»Jeg ønskede at vende tilbage til Gud – men kunne jeg?«, Liahona, okt. 2024.
Jeg ønskede at vende tilbage til Gud – men kunne jeg?
Selvom jeg troede på Jesus Kristus, var jeg overbevist om, at jeg umuligt kunne blive tilgivet for det, jeg havde gjort.
Illustrationer af Mark Smith
Jeg sad på mit motel på en snefyldt januaraften, dybt deprimeret. Jeg havde for nyligt afsonet mere end 34 år i fængsel for nogle alvorlige forbrydelser og skader, og jeg overvejede at gøre noget, der ville sende mig direkte tilbage til det sted, jeg lige havde været. Mine planer siden min løsladelse var gået i vasken – og da jeg havde få ressourcer, og mine bønner syntes at være ubesvarede, føltes mine muligheder begrænsede.
En lyd udenfor fangede min opmærksomhed. Da jeg så ud ad mit vindue, så jeg motellets ejer skovle sne på parkeringspladsen for sig selv. »Åh, det virker forkert,« tænkte jeg, så jeg sluttede mig til ham. Jeg tænkte ikke så meget over min tjeneste den aften. Men til min overraskelse sænkede ejeren prisen på mit værelse den næste dag. Og selvom jeg blev der i de følgende fem uger, bad han mig aldrig om at betale fuld pris.
Hans gavmildhed var mere end blot en økonomisk velsignelse, som jeg havde stor brug for. Hans venlighed var også et svar på min bøn, da jeg ved at miste håbet. Gennem ham forstod jeg, at Gud var opmærksom på mig – og at jeg var nødt til at tage nogle skridt for at vende tilbage til ham.
En vej tilbage
Årtier inden den aften i januar ønskede jeg ikke at have noget med Gud at gøre. Da jeg blev indsat i et statsfængsel som en vred, bitter og forvirret 22-årig, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at få mine medfanger til at frygte og respektere mig. Jeg troede også, at ingen kunne eller skulle elske mig – end ikke Gud – for jeg var overbevist om, at jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke kunne vende tilbage, og at der for mig ikke var noget håb om frelse.
Jeg ved nu, at jeg tog fejl; vi kan altid omvende os og vende tilbage til Gud. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Satan ønsker, at vi skal tro, at der ›ikke er nogen vej tilbage‹, når vi har overtrådt – at det er for sent at ændre kurs …
Kristus kom for at frelse os. Hvis vi har valgt en forkert kurs, kan Jesu Kristi forsoning give os forvisning om, at der er en vej tilbage fra synd. Hvis vi følger Guds plan for vores frelse, er det muligt at vende sikkert hjem.«
Min tilbagevenden til Gud begyndte, efter jeg havde været i fængsel i mere end 10 år. En ven, der i årevis havde besøgt mig i fængslet, gav mig Mormons Bog og inviterede mig til at læse den. Selvom jeg lovede, at jeg ville, blev jeg ved med at udskyde det. En weekend besøgte min ven mig og spurgte, om jeg overhovedet havde rørt bogen. Selvfølgelig havde jeg det! Jeg flyttede på den, hver gang jeg gjorde rent. Men jeg havde ikke læst den – og det var først efter en alvorlig samtale med min ven, som fik mig til at se, hvor vigtigt det var, at jeg holdt mit løfte, at jeg endelig begyndte at læse.
Jeg fandt mange interessante historier i Mormons Bog, men jeg fortalte mig selv, at det var lige præcis det – historier. Så nåede jeg frem til Moroni 10:4. Jeg vil indrømme, at jeg ikke ønskede at »spørge af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet jeg havde tro på Kristus«, om bogen var sand; jeg havde ikke lyst til at tænke på konsekvenserne for én som mig, hvis den var. Desuden, hvis dette var Guds ord, så var Jesu Kristi forsoning virkelig, og jeg hadede at tænke over, hvordan mine handlinger havde bidraget til hans lidelse.
Alligevel bad jeg. Jeg så ikke et syn, og jeg hørte ikke en stemme sige, at bogen var sand. Men da jeg så ud ad mit vindue på en klar sommerdag, rullede en enorm stormsky hen over himlen. Der var ingen regn – kun en kraftig vind – og så hurtigt som den var dukket op, var skyen væk igen. Og så vidste jeg det. Ligesom Moroni havde lovet, vidnede Ånden i mit hjerte om, at Mormons Bog var sand – og at jeg var nødt til at ændre mig.
Jeg begyndte at studere skrifterne mere oprigtigt, og fik lov til at starte en studiegruppe om Mormons Bog med mine medfanger. Missionærerne mødtes også med mig og andre i fængslet. De følgende 15 år lyttede jeg til missionærernes lektioner, og resten af min tid i fængslet prøvede jeg at leve anderledes. Det var ikke let i det miljø. Men det var muligt på grund af min Frelser, der støttede og vejledte mig gennem den oplevelse og ind i det næste kapitel af mit liv (se Mosi 24:15).
Fandt tilgivelse
Jeg glemmer aldrig den dag, jeg mødtes med min biskop, efter den ensomme januaraften på mit motel. Min ven, der havde givet mig Mormons Bog, hjalp mig med at komme i kontakt med ham. Da jeg mødte biskoppen på hans kontor før kirketid, fortalte jeg ham om min fortid, og jeg var forberedt på, at han ville sige, at de ikke havde brug for en som mig i deres menighed.
I stedet inviterede han mig med ind til nadvermødet.
Så jeg tog med. Jeg var overbevist om, at jeg havde fået ordet straffefange tatoveret i panden, og at alle ville undgå mig, når jeg gik ind. Men det skete ikke. I stedet fandt jeg de mest indbydende mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Søndagen efter kom jeg tilbage. Ikke længe efter jeg begyndte at komme i kirke, spurgte en rådgiver i biskoprådet, om jeg ville holde en tale om tilgivelse til nadvermødet.
»Mig? Tale om tilgivelse?« spurgte jeg. Men da han bekræftede, at han mente det, påtog jeg mig opgaven. Da jeg talte til forsamlingen, var jeg sikker på, at de kun ville se mig som en tidligere indsat. Men jo længere tid jeg talte, jo mere selvsikker blev jeg, og bagefter blev jeg ikke mødt med andet end kærlighed fra disse medlemmer, der hilste på mig med knus eller håndtryk. Den dag følte jeg virkelig, hvad det ville sige at »elske din næste som dig selv« (Matt 22:39).
Hvad vigtigere er, forstod jeg endelig, at da Frelseren led i Getsemane have og blødte fra hver en pore (se Mosi 3:7; Lære og Pagter 19:18-19), blødte han også for mig. Det blev et vendepunkt – selvom jeg havde accepteret sandheden af Mormons Bog og havde inviteret Jesus Kristus ind i mit liv, var jeg overbevist om, at jeg ikke ville blive inviteret med til himlen. Jeg kunne ikke blive tilgivet. Hans forsoning var for alle andre, men ikke for mig – på grund af det, jeg havde gjort.
Men i det øjeblik indså jeg, at jeg kunne blive tilgivet. Den viden hjalp mig til at komme videre med mit liv. Efter flere møder med missionærerne blev jeg døbt i marts 2012 – mit første skridt på pagtens sti. Selvom jeg ikke tidligere havde troet det muligt, blev jeg gift med en vidunderlig kvinde fra min menighed. Vi blev beseglet i templet i Salt Lake City i juni 2013.
Min hustru og jeg har lært at sætte vores lid til Jesus Kristus. Vi stoler på hans forsoning og tror, at »fordi Jesus gik så lang en ensom vej, helt alene, behøver vi ikke at gøre det«. Som mennesker er vi ufuldkomne. Til tider snubler vi - eller falder tilmed. Men uanset hvor uværdige og utilstrækkelige vi tror, vi er, så opgiver Kristus os ikke; han er altid villig og klar til at hjælpe os med at komme sikkert hjem.