Kom og følg mig

Jeg følte mig som en fiasko

Richard M. Romney

Kirkens Tidsskrifter

Jeg havde ikke døbt nogen på min mission. Så indså jeg, at der var en bedre måde at måle succes på.

skydeskive og pile

Illustration: Adam Howling

Har I nogensinde følt, at I ikke er lykkedes med noget, selv om I af hele jeres hjerte havde håbet, at I ville? Det var sådan, jeg havde det, da jeg kom hjem fra min mission. To år i Frankrig, og hvad godt havde jeg formået? Jo da, jeg havde selvfølgelig fået nye venner, lært et sprog og var kommet til at holde af de trofaste hellige, som stræbte efter at efterleve evangeliet.

Men jeg havde ikke døbt nogen.

Så huskede jeg et råd, min missionspræsident gav mig ved mit sidste interview: »Hvis du ærligt kan sige, at Gud er tilfreds med den indsats, du har gjort, hvis du ærligt kan sige, at du gjorde dit bedste for ham, så er det målet for din succes. Det er det eneste, der betyder noget.«

Mens jeg tænkte over det, følte jeg, at jeg måtte bede. Og langsomt fik jeg fred i mit hjerte. Ånden hviskede, »Herren ved, at du gjorde dit bedste. Dit offer er godt nok.« Det var tid til at komme videre med de næste ting i mit liv.

Vi spoler fremad efter Frankrig

Vi spoler mange år frem. Jeg var ved at skrive et brev til min datter, som tjente som missionær i Canada, da jeg hørte et ding fra min telefon. Nogle havde sendt mig et billede af indersiden af forsiden på et eksemplar af Mormons Bog med et vidnesbyrd skrevet på fransk – med min håndskrift! Jeg havde givet bogen til en søster, som var blevet en del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, da jeg var missionær (selv om jeg ikke havde døbt hende), men hun var faldet fra et par år senere. Hvorfor sendte nogle mig et billede af det vidnesbyrd, jeg havde skrevet så mange år tidligere?

Der fulgte en besked med billedet: »Jeg tænkte, at du måske var interesseret i at se dit vidnesbyrd igen. Min moster blev så glad, da jeg blev medlem af Kirken, at hun gav mig det eksemplar af Mormons Bog, som du engang gav hende. Jeg tænkte, at du ville sætte pris på at vide, hvilken skat den er for mig.

Min moster forblev ikke aktiv i Kirken, men hun talte altid varmt om den, tilmed så meget, at hendes yngre søster (min mor) bad missionærerne om at blive undervist. Min mor sluttede sig til Kirken. Hun blev gift i templet. Hun og min far fik fire børn, som er medlemmer af Kirken. Mine tre søskende og jeg har alle tjent på missioner og er blevet gift i templet. Vi er alle aktive og trofaste.«

Følelserne overvældede mig. For alle disse år siden troede jeg, at jeg havde fejlet. Men nu kunne jeg se, hvordan Gud var lykkedes med sin gerning på sin måde, over tid.

Når I gør jeres bedste for Herren

Minderne om andre personer, jeg havde undervist som missionær, begyndte at vælte ind over mig. En af dem sluttede sig til Kirken, efter at jeg var vendt hjem. Han bor nu i Fransk Polynesien, og vi chatter på Skype hele tiden. En anden sluttede sig til Kirken syv år efter min mission. Han tjente selv som missionær i Texas i USA. Nu er han stavssekretær i Sydfrankrig.

Jeg tænkte på andre franske medlemmer, jeg stadig kender og elsker – en søster på et plejecenter, som skriver breve til mig; en mand, jeg kendte, da han var teenager, som nu er missionspræsident i Afrika.

Hvis I havde spurgt mig ved afslutningen af min mission, ville jeg have sagt, at jeg havde fejlet. Men da jeg tænkte over det vidnesbyrd, jeg havde skrevet i det eksemplar af Mormons Bog for alle disse år siden, indså jeg, at man ikke har fejlet, så længe man gør sit bedste for Herren. »Måske var min eneste fiasko, at jeg følte mig som en,« tænkte jeg.

»Jeg indså, at man ikke har været en fiasko, så længe man gør sit bedste for Herren.«

Fiasko eller succes?

I starten af genoprettelsen blev en gruppe missionærer sendt ud for at prædike for indianerne, der boede vest for Missouri (se L&P 28:8; 30:6; 32:2). De troede, at de opfyldte profetierne i Mormons Bog om lamanitterne, der modtager evangeliet i de sidste dage. Men mod slutningen af deres mission, havde de ikke døbt en eneste indianer.

Hvis man havde spurgt dem, hvad ville de da have sagt om ikke at lykkes med sit forehavende? Og dog førte de andre til Kirken i mellemtiden. Blandt dem var fremtidige ledere som Sidney Rigdon samt mange medlemmer i Kirtland i Ohio, hvor det første sidste dages tempel blev bygget. De lærte, som jeg har lært, at Herren vil »vise menneskenes børn, at [han] er i stand til at udføre [s]it eget værk« (2 Ne 27:21).

Jeg lænede mig tilbage i min stol og smilede. Jeg indså, at tilbageslag i livet kan virke som fiaskoer i selve øjeblikket. Men, hvis I fortsætter med at gøre jeres bedste, vil Herren over tid hjælpe jer med at vende dem til triumfer.