Bibliotek
Adam og Evas fald


»Adam og Evas fald«, Emner og spørgsmål, 2023

Adam og Eva

Vejledning til studium af evangeliet

Fald, Adam og Evas

På grund af Adam og Evas overtrædelse kom synd og død ind i verden

Selvom den bibelske beretning om Adam og Eva er velkendt for mange mennesker, bliver den ofte misforstået. Sandheder fra skriften, der er gengivet i vore dage, hjælper os til bedre at forstå forholdene i Edens have og det valg, som vores første forældre traf, der resulterede i, at de blev kastet ud af haven. Den foreteelse er kendt som faldet og medførte konsekvenser, der har påvirket alle Guds børn.

Adam og Evas fald kom ikke som en overraskelse for vor himmelske Fader. Faldet er en nødvendig del af Guds plan for hans børns frelse og ophøjelse. Efter faldet havde fundet sted, blev Adam og Eva dødelige og fik evnen til at få børn, men de blev også genstand for synd og død.

På grund af faldet er alt levende genstand for trængsler, sygdom og død. Denne modstand er en del af Guds plan for os, og den bidrager til vores læring, udvikling og evne til at opleve glæde. For at forløse os fra faldets følger sørgede vor himmelske Fader for en Frelser – Jesus Kristus. Kristus har kraften til at forløse verden og alle i den fra faldets konsekvenser.

Hvad er Adams og Evas fald?

Adam og Evas fald omhandler det valg, de traf, om at overtræde Guds lov, som gjorde, at de blev underlagt døden og adskilt fra Guds nærhed. Faldet bragte både fysisk og åndelig død ind i verden. Det var en nødvendig del af vor himmelske Faders plan, for først efter faldet kunne Adam og Eva få børn. Faldet gjorde det derfor muligt for Gud at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).

Emneoversigt: Adam og Evas fald

Relaterede vejledninger til studium af evangeliet: Handlefrihed, Jesu Kristi forsoning, Skabelsen, Livet på jorden, Frelsesplanen

Afsnit 1

Adam og Eva udøvede handlefrihed

Adam og Eva ser bekymrede ud

Adam og Eva var de første af Guds børn, der kom til Jorden. De levede i en tilstand af uskyld i Edens have, hvilket betyder, at de ikke havde nogen børn og ikke oplevede glæde eller elendighed (se 2 Ne 2:23). To træer i haven var særligt betydningsfulde – livets træ og træet til kundskab om godt og ondt (se Moses 3:9). Gud befalede Adam og Eva ikke at spise frugten af træet til kundskab om godt og ondt (se Moses 3:17). Hvis de adlød det bud, kunne de blive i haven. Hvis de spiste af frugten, ville de opleve døden.

Gud understregede også, at de havde handlefrihed eller kraft til at vælge (se Moses 3:16-17). Satan kom og fristede Adam og Eva til at spise af frugten. Han fortalte dem, at de ikke ville dø, men ville blive vise som vor himmelske Fader (se Moses 4:10-11). Da Adam og Eva valgte at spise af frugten, blev deres øjne åbnet, og de fik kundskab, men de oplevede også åndelig død og blev til sidst kastet ud af Herrens nærhed (se L&P 29:40-41). De blev også dødelige, udsat for smerte, sygdom, død og andre oplevelser i denne faldne verden.

Noget at tænke over

  • Læs 2 Nefi 2:15-16. Hvad lærer I om handlefrihed ved at forstå mere om omstændighederne ved faldet? Hvad lærer I om vigtigheden af vores behov for selv at vælge godt i forhold til ondt? Læg mærke til Lehis brug af ordet »tilskyndet« i disse vers. Hvordan bliver vi i dag tilskyndet af både godt og ondt? Hvad lærer det jer om vores behov for en Frelser?

Aktivitet til at lære med andre

  • Præsident Dallin H. Oaks har sagt:

    »Lehi underviste om, at dersom faldet ikke havde fundet sted, ville Adam og Eva »være forblevet i en tilstand af uskyld uden at have glæde, for de kendte ikke til elendighed« (2 Ne 2:23). Uden at opleve modsætninger i jordelivet ville alt »være en sammenblanding i ét«, hvori der hverken ville være glæde eller elendighed« (v. 11).

    »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (v. 25).«

    Hvad lærer I af præsident Oaks’ og Lehis lærdomme i Mormons Bog om behovet for modsætninger?

Lær mere

Afsnit 2

Jesus Kristus overvandt følgerne af faldet

Adam og Eva med lam

Adam og Evas fald medførte en adskillelse mellem dem og Gud, der også er kendt som åndelig død. Fordi deres legeme blev dødeligt, blev de også underkastet fysisk død og stod tilbage i en tilstand af modsætninger i denne verden, hvor det ville være muligt at synde. Både åndelig og fysisk død og sidenhen synd ville forhindre Adam og Eva og deres efterkommer i at vende tilbage til Guds nærhed.

Vor himmelske Fader tilvejebragte i sin uendelige kærlighed til sine børn en Frelser, som gjorde det muligt for Adam og Eva – og os alle – at omvende os fra synd. Jesus ville betale prisen for vores synder. Han ville også lide smerter for enhver mand, kvinde og ethvert barn, der nogensinde ville leve, herunder den smerte, der forvoldes af vores synder, skader, sygdomme og tab. Han ville dø og genopstå, så vi kunne leve igen. Gennem Jesu Kristi enestående gave gjorde Gud det muligt for os at omvende os fra synder, at lære, at udvikle os og i sidste ende vende tilbage for at bo hos ham.

Da Adam og Eva havde forladt Edens have, var de lydige mod Herrens befalinger, herunder befalingen om at ofre den førstefødte af deres flokke til Herren. De lærte senere, at formålet med dette offer var at minde dem om, at Jesus Kristus ville give sit liv som et offer for os alle (se Moses 5:4-8).

Noget at tænke over

  • Læs Moses 5:11. I dette vers sammenfattede Eva det, hun lærte af deres erfaring med faldet. Selvom vi ofte ser faldet som en introduktion til smerte og lidelse på jorden, nævner hun bemærkelsesværdigt nok ikke disse ting. Hvorfor tror I, at Eva valgte at tale om faldet, som hun gjorde? Hvad kan vi lære af Eva om formålet med vores liv?

    Præsident Russell M. Nelson har sagt:

    »Fordi Jesus Kristus overvandt denne faldne verden, og fordi han sonede for hver enkelt af os, kan I også overvinde denne syndsgennemsyrede, selvcentrerede og ofte udmattende verden.

    Fordi Frelseren gennem sin uendelige forsoning forløste hver enkelt af os fra svaghed, fejl og synd, og fordi han oplevede enhver smerte, bekymring og byrde, som I nogensinde har haft, så kan I, når I virkelig omvender jer og søger hans hjælp, hæve jer over denne nuværende usikre verden.«

    Hvordan kan vi overvinde denne faldne jordiske verden? Hvornår har I oplevet Frelserens hjælp til at overvinde verden?

Aktiviteter til at lære med andre

  • Læs Johannes 3:16 som gruppe, og bed derpå gruppens medlemmer om at fortælle, hvad de tror, dette vers betyder. Læs derefter Moses 5:9, der beskriver Jesu Kristi rolle som vor Forløser. Bed gruppens medlemmer om at fortælle, hvad de lærer af disse vers om Guds kærlighed og gaven i form af Kristi sonoffer og opstandelse, som giver os mulighed for at overvinde følgerne af faldet.

  • Læs Alma 7:11-13 som gruppe, og notér hvert ord, der beskriver noget, vi oplever i denne faldne verden. I kan for eksempel lægge mærke til ordene »fristelser« og »sygdomme«. Lav en liste over disse ord, som gruppens medlemmer kan se. Læs derefter skriftstedet igen, og læg denne gang mærke til ord, der beskriver, hvad Kristus har gjort for os. Skriv disse ord i den anden liste ved siden af den første liste. Hvad lærer denne øvelse jer om forholdet mellem Adam og Evas fald og Jesu Kristi rolle som vor Frelser?

Lær mere

Afsnit 3

Adam og Evas fald var afgørende for Guds plan

Adam og Eva med børn

På grund af Adam og Evas fald har vi alle mulighed for at få et fysisk legeme og opleve både glæden og vanskelighederne ved livet på jorden. Vi har også hver dag mulighed for at udøve vores handlefrihed. Eftersom vi er adskilt fra Gud og uden erindring om vores førjordiske liv, må vi lære og vokse gennem tro på Jesus Kristus og gennem vores egne erfaringer.

Alt dette er afgørende i Guds plan for vores evige lykke. For at vende tilbage til ham og blive som han er, må vi bruge vores handlefrihed til at vælge godt frem for ondt. Når vi gennemgår denne læringsproces, begår vi fejl. Men Jesus Kristus og hans forsoning gør det muligt for os at overvinde vores synder og blive tilgivet og gjort rene, hvilket gør det muligt for os en dag at vende tilbage til Guds nærhed og blive som ham.

Noget at tænke over

  • Læs 2 Nefi 2:11, 15, og læg mærke til, hvilken rolle modsætninger spiller i Guds plan. Hvad kan I lære af disse vers om behovet for modsætninger? Hvordan påvirker en forståelse af formålet med modsætninger den måde, I betragter jeres prøvelser på?

  • Faldet bragte både lidelse og glæde ind i verden. Læs 1 Korinther 15:21-22 og 2 Nefi 2:19-25, og se efter de velsignelser, der blev tilgængelige for alle mennesker efter faldet. Hvad lærer I af disse skriftsteder om formålet med livet?

Aktiviteter til at lære med andre

  • Vi ved fra nutidige skrifter, hvad Adam og Eva følte omkring deres overtrædelse. Læs Moses 5:10-11 sammen som gruppe. Det kan være virkningsfuldt at vælge en mand til at læse vers 10 og en kvinde til at læse vers 11 og hjælpe gruppens medlemmer til at forestille sig, at det er Adam og Eva, der taler. Fortæl jeres gruppe om jeres forhold til disse vers. Hvordan hjalp Adam og Evas tro på Jesus Kristus dem til at se deres overtrædelse, som de gjorde?

  • Hvad bringer jer glæde? Bed medlemmerne af gruppen om at dele deres svar på dette spørgsmål. Læs derefter 2 Nefi 2:25 sammen. Hvorfor tror I, at Lehi lærte sin søn, at »menneskene er til for at kunne nyde glæde«? Hvad har Adam og Evas fald med glæde at gøre? Bed gruppemedlemmerne om at dele deres tanker.

Lær mere

Andre ressourcer om Adam og Evas fald