»Beskyt de private øjeblikke«, Til styrke for de unge, apr. 2021, s. 22-25.
Beskyt de private øjeblikke
Min far lærte mig vigtigheden af at bruge min tid på at gøre gode ting, frem for bare at undgå dårlige ting.
Da jeg var 13 år, boede min familie på en ejendom i Granger i Utah, og hver lørdag morgen stod min bror og jeg tidligt op for at begynde på vores pligter. En bestemt lørdag var det min opgave at slå græsset. Vi havde en rimelig stor have, så jeg måtte stå ekstra tidligt op for at få alting gjort, før det blev for varmt.
Mens jeg satte plæneklipperen tilbage i skuret, da jeg var færdig, hørte jeg bagdøren i vores hus blive lukket. Jeg så op, og min far vinkede mig hen for at sidde sammen med ham på trappestenen udenfor bagdøren. Vi sad skulder mod skulder og beundrede den smukke solopgang, mens jeg ventede på, at han skulle sige noget til mig.
Se mod fremtiden
Efter en stund sagde han: »Fortæl mig, hvad du gerne vil med dit liv, min dreng. Hvad er dine mål? Hvad tænker du om fremtiden?«
Jeg fortalte ham om mine mål og drømme, inklusive fantastiske sportspræstationer og at blive advokat. Da jeg var færdig sagde han: »Det lyder fantastisk. Du kan opnå hvad som helst i livet med vor himmelske Faders hjælp.«
Derefter sagde han, »Min dreng, der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om, og jeg vil, at du skal vide, at jeg har bedt omkring det, jeg skal fortælle dig nu. Og jeg har bedt om, at det budskab, jeg giver dig, vil præge din sjæl.
Det, jeg skal sige til dig, vil få stor betydning for, hvordan du kommer til at håndtere de udfordringer og sorger, du helt sikkert vil møde i livet. Og det vil påvirke, hvordan du ser på de succesoplevelser, du får i dit liv, mere end noget andet, jeg kan sige til dig.«
Fars råd: Beskyt de private øjeblikke
Han holdt en pause, og jeg ventede nysgerrigt på, at finde ud af, hvad dette fantastiske råd ville være.
»Beskyt de private øjeblikke i dit liv,« sagde han. »Du ved, de øjeblikke i dit liv, hvor du tænker: ›Her er ingen andre, ingen ved, hvad jeg laver, og ingenting, jeg gør lige nu, vil have nogen negativ indvirkning på nogen andre‹? Kender du de øjeblikke?
Hvad du foretager dig i de øjeblikke, i disse private stunder af dit liv, vil afgøre hvor stor overbevisning, du vil fremstå med over for Gud og mennesker. Det vil afgøre din evne til at koncentrere dig og fokusere på vanskelige og komplekse udfordringer i dit liv mere end noget andet, jeg kan lære dig. Og det vil have mere at sige for, hvordan du skaber og opdrager din egen familie, og hvordan du stræber efter at være vor himmelske Fader nær, end noget andet, jeg kan sige til dig. Beskyt de private øjeblikke i dit liv, min dreng.«
Jeg lyttede omhyggeligt til dette råd. Og akkurat som han sagde, satte dette øjeblik sig fast i mit sind og i mit hjerte. De ord har for altid indprentet sig i min sjæl.
Opbygning af mit vidnesbyrd
Da jeg reflekterede over, hvad min far havde lært mig, indså jeg, at min far ikke kun refererede til vigtigheden af at holde sig fra ting, såsom pornografi og dårlig opførsel. Han rådede mig også til at fylde disse private stunder med positive ting. Omtrent et år efter denne samtale blev jeg færdig med at læse Mormons Bog helt selv for første gang. Og jeg modtog et vidnesbyrd ved Ånden i et privat øjeblik om, at Mormons Bog er Guds ord. Og jeg var i stand til at forstå sammenhængen mellem vigtigheden af, at det er Guds ord, og at dette er Herrens kirke.
I sådanne private øjeblikke fik jeg et vidnesbyrd om, at profeten i min ungdomstid, præsident Spencer W. Kimball, var Herrens talerør. Og det er på denne baggrund, jeg fortsat ved, at hver profet siden, deriblandt præsident Russell M. Nelson i dag, er Herrens udvalgte, kaldede og salvede talerør til verden.
For mig har disse private øjeblikke været fundamentet, som mit vidnesbyrd hviler på.
Arbejder på at blive bedre
Siden den morgen på bagtrappen i mit barndomshjem har det at beskytte de private øjeblikke i mit liv ikke kun betydet at gøre de ting, der beskyttede øjeblikket mod forkerte ting eller synd, men at fylde disse øjeblikke med åndelighed og fysisk opløftende aktiviteter. Nogle af dette kan være at lytte til god musik, bede, læse i skrifterne eller andre opbyggelige bøger, og at dyrke motion. Jeg prøver at fylde disse private stunder med fokus på at udvikle mine evner og arbejde med mine hobbyer. Jeg har erfaret, at det giver det mig vedvarende glæde frem for kortvarig lykke.
Da jeg i min ungdom arbejdede på at beskytte de private øjeblikke i mit liv, satte jeg mig personlige mål inden for områder, hvor jeg ønskede at blive bedre, såsom at sætte et mål om at læse Mormons Bog, forbedre min tid i 400-meterløb, tjene på en fuldtidsmission og komme ind på universitetet. Jeg stræbte efter at bruge den tid, jeg havde, til at blive bedre og udvikle mine evner. At sætte mig mål og stræbe efter dem har velsignet mit liv med et bedre fysisk helbred, et styrket vidnesbyrd og en indre fred og varig glæde.
Jeg er så taknemmelig for det råd, min far gav mig for alle de år siden, om at beskytte de private øjeblikke i mit liv. Jeg ved, at hans råd har hjulpet mig til at møde livets udfordringer og føle en overbevisning om, at jeg har en Fader i himlen, som elsker mig, og som jeg altid kan bede til i alle livets private stunder (se L&P 121:45-46). Når I beskytter disse øjeblikke i jeres liv og fylder dem med sunde, opløftende aktiviteter, vil I se og føle, at vor himmelske Faders velsignelser i form af fred, øget overbevisning og varig glæde strømmer ind i jeres liv.