2021
Følgere af Jesus Kristus på disciplens vej
April 2021


»Følgere af Jesus Kristus på disciplens vej«, Til styrke for de unge, apr. 2021, s. 2-5.

Kom og følg mig

Følgere af Jesus Kristus på disciplens vej

Fra talen ved aprilkonferencen 2010 »Vi følger Jesus Kristus«.

Frelseren har gjort det muligt for os hver især at opnå frelse og ophøjelse. Men vi må følge den vej, han har banet for os, for sikkerhed og fred.

Jesus Kristus

Foto: Tyler Rickenbach

Påskesøndag fejrer vi vor Herre og Frelsers Jesu Kristi sejr over døden. Vi hæger om vores forståelse og dybtfølte påskønnelse af Frelserens villige sonoffer på vore vegne. Det er den vigtigste begivenhed i menneskehedens historie.

Fordi Jesus Kristus fuldbragte sin hellige mission som Frelser og Forløser, vil vi opstå fra døden, og vores ånd vil blive genforenet med vores legeme. Afhængig af personlig værdighed kan vi, ved hans nåde, få den herlige mulighed for at komme tilbage til Guds nærhed.

Vores budskab til verden

Profeten Joseph Smith sagde om begivenhederne omkring påske: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil«.1

Omend vi glæder os over den evige betydning af Getsemane og Golgata, har vores fokus altid været på den opstandne Herre. Vores budskab til verden er, at Herren lever! Symbolet på Kristus for de sidste dages hellige skal findes i den måde, som vores tro og efterlevelse af hans evangelium kommer til udtryk på.2

Når vi grunder over, hvad det betyder at være kristen i dag, bør vi tænke på, hvad vores rolle som disciple kræver af os. Jeg foreslår, at vi overvejer og på passende måder følger det, som Frelseren gjorde i de sidste to dage af sit jordiske liv og virke.

Husk nadveren, og vis ærbødighed for den

Ved det sidste måltid med disciplene indførte Frelseren nadverordinancen. Han tog brødet, brød det, takkede for det og gav det til sine disciple, idet han sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer: Gør dette til ihukommelse af mig« (Luk 22:19). Gør dette til ihukommelse af mig. Hvis vi vil være hans disciple og være forpligtede medlemmer af hans kirke, må vi erindre og have ærbødighed for nadveren.

Nadveren gør det muligt for os hver især, med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, at udtrykke vores villighed til at følge Frelseren, omvende os og blive en hellig gennem Kristi forsoning (se Mosi 3:19). Nadveren gør det muligt for os at bevidne over for Gud, at vi vil huske hans Søn og holde hans befalinger, når vi fornyr vores dåbspagt (se Mosi 18:8-10; L&P 20:37, 77-79). Dette forøger vores kærlighed til og værdsættelse af både Faderen og Sønnen.

ung kvinde, der nyder nadveren

Elsk hinanden

Frelseren erklærede også: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34-35). I lyset af de evigtvarende konsekvenser af forsoningen, som han skulle til at foretage, kræver sådan en befaling vores lydighed. Vi tilkendegiver vores kærlighed til Gud, når vi holder hans befalinger og tjener hans børn. Vi forstår ikke fuldt ud Jesu Kristi forsoning, men vi kan bruge vores liv til at prøve på at være mere kærlige og venlige, uanset hvilken modgang vi møder.

Frelserens krav til sine apostle og alle disciple, som ville komme efter dem, om at elske hinanden er en af hans vigtigste lærdomme. Hvordan vi forholder os til og behandler hinanden er en målestok for vores villighed til at følge Jesus Kristus.

unge mænd med skjorte og slips

Vær værdig til Helligåndens tilskyndelser

På dette tidspunkt lovede Frelseren, at apostlene skulle få Helligånden, det tredje medlem af Guddommen. Helligånden er en person bestående af ånd, Talsmanden, som vidner om Faderen og Sønnen, som åbenbarer sandheden om alt og helliggør dem, der har omvendt sig og er blevet døbt.

Vi lever i en støjende og stridbar verden, hvor det praktisk taget er muligt at se eller lytte til informationer, musik og tilmed det rene vrøvl hver eneste af vores vågne timer. Hvis vi ønsker at få inspiration fra Helligånden, må vi finde tid til at tage den med ro, overveje, bede og leve, så vi er værdige til at få og handle efter hans tilskyndelser. Vi kan alle undgå væsentlige fejltagelser, hvis vi lytter til hans advarsler. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det vores privilegium at modtage lys og kundskab fra ham helt frem til den perfekte dag (se L&P 50:24).

Følg Frelserens vej

Denne påske fryder vi os over alt det, Frelseren har gjort for os. Han har gjort det muligt for os hver især at opnå frelse og ophøjelse. Men vi må følge den vej, han har banet for os, for sikkerhed og fred.

En måde at gøre det på er ved at efterleve vores levende profets belæringer. Han er et strålende eksempel på en, der følger Frelseren. En anden måde er at søge tilflugt og evig beskyttelse i templet.

Som apostel bærer jeg mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever og er verdens Frelser og Forløser. Han har banet vejen til sand lykke.