdige aspekter ved dette tempel er det faktum, at det kommer til at tjene den japansktalende Okinawa Japan-stav såvel som det engelsktalende Okinawa Japan-militærdistrikt.

»At tænke over den historie, der er en del af begge disse grupper og se dem samles for at tjene Herren i templet er simpelthen bemærkelsesværdigt.

»Dette tempel giver Jesu Kristi Kirkes medlemmer i Okinawa mulighed for at ære deres forfædre – herunder de mange, der døde en for tidlig død på grund af krig.

»For dem i Okinawa - og for os alle – kan templet bringe fred og trøst og samhørighed i hjerte og sind og respekt og hengivenhed for vores afdøde forfædre.«

Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum, Facebook, 12. nov. 2023, facebook.com/stevenson.gary.e.

Vi bevæger os fremad som Guds børn

Ulisses Soares

»Iguazu-floden strømmer gennem det sydlige Brasilien og løber ud i et plateau, der danner et system af vandfald, som verden over er kendt som Iguazu-vandfaldene - et af Guds smukkeste og mest imponerende skaberværker på jorden. En kolossal mængde vand strømmer ind i en enkelt flod og deler sig derefter og danner hundredvis af vandfald uden lige.

»Metaforisk set er dette fænomenale netværk af vandfald en afspejling af Guds familie på jorden, for vi har samme åndelige oprindelse og egenskaber, der stammer fra vores guddommelige arv og slægtskab.

»Men vi forgrener os alle i forskellige kulturer, etniciteter og nationaliteter med forskellige meninger, oplevelser og følelser. Trods dette bevæger vi os fremad som Guds børn og som brødre og søstre i Kristus uden at miste vores forbindelse til det guddommelige, hvilket gør os til et unikt folk og et elsket fællesskab.

»Må vi rette vores hjerte og sind ind efter den kundskab og det vidnesbyrd om, at vi alle er lige for Gud, at vi alle er fuldt ud begavet med det samme evige potentiale og den samme evige arv.

»Må vi nyde mere af det åndelige fællesskab, der eksisterer mellem os, og værdsætte de forskellige egenskaber og forskellige gaver, vi har. Hvis vi gør det, lover jeg jer, at vi vil strømme på vores egen måde ligesom vandet i Igauzu-vandfaldene uden at miste vores guddommelige forbindelse, der identificerer os som et ejendomsfolk, »Kristi børn og arvinger til Guds rige«.

Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum, Facebook, 19. nov. 2023, facebook.com/soares.u.

Vor himmelske Fader elsker alle mennesker

J. Anette Dennis

»Et af de ledende principper i Hjælpeforeningen er at arbejde i fællesskab for at hjælpe dem, der lider nød. I 2022 hjalp medlemmer af Hjælpeforeningen verden over i dette arbejde gennem utallige frivillige timer og bidrag til Kirkens humanitære arbejde.

»I det forgangne år har kvinder i Kirken malet møbler til gavn for fordrevne personer, deltaget i 483 nødhjælpsprojekter rundt om i verden og endda trampet gennem mudder for personligt at levere tiltrængte forsyninger til nødlidende.

»Sylwia, et medlem af Kirken i Polen, opsummerede søstrenes ønske om at tjene helt perfekt: »Dette er naturligt. Når man ser folk, der har brug for hjælp, så hjælper man. … Det er ligegyldigt, om man er medlem af Kirken eller ej. [Vor himmelske Fader] elsker alle mennesker.«

»For at få mere information, så læs Kirkens årsberetning for 2022 om Omsorg for nødlidte.«

Bemærk: I kan også læse mere i Resumé 2023: Omsorg for nødlidte.

Søster J. Anette Dennis, rådgiver i Hjælpeforeningens generalpræsidentskab, Facebook, 4. apr. 2023, https://www.facebook.com/RS1stCounselor.

Den samhørighed, vi følte banede vejen for åbenbaring

Susan H. Porter

»Da vi trådte ind i kirkesalene i både San Diego og Nauvoo, følte vi noget. Vi indså, at vi befandt os i et rum fyldt med søstre, der hungrede og tørstede efter Frelserens kærlighed, helbredelse og lindring. De lagde andre ting til side, som de ellers kunne have gjort en fredag aften og samledes for at modtage personlig åbenbaring.

»Vi følte samhørighed som Guds døtre og medlemmer af Hjælpeforeningen, da vi stod sammen ved prædikestolen med armene om hinanden. Disse søstres hunger og offer og den samhørighed vi følte som Guds kvinder banede vejen for de bemærkelsesværdige aftener fyldt med kraft og åbenbaring. Vi lagde vores noter fra os og talte hvad Herren lagde i vores hjerter. Vi stolede på, at Herren ville tale til hver enkelt søsters hjerte gennem vores ufuldkomne ord og budskaber. Han forspilder aldrig en mulighed for at vise kærlighed til og velsigne sine døtre, når de samles i hans navn.

»Hvordan har det at samles som Guds kvinder og medlemmer af Hjælpeforeningen bragt jer tættere på Frelseren?«

Præsident Susan H. Porter, Primary-generalpræsident, Facebook, 1. nov. 2023, https://www.facebook.com/PrimaryPresident.

Samhørighed og lighed er en del af præstedømmets principper

Amy A. Wright

»Da jeg læste »Præstedømmeprincipper« i Kirkens Håndbog, blev mit hjerte og sind fyldt med to specifikke ord: samhørighed og lighed. Bortset fra hans enbårne Søns uforlignelige gave kan jeg ikke komme i tanke om en større tilkendegivelse af den kærlighed Gud har til sine børn end de utallige velsignelser, der er ligeligt tilgængelige for hans sønner og døtre gennem hans hellige præstedømme.

»›Guds præstedømmekraft tilflyder alle medlemmer af Kirken – kvindelige og mandlige – når de holder de pagter, de har indgået med ham.‹« (Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 3.5, Evangelisk Bibliotek).

»Hvordan har det hellige præstedømme velsignet jeres liv?«

Søster Amy A. Wright, Førsterådgiver i Primary-generalpræsidentskabet, Facebook, 1. jan. 2024, https://www.facebook.com/Primary1stCounselor.

Vi kan bevidst »se« alle mennesker i Kirken

Amy A. Wright

»Denne … historie fra min kære ven Kathryn Godderidge, medlem af Primarys generalpræsidentskab, gjorde dybt indtryk på mig:

»Min mand og jeg deltog i et nadvermøde sammen med vores søn og hans familie i Simpsonville, South Carolina. Hans kone var taget hen i kirken tidligt, da hun skulle spille orgel, og vi kom lidt for sent sammen med vores søn og børnebørn og fandt pladser nede bagved. Vi satte os hurtigt ned og begyndte at lytte til orgelmusikken til åbningssalmen, da vi opdagede, at vores toårige barnebarn havde taget sin yndlingskikkert med. Han begyndte at bruge den til omhyggeligt at søge gennem menigheden, og da vi forsøgte at hjælpe ham med at lægge den væk, protesterede han: »Jeg skal se mor spille orgel!«

»Sikke et sødt udtryk for kærlighed og længsel fra en lille dreng til sin mor!

»Åh, kunne vi dog alle medbringe vores egne »kikkerter« og ikke kun for at finde det, der bringer os glæde, men også for i sandhed at se hinanden, når vi samles og tilbeder sammen om søndagen.«

»Når vi forbereder os på nadvermødet, »ser« vi så bevidst alle enkeltindividerne i menigheden? »Ser« vi vores dyrebare børn, unge og unge ugifte voksne som vigtige deltagere i dette store arbejde? »Ser« vi dem som pagtmedlemmer, som spiller en unik rolle i opbygningen af Guds rige?

»Jeg vidner om, at når vi begynder at »se« og engagere alle medlemmer af menigheden, så vil sabbatsdagens tilbedelse blive mere glædelig, hellig og fokuseret på Jesus Kristus.«

Søster Amy A. Wright, Førsterådgiver i Primary-generalpræsidentskabet, Facebook, 19. feb. 2024, https://www.facebook.com/Primary1stCounselor.