Hvad er Jesu Kristi forsoning, og hvordan hjælper den mig?

Derfor har vi brug for Jesu Kristi forsoning

Som efterkommere af Adam og Eva har alle mennesker arvet faldets følger. I vores faldne tilstand er vi underkastet modstand og fristelse. Når vi giver efter for fristelse, fjerner vi os fra Gud, og hvis vi bliver ved med at synde, mister vi følgeskab og indflydelse fra hans Ånd, Helligånden, i vores liv.

Den eneste måde, hvorpå vi kan blive frelst, er ved, at en anden redder os. Vi har behov for en, som kan opfylde retfærdighedens krav – som kan stå i vores sted for at påtage sig faldets byrde og betale prisen for vores synder. Jesus Kristus har altid været den eneste, som har været i stand til at yde et sådant offer.

Frelseren har fra før jordens skabelse været vores eneste håb om »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende« (L&P 59:23).

Jesu Kristi helbredende og styrkende kraft

»Vor Frelsers forsoning gør mere end at give os vished om en universel opstandelse og mulighed for at blive renset fra synd ved omvendelse og dåb. Hans forsoning giver os også mulighed for at påkalde ham, som har oplevet alle vore jordiske lidelser for at give os styrke til at bære jordelivets byrder. Han kender vore kvaler, og han er der for os. Ligesom den barmhjertige samaritaner vil han forbinde vores sår og tage sig af os, når han finder os sårede i vejkanten (se Luk 10:34). Jesu Kristi helbredende og styrkende kraft og hans forsoning er for alle os, der vil bede derom« (Dallin H. Oaks, »Styrket af Jesu Kristi forsoning«, Liahona, nov. 2015, s. 64).

Dette liv er en mulighed for at blive mere som vor himmelske Fader. Når vi favner vores evige skæbne som Guds børn, går vi ind i en proces med fortsat udvikling og forbedring. Som ældste David A. Bednar har sagt:

»Formålet med livets rejse er, at vi udvikler os fra gode til bedre, og at vi ændrer selve vores væsen. Mormons Bog er fyldt med eksempler på disciple og profeter, der kendte, forstod og blev forvandlede af forsoningens muliggørende kraft på denne rejse. Efterhånden som vi når frem til en bedre forståelse af denne hellige kraft, vil vores syn på evangeliet blive langt større og rigere. Et sådant syn vil ændre os på bemærkelsesværdige måder …

Når vi får en forståelse af og begynder at anvende forsoningens opbyggende kraft, vil vi bede om og søge styrke til at ændre vores omstændigheder, snarere end at bede om, at vores omstændigheder må blive ændret. Vi bliver mennesker, der selv handler, i stedet for at være genstand for handling (se 2 Ne 2:14)« (»Forsoningen og livets rejse«, Liahona, apr. 2012, s. 15).

Ændring af hjerter

Når vi får adgang til vor Frelsers Jesu Kristi kraft til at styrke og helbrede os, kan han ændre vores hjerte.

Ældste Jeffrey R. Holland har fortalt følgende historie:

»Jeg vil fortælle om en ung mand, der værdigt ankom til missionsmarken, men som selv valgte at tage hjem før tid på grund af tiltrækning til en af samme køn og nogle traumatiske oplevelser, som han havde haft i den forbindelse. Han var stadig værdig, men hans tro var på bristepunktet, hans følelsesmæssige byrde voksede sig større end tidligere og hans åndelige smerte blev mere og mere udtalt. Han følte sig skiftevis såret, forvirret, vred og ensom.

Hans missionspræsident, hans stavspræsident og hans biskop brugte utallige timer på at søge svar, græde og velsigne ham, mens de holdt ham tæt til sig, men mange af hans sår var så personlige, at han holdt visse ting for sig selv. Den gode far i denne beretning lagde hele sin sjæl i at hjælpe dette barn, men hans meget krævende arbejdsforhold betød ofte, at denne dreng og hans mor stod alene i sjælens lange, mørke nætter. Dag og nat, først i uger og så i måneder, som blev til år, søgte de sammen helbredelse. I perioder med bitterhed (for det meste hans, men til tider hendes) og en uendelig frygt (for det meste hendes, men til tider hans), bar hun – der er det smukke, byrdefulde ord igen – bar hun sit vidnesbyrd for sin søn om Guds kraft, om hans evangelium og hans kirke, men mest af alt om hans kærlighed til dette barn. På samme tid vidnede hun også om sin egen betingelsesløse, uendelige kærlighed til ham. For at sammenføje disse to afgørende og essentielle søjler i hendes eksistensgrundlag – Jesu Kristi evangelium og hendes familie – udgød hun konstant sin sjæl i bøn. Hun fastede og græd, hun græd og fastede, hvorefter hun lyttede og lyttede, mens denne søn gentagne gange fortalte hende om, hvordan hans hjerte var ved at briste. Så hun bar ham – igen – men denne gang ikke i ni måneder. Denne gang forventede hun, at kampen gennem hans fortvivlelses ødelagte landskab ville vare evigt.

Men med Guds nåde, hendes egen beslutsomhed og hjælp fra utallige kirkeledere, venner, familiemedlemmer og professionelle har denne bønfaldende mor set sin søn vende hjem til det forjættede land. Desværre må vi erkende, at en sådan velsignelse ikke kommer, eller i det mindste endnu ikke er kommet, til alle forældre, som sørger over deres børn i mange forskellige situationer, men her var der håb. Og jeg må sige, at denne søns seksuelle orientering ikke blev ændret på mirakuløs vis – det troede ingen, at den ville. Men lidt efter lidt ændrede hans hjerte sig« (»Dér er din mor«, Liahona, nov. 2015, s. 49).