»Øvelse i evangelisk mesterlære 3: Lær udenad; opnå åndelig kundskab«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025
»Øvelse i evangelisk mesterlære 3«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte
Lektion 50: Lære og Pagter 30-36
Øvelse i evangelisk mesterlære 3
Lær udenad; opnå åndelig kundskab
Evangelisk mesterlære kan hjælpe eleverne til at bygge fundamentet for deres liv på Jesus Kristus og hans evangelium. Denne lektion vil give eleverne mulighed for at øve sig på at mestre mesterlæreskriftstederne og den lære, de underviser i. Den vil også hjælpe dem til at lære og anvende guddommelige principper for at opnå åndelig kundskab.
Mulige læringsaktiviteter
Gennemgang af evangelisk mesterlære: Lær udenad
Hvis eleverne er blevet præsenteret for adskillige mesterlæreskriftstedshenvisninger og nøglesætninger i år, vil det være godt at bede dem om at øve sig i at lære henvisningerne og nøglesætningerne udenad. Eleverne kan øge deres kendskab til skrifterne, så de kan finde det, de har brug for.
Lad eleverne øve sig i ti minutter i klassen, og tilskynd dem til også at øve sig i at lære udenad uden for klassen. Vis diagrammet med mesterlæreskriftstedshenvisningerne med de tilhørende nøglesætninger i Evangelisk mesterlære, hoveddokument, 2023.
Vælg et mesterlæreskriftsted, I ønsker at lære udenad i dag. Find på en kreativ måde, der kan hjælpe jer til at huske skriftstedshenvisningen og nøglesætningen.
Eleverne kan arbejde alene eller finde andre i klassen, der gerne vil lære det samme skriftsted udenad. Når eleverne har brugt nogle få minutter på at lære udenad, så tilskynd dem til at dele de tips eller tricks, de brugte til at lære udenad, med andre.
Inden du går videre til den næste del af lektionen, og i fremtidige lektioner, kan du læse nogle få nøglesætninger for klassen og bede eleverne om at sige de tilhørende skriftstedshenvisninger udenad. Når eleverne bruger mesterlæreskriftstederne ofte, kan det hjælpe dem til at huske dem på lang sigt og erindre dem, når det er nødvendigt.
Yderligere forslag til, hvordan du kan hjælpe eleverne til at lære udenad, findes i tillægget til dette hæfte under »Aktiviteter for gennemgang af evangelisk mesterlære«.
Lær og anvend principper for at opnå åndelig kundskab
Overvej at bede eleverne om at gennemgå principperne for at opnå åndelig kundskab. Foreslåede aktiviteter til gennemgang er medtaget i tillægget »Aktiviteter til gennemgang af evangelisk mesterlære«. Beskrivelser af principperne findes i afsnit 5-12 i afsnittet »Opnå åndelig kundskab« i Evangelisk mesterlære, hoveddokument, 2023.
Brug følgende scenarie til at hjælpe eleverne til at øve sig på at anvende disse principper i en realistisk situation.
Inden Søndagsskolen begynder, sætter din veninde Noelle sig ved siden af dig. Hun ser på tavlen og virker oprevet over det, hun læser. Dagens lektion handler om at følge profeten. Noelle fortæller dig, at hun for nylig har læst om mennesker, der er frustrerede over profeten. Hun undrer sig over, hvorfor profeten ikke er mere opmærksom på folks behov, eller hvorfor han ikke synes at reagere på de forslag, folk kommer med.
-
Hvordan kan I bruge principperne for at opnå åndelig kundskab som en hjælp i dette scenarie?
-
Hvad undervises der om i mesterlæreskriftstederne, der kan hjælpe?
En måde, hvorpå eleverne kan øve sig i at bruge principperne for at opnå kundskab, er ved at tænke over, hvordan personens tanker og handlinger i scenariet kan være anderledes, når de forstår disse principper.
For at hjælpe dem til at gøre dette kan du dele eleverne op i små grupper og lade dem vælge et princip for at opnå kundskab. Bed dem om at se i de tilknyttede afsnit i Evangelisk mesterlære, hoveddokument for bedre at forstå dette princip. Hjælp eleverne til at slå de skriftsteder op, de har studeret i seminar om profeter (fx L&P 1:37-38; 21:4-6; 28:2). Du kan også vise følgende instruktioner og bede eleverne om at udføre dem sammen med deres gruppe.
Handl i tro
Find på mindst to handlinger, som Noelle kunne foretage for at handle i tro som respons på sin bekymring.
Forklar, hvorfor I ville anbefale disse handlinger, eller fortæl om de erfaringer, I har gjort.
Skriv nogle sandheder, som Noelle måske kender til om profeter, der kan hjælpe hende til at stole mere på Herren og hans tjenere, mens hun søger at lære mere.
-
Hvorfor tror I, at det ville være vigtigt for Noelle at forblive tro mod det, hun allerede ved og tror på, mens hun arbejder gennem sine nuværende spørgsmål?
Undersøg begreber og spørgsmål ud fra et evigt perspektiv
Skriv den rolle ned, som profeter spiller i vor himmelske Faders frelsesplan.
Opstil en side om side-sammenligning af Herrens formål med profeter, og hvad Noelle og nogle andre synes at tænke, at deres rolle er.
Søg yderligere kundskab gennem guddommeligt anviste kilder
Skriv nogle få af de negative virkninger, upålidelige kilder kan have på mennesker.
Find et eller flere skriftsteder i Lære og Pagter (eller andre guddommeligt angivne kilder), der kan være en hjælp for Noelle.
Skriv mindst to velsignelser ned, som Noelle kunne modtage, hvis hun forstod, hvorfor Gud kalder profeter.
Giv eleverne mulighed for at fortælle om noget af det, de har gjort og lært. En måde at gøre det på er ved at bede dem om at forestille sig, at Noelle valgte at anvende principperne for at opnå åndelig kundskab som en hjælp til at afklare sine bekymringer. Eleverne kan skrive om, hvad der kunne ske for Noelle, hvis hun anvendte et eller flere af principperne for at opnå åndelig kundskab.
De kan derefter fortælle, hvad de skrev, og forklare nogle af årsagerne til, at de skrev scenariet, som de gjorde. Når eleverne har fortalt om det, kan du bede dem om at overveje, hvad de har lært eller følt i dag, der kan hjælpe dem i deres eget liv.