»Ingen tilbageslag«, Til styrke for de unge, apr. 2021, s. 14-17.

Ingen tilbageslag

Kristi Linton

To unge mænd fra Washington i USA har fundet måder at tjene på, på trods af deres fysiske begrænsninger.

Austin Nickle begyndte at lære tegnsprog, da han var 18 år gammel. Han begyndte at gå i den lokale gren for døve og meldte sig endda til timer på universitetet. Men Austin er ikke døv.

»Jeg blev født med en talefejl,« siger Austin. »Jeg har været bange for at tale en stor del af mit liv på grund af min stammen og dårlige talefærdigheder [evnen til at sige alle lydene i ord, så de tydeligt kan forstås]. Men jeg er ikke genert. Jeg er social, jeg taler bare ikke så meget som andre.«

Nogle gange tager det Austin flere minutter at sige, hvad andre kan dele på sekunder. Men det har aldrig hindret ham i at være optimistisk og deltage fuldt ud i skolen eller kirken. Og selv om han måske føler frygt nogle gange, er han et billede på mod.

»Han er frygtløs,« siger biskoppen i Austins hjemmenighed, Rodger Pickett.

»Jeg har været hans seminarlærer. Han var frygtløs på trods af det faktum, at han kunne blive drillet. Og der var nogle i klassen, som rullede lidt med øjnene, men han deltog uden frygt, besvarede spørgsmål, bad, og gjorde andre ting i klassen.«

Og det er sandt. Austin er ikke kun modig, men også venlig. Men det betyder ikke, at det er let for ham.

Kaldet til at tjene

At tage på mission var noget, Austin vidste, ville blive en udfordring.

»Når jeg tænkte på at tage på en fuldtidsmission,« siger Austin, »vidste jeg, at jeg kunne klare en tjenestemission, men jeg var bekymret for at tjene på en forkyndelsesmission på fuld tid. Men jeg vidste, at hvor end Herren kaldte mig til ville være der, han bedst kunne bruge mig.«

For Austin var det blot et spørgsmål om at finde den bedste måde at gøre det på.

En søndag blev det lidt mere tydeligt. Austins stavspræsident besøgte Austins menighed, og Austin var ved at velsigne nadveren. Før han afsluttede bønnen modtog stavspræsidenten og biskop Pickett det samme indtryk.

»Vi vendte os og så på hinanden med præcis den samme tanke,« siger biskop Pickett. »Han burde lære tegnsprog!«

Så snart biskop Pickett og præsident McCall havde delt deres tanke, »var jeg ikke længere nervøs for at tage på en mission,« siger Austin »Jeg vidste, jeg ville tjene som amerikansk tegnsprogsmissionær.«

Austin begyndte at komme i den lokale gren for døve og meldte sig derefter til tegnsprogsundervisning på det lokale universitet. Der var selvfølgelig ingen garanti, men han arbejdede ihærdigt og forberedte sig i tilfælde af, at det var Herrens vilje, på, at han skulle tjene som tegnsprogsmissionær.

Den 26. september 2019 fik Austin sit missionskald – en toårs tegnsprogsmission til Phoenix i Arizona i USA.

»Du skulle have set hans ansigt,« siger biskop Pickett. »Glæde. Ren glæde. Han talte tegnsprog, og hans mor oversatte, mens han åbnede e-mailen. Han kom med et ekstatisk udråb … han kunne ikke få hænderne ned.«

»Jeg er så spændt,« siger Austin. »Det er spændende, at der er så mange måder at tjene på.«

missionærer — Ældste Austin Nickle med sin første kammerat

Mød Donovan

Donovan Sorensen blev født med muskeldystrofi, en tilstand, hvor kroppen ikke producerer nok protein til at genopbygge musklerne. Han blev diagnosticeret, da han var 7 år. »Jeg kunne gå, indtil jeg var 11,« siger Donovan, »men derefter var jeg bundet til en kørestol«.

Det tager Donovan meget længere tid at gøre normale ting, såsom at stå op, få tøj på eller tilberede måltider.

»Jeg har i hvert fald lært ikke at tage ting for givet,« siger Donovan. »Det giver mig også stor forståelse for andre, som måske har endnu sværere ved disse ting, end jeg har.«

Donovans mor siger, »på trods af sine fysiske begrænsninger har han aldrig ladet sin tilstand afholde ham fra at opnå de ting, han beslutter sig for. Han udviser utroligt mod, selv om alting hele tiden er usikkert. Han har en stille selvtillid og har det okay med at være anderledes.«

At tjene i Herrens hus

»Altså, oprindeligt var en forkyndelsesmission på fuld tid rimeligt udelukket,« siger Donovan. »Og det havde jeg det okay med. Jeg havde accepteret det.«

Men så hørte Donovan og hans familie om tjenestemissioner.

»Vi kontaktede vores lokale tjenestemissionskoordinator. Vi fortalte ham, hvad jeg ville være i stand til at gøre,« siger Donovan. »Han hjalp mig med at finde den rette mulighed. Derefter samarbejdede han med min stavspræsident og biskop om at fuldføre processen.«

Det varede ikke længe, før Donovan indsendte sin ansøgning. Snart fik han sit kald til at tjene på en mission i templet i Seattle i Washington. Han blev indsat og arbejdede derefter i templet fem dage om ugen.

»Først var jeg lidt nervøs. Vi mødtes med tempelpræsidenten og skriveren, en uge før jeg begyndte. Jeg blev indsat som tempeltjener, og skriveren viste mig nogle af de ting, jeg skulle gøre. Så det gjorde mig meget mere rolig. Og da jeg først kom i gang, var det ikke noget problem. Jeg elskede det.«

Men hans tjeneste var ikke uden ofre og udfordringer.

»At vågne op er én af udfordringerne, men jeg sørger bare for, at jeg ikke kommer for sent i seng. Jeg er som regel i stand til at stå op uden de store problemer og komme hen i templet og gøre alt det, de har behov for, at jeg gør.« Men at stå tidligt op er bare begyndelsen. Derefter kommer busstoppestedet, hvor Donovan skal med offentlig transport til og fra templet. Han bruger ca. 3 timer på transport hver dag, og nogle gange mere, afhængigt af vejret.

»Han ser ikke på noget af det som et offer,« siger hans mor. »Han tager af sted i al slags vejr. Han vil ikke gå glip af en eneste dag, fordi han ved, at folk regner med ham, og han ved, hvor vigtig hans tjeneste er.«

»Jeg kan godt lide at få folk til at føle sig velkomne,« siger Donovan. »Der er mange, der har takket mig for min tjeneste, og selv om jeg gør noget, som enhver anden tempeltjener kunne gøre, så har jeg det godt med at vide, at jeg kunne være med til at gøre dem glade.«

Donovan og Austin tjener måske ikke på den måde, de oprindeligt havde tænkt sig, men begge tjener på præcis den måde, Herren ønsker – på sin måde.

Forfatteren bor i Washington i USA.

Mere om Austin og Donovan

»Hvad ville I sige til nogle, som føler, at deres fysiske begrænsninger ikke giver dem mulighed for at tjene på en mission?«

Austin: Hav tro. Herren har noget til os alle. I må ikke give op, for Herren opgiver ikke jer. Han ved, at jeres evner kan være til velsignelse for andre, uanset hvor store eller små, I måske føler, de er.

Donovan: Jeg forstår, hvad det vil sige ikke at være i stand til at kunne tjene som fuldtidsmissionær. Men jeg vil anbefale, at I undersøger de forskellige muligheder for tjenestemissioner, for der er masser af dem, I kan klare. Det anbefaler jeg på det kraftigste, for det vil give jer et boost.

»Hvad håber I, at andre kan lære af jeres eksempel?«

Austin: Uanset hvilken vanskelighed, det drejer sig om, kan Herren bruge jer, og han har lige så meget brug for jeres tjeneste som alle andres. »Han har en mission til jer, hvor I kan gøre en forskel.

Donovan: I bør helt klart overveje en tjenestemission og gå i templet, hvis I kan. Begge dele vil være til velsignelse for enhver, som deltager i dem.

»Hvem i skrifterne er jeres helt eller inspirationskilde?«

Austin: Jeg anser Moses for min helt, for han havde lige som mig »svært ved at udtrykke [s]ig i ord«, hvilket jeg tror, kan betyde, at han stammede. Moses imponerer mig også, fordi han trofast fulgte Herrens vilje og gjorde, hvad der var ret for Herren.

Donovan: Jeg har mange udfordringer i mit liv, men så har jeg også fået mange velsignelser på trods af disse udfordringer, og evangeliet har hjulpet mig med at være stærk og i stand til at stå det igennem. Og det er præcis det, Job gjorde. Han mistede ikke troen eller forbandede Gud for sine lidelser. Han forblev trofast og stærk, selv om det virkede som om, alt var imod ham. Han vidste, at Gud var med ham og var stolt af ham, fordi han stod det igennem. Mine udfordringer er ingenting sammenlignet med Jobs, men lige som ham er jeg stadig stærk og trofast gennem det hele.