2021
Et billede på enighed
April 2021


»Et billede på enighed«, Til styrke for de unge, apr. 2021, s. 6-8.

Kom og følg mig

Et billede på enighed

Lige som farveprikker på et lærred er vi alle forskellige. Men det er smukt, når vi alle er forenede i Guds rige.

pointillistisk maleri

Udsigt over Crotoy, af Georges Seurat

Hvad tænker I på, når I hører ordet enighed? Måske et kor, der synger unisont, eller et af jeres yndlingssportshold, der spiller en kamp som en enhed. I kan finde enighed i familier, lokalsamfund, selv i naturen!

Enighed handler om at fungere sammen som en enhed. Selv om vi kommer fra forskellige baggrunde, forskellige kulturer og har forskellige evner, ønsker vor himmelske Fader, at vi elsker hinanden og »er ét« (L&P 38:27). Men hvordan kan vi være ét, når vi er så forskellige?

Enighed i kunst

Vi taler om enighed inden for musik og sport, men vidste du, at vi også kan lære om enighed inden for kunst? Der findes en malestil, der hedder pointillisme, hvor kunstnerne placerer små farveprikker på en overflade for at skabe et billede i stedet for at blande farverne sammen på en palet og bruge store penselstrøg. Når man står tæt på et af disse billeder, kan man kun se individuelle farveprikker.

Men, når man træder et skridt tilbage, blander prikkerne sig sammen og afslører et billede.

De individuelle farveprikker arbejder sammen om at skabe noget smukt. Lige som prikkerne er vi alle unikke individer. Vor himmelske Fader ser »hele billedet«. Han ser os alle som sine sønner og døtre, »arvinger til Guds rige« (4 Ne 1:17). Hvis vi også kan lære at træde et skridt tilbage og se det store billede, kan vi lære at elske og samarbejde med personer, som er anderledes end os. Her er nogle ting, vi kan gøre for at arbejde på at blive forenet.

Huske pagter

At huske vores dåbspagter hjælper os med at arbejde på at blive forenet med andre. I Mosija 18:10 læser vi, at en del af det at blive døbt, er at sige ja til at tjene Gud og overholde hans befalinger. En måde, vi gør det på, er at »bære hinandens byrder … sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).

Når vi hjælper en ven, som er ked af det, hjælper vores forældre med husarbejde eller hjælper nogen nye i skolen, gør vi en indsats for at åbne vores hjerte for dem og få vores »hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21). På hvilke andre måder kan I holde jeres dåbspagt om at tjene Gud? I kan endda stille jer selv dette spørgsmål næste gang, I tager del i nadveren. Når I leder efter andre måder at skabe enighed med andre på, vil vor himmelske Fader hjælpe jer.

Undgå at bruge »-itter«

I Mormons bog brugte folk navne som en måde at opdele og adskille sig på. De kaldte sig nefitter, lamanitter, zoramitter og amalekitter – for blot at nævne nogle få. Nogle gange bar de tilmed særlige mærker for fysisk at vise, hvilken gruppe de tilhørte (se Alma 3:4). De var lykkeligst, når de ikke havde nogen »-itter« (se 4 Ne 1:16-17).

Tænk over jeres arbejde, skole eller nabolag. Vi bruger måske ikke ord som »nefitter« eller »zoramitter«, men kan I komme på andre udtryk, folk måske bruger? Nogle mennesker her i verden prøver at adskille os baseret på fysiske evner, hudfarve eller tilmed, hvor mange penge vi har. Det er ikke sådan, Jesus Kristus har lært os at opføre os. Han sagde, at vi skal »elske [vores] næste som [os] selv« (Mark 12:31). For at blive mere som Jesus Kristus må vi undgå at bruge etiketter eller navne, der opdeler os.

Udvis ydmyghed

En del af et fællesskab vil sige at »lære at glæde sig over [vores] søskendes og venners succes …Vi må alle stræbe efter at blive mere ydmyge«.1 Det kan nogle gange føles hårdt. Måske kom jeres bedste ven med på holdet, men I gjorde ikke, eller en af jeres søskende fik en bedre karakter i skolen end jer. Vi kan blive kede af det eller sårede, når vi ser, at andre har succes. Selv om det kan føles svært, så prøv at fejre det med dem! Vi har alle sammen vidunderlige evner og talenter, og vor himmelske Fader ønsker, at vi hver især prøver at videreudvikle gode evner.

Forskelle kan være gode

Nogle gange kan vi have en tendens til kun at omgås med dem, der ligner os, taler som os eller tænker som os. Men Jesus Kristus gjorde altid meget for at omgås med dem, der blev anset som anderledes. Forskelle kan være gode og nødvendige!

forskellige unge mennesker

Fotografi: Getty Images

Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt, at »forskelligheden kan endog betragtes som en mulighed. Gud kan hjælpe jer til at betragte forskellen ved en anden person, som en kilde til inspiration snarere end irritation.«2 Alle kan ikke spille på samme position på et sportshold eller synge den samme stemme i et kor. Verden ville være kedelig, hvis alle blomster var samme farve, eller hvis alle træer så ens ud. Forskelle kan gøre verden bedre og hjælpe os til at være ét.

»Vær ét«

Når I arbejder på at skabe enighed med andre, vil I måske opdage, at vi ikke er så forskellige, som vi tror. Når vi lærer at se hinanden sådan, som vor himmelske Fader ser os, vil vi forstå, at alle er nødvendige og hører til i Guds rige. Vi er alle en vidunderlig farveprik på et smukt vægmaleri. Og vi kan lige så godt indse det – det ville bare ikke være det samme uden jer.