BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB
Symbolet på vores tro
Efter ombygningen af templet i Mesa i Arizona for nogle år siden blev gejstlige fra andre trossamfund inviteret til en rundvisning på den første dag af åbenthus-perioden. Flere hundrede tog imod indbydelsen. Da jeg talte til dem, sagde jeg, at vi meget gerne ville besvare de spørgsmål, de måtte have. Blandt disse spørgsmål var et fra en protestantisk præst.
Han sagde: »Jeg har været rundt i denne bygning, dette tempel, som på sin facade bærer navnet Jesus Kristus, men intetsteds har jeg set et kors, som jo er kristendommens symbol. Jeg har også bemærket, at korset heller ikke findes i nogle af jeres andre bygninger. Hvordan kan det være, når I siger, at I tror på Kristus?«
Jeg svarede: »Jeg ønsker ikke at såre nogle af mine kristne kolleger, som benytter korset på deres katedralers spir og deres kirkers altre, som bærer det på deres præsteklædning og trykker det på deres bøger og anden litteratur. Men for os er korset symbol på den døende Kristus, mens vores budskab forkynder den levende Kristus.«
Han spurgte så: »Hvis I ikke benytter korset, hvad er da symbolet på jeres religion?«
Jeg svarede, at vores folks levevis måtte være det mest relevante udtryk for vores tro, og som følge deraf selve symbolet på vores gudsdyrkelse.
Jeg håber ikke, at han følte, at mit svar var opblæst eller selvretfærdigt. Den holdning kan ved første øjekast virke som en modsigelse af vores påstand om, at Jesus Kristus er vores tros nøgleperson. Kirkens officielle navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi tilbeder ham som Herre og Frelser. Bibelen er vores hellige skrift. Vi tror, at Det Gamle Testamentes profeter, som forudsagde Messias’ komme, talte under guddommelig inspiration. Vi glæder os over Matthæus’, Markus’, Lukas’ og Johannes’ beretninger, som skildrer Guds Søns fødsel, tjenestegerning, død og opstandelse, Faderens Enbårne i kødet. Ligesom Paulus fordum »skammer (vi os) ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse« (Rom 1:16). Og ligesom Peter fastslår vi, at der ikke er givet mennesker noget andet navn end Jesus Kristus, »som vi kan blive frelst ved« (ApG 4:12).
Mormons Bog, som vi betragter som Den Nye Verdens testamente, rummer belæringer fra de profeter, der i oldtiden boede på den vestlige halvkugle, og som vidner om ham, der blev født i Betlehem i Judæa og døde på højen Golgata. Mormons Bog er endnu et stærkt vidnesbyrd om Herrens guddommelighed i en verden, der vakler i troen. Selve bogens forord, som blev skrevet af en profet, der levede i Amerika for halvandet årtusind siden, erklærer kategorisk, at den blev skrevet for at »overbevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som åbenbarer sig for alle folk.«
Og i den bog, som rummer vore nutidige åbenbaringer, nemlig Lære og Pagter, har han omtalt sig selv på følgende måde: »Jeg er Alfa og Omega, Kristus, Herre; ja, jeg er ham, begyndelsen og enden, verdens Forløser« (L&P 19:1).
I lyset af sådanne udtalelser og sådanne vidnesbyrd, kunne mange spørge, som min ven præsten gjorde det i Arizona: Hvis I hævder at tro på Jesus Kristus, hvorfor benytter I jer så ikke af symbolet på hans død, korset fra Golgata?
Til det må jeg lige sige, at intet medlem af denne kirke må nogensinde glemme den forfærdelige pris, som vor Forløser betalte, da han gav sit liv, for at alle mennesker kan leve – pinen i Getsemane Have, den fornedrende domfældelse, den afskyelige tornekrone, som flåede i hans kød, folkeskarens blodtørst hos Pilatus, den tunge, ensomme vandring til Golgata, den grufulde smerte, da store nagler trængte gennem hans hænder og fødder, hans legemes pinsler den lange dag, hvor Guds Søn hang og råbte: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Det var korset, det torturredskab, den frygtelige indretning, som knuste Fredens Menneske, den grusomme gengældelse for hans mirakuløse virke med at helbrede de syge, gøre de blinde seende og opvække de døde. Det var det kors, som han hang og døde på øverst på Golgatas top.
Det må vi ikke glemme. Vi må aldrig glemme det, for det var her, at vor Frelser, vor Forløser, Guds Søn gav sig selv som stedfortrædende offer for hver eneste en af os. Men den triste stemning på denne mørke aften inden den jødiske sabbat, hvor hans livløse legeme blev taget ned og skyndsomt lagt i en lånt gravhvælving, knuste håbet hos selv de mest trofaste af hans disciple. De var lamslået, fordi de ikke forstod det, som han tidligere havde fortalt dem. Den Messias, som de havde troet på, var nu død. Borte var den mester, som de havde sat deres lid, tro og håb til. Han, som havde talt om evigt liv og opvækket Lazarus fra graven, var nu død, ligesom alle mennesker før ham var døde. Nu var hans sorgfyldte, korte liv forbi. Det liv, som Esajas længe før havde forudsagt: Han var »foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred« (Es 53:3, 5). Nu var han borte.
Vi kan kun gisne om, hvad de, der elskede ham, følte, mens de grundede over hans død under den jødiske sabbat, som svarer til lørdag i vores kalender.
Så gryede den første dag i ugen, den vi nu kender som Herrens Sabbat. Til de, der sorgbetynget kom ud til graven, erklærede den engel, som sad derude: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?« (Luk 24:5).
»Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt« (Matt 28:6).
Her var det største mirakel i menneskets historie. Tidligere havde han sagt til dem: »Jeg er opstandelsen og livet« (Joh 11:25). Men de havde ikke forstået det. Nu vidste de det. Han var død i elendighed og smerte og ensomhed. Nu, på tredjedagen, opstod han i magt og skønhed og liv, førstegrøden af de, som er hensovet, og gav vished til alle mennesker til alle tider om, at »ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).
På Golgata var han den døende Jesus. Fra graven fremstod han som den levende Kristus. Korset havde været den bitre frugt af Judas’ forræderi, summen af Peters fornægtelse. Den tomme grav blev nu et vidnesbyrd om hans guddommelighed, forsikringen om evigt liv, svaret på Jobs ubesvarede spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv?« (Job 14:14).
Hvis han bare var død, ville han måske være blevet glemt eller i bedste fald blive husket som en af de mange store læremestre, hvis liv opsummeres med et par linjer i historiebøgerne.
Men med sin opstandelse blev han Livets Herre. Og hans disciple kunne nu istemme med Esajas: »Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5).
Jobs forventningsfulde ord var nu opfyldt: »Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se« (Job 19:25-27).
Det var med rette, at Maria udbrød: »›Rabbuni‹ – det betyder Mester« (se Joh 20:16), da hun så den opstandne Herre, for nu var han herre og mester, ikke kun over livet, men også døden. Borte var nu dødens brod, knust var gravens sejr.
Den frygtsomme Peter var som forvandlet. Selv den tvivlende Thomas udbrød oprigtigt og ærbødigt: »Min Herre og min Gud« (Joh 20:28). »Vær ikke vantro, men troende« (Joh 20:27) var Herrens uforglemmelige ord ved denne vidunderlige begivenhed.
Siden viste han sig for mange, blandt andet, som Paulus beretter, for »over fem hundrede brødre på én gang« (1 Kor 15:6).
Og på den vestlige halvkugle fandtes andre får, som han havde omtalt tidligere. Og folket der »hørte … en røst, som om den kom fra himlen; … og den sagde til dem:
Se, min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn, hør ham.
Og se, de så et menneske stige ned fra himlen, og han var klædt i en hvid kjortel; og han kom ned og stod iblandt dem …
Og det skete, at han strakte hånden ud og talte til folket og sagde:
Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden …
Stå op og kom hen til mig« (3 Nephi 11:3, 6-10, 14).
Og den smukke beretning fortsætter med at fortælle om den opstandne Herres virke blandt folket i fortidens Amerika.
Og endelig er der vidner fra nyere tid, for han vendte tilbage for at indvarsle denne uddeling, den forudsagte tidernes fyldes uddeling. I en herlig åbenbaring, viste han – den opstandne, levende Herre – og hans Fader, himlens Gud, sig for en ung profet for at begynde gengivelsen af de gamle sandheder. Nu fulgte en sand »sky af vidner« (Hebr 12:1), og han, som modtog alt dette – Joseph Smith, vor tids profet – erklærede alvorligt:
»Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!
Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne,
at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud« (L&P 76:22-24).
Til dette kan vi føje vidnesbyrd fra millioner af andre, som ved Helligåndens kraft har båret og endnu bærer højtidelige vidnesbyrd om, at han lever. Det vidnesbyrd har været deres trøst og styrke.
Jeg kommer for eksempel til at tænke på en ven, jeg lærte at kende i Vietnam under den tragiske krig i det land. Han var en mand med en stille og enestående tro på Gud, vor evige Fader, og på hans Søn, den levende Kristus. Jeg kan stadig mindes at høre ham synge med oprigtig overbevisning:
Om end gennem prøven jeg lader dig gå
Min nåde tilstrækkelig skal du vist få;
Du skal ikke skades af prøvelsens ild,
At lutre dit hjerte er alt, hvad jeg vil.
( »Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38).
Og fordi vor Frelser således lever, benytter vi ikke symbolet på hans død som et symbol på vores tro. Men hvad skal vi så benytte? Intet tegn, intet kunstværk eller nogen anden form for billede kan på fyldestgørende vis udtrykke den levende Kristi herlighed. Han fortalte os, hvad symbolet skulle være, da han sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).
Som hans disciple kan vi ikke gøre noget ondt eller fordægtigt eller anstødeligt uden at tilsmudse hans ry. Ej heller kan vi gøre noget godt eller smukt eller godgørende uden at få symbolet på ham, hvis navn vi har påtaget os, til at stråle endnu klarere. Så vores liv skal være meningsfyldt, et symbol på vores erklærede vidnesbyrd om den levende Kristus, den levende Guds evige Søn.
Så enkelt er det, mine brødre og søstre, og så dybsindigt er det, og det bør vi aldrig glemme.
Jeg ved, at min Forløser er
Guds søn og verdens Frelser god.
Han sejred’ over synd og død,
min Konge, og min Herre stor.
Han lever, er vor klippe fast,
han er vort håb og jordens salt.
Han lyset er for dig og mig,
det lys, der overvinder alt.
O, må Guds ånd os fylde helt,
så vi kan nyde freden her,
og styrk vor tro. I evighed
kan dine børn dig være nær.
(Gordon B. Hinckley, »Jeg ved, at min Forløser er Guds søn« , Salmer og sange, nr. 81).
FORSLAG TIL SAMTALEEMNER FOR HJEMMELÆRERNE
Efter at have bedt og læst dette budskab, fremlægger du det på en måde, som får dem, du underviser, til at tage aktivt del i samtalen. Her er nogle eksempler:
-
Bed familien om at fortælle, hvordan de ville besvare følgende spørgsmål: Hvorfor er der ingen krucifikser og kors i vore kirkebygninger? Hvad er symbolet på vores religion? Læs hvordan præsident Hinckley valgte at besvare de spørgsmål (se de første fem afsnit). Hvilket skriftsted forklarer vores tros symbol? (Se de sidste fire afsnit). Hvad kan vi gøre for at få vores symbol til at stråle klart, så andre kan se det?
-
Bed familien beskrive, hvordan de mener, at en »nøgleperson« i deres liv skulle opføre sig eller være. Læs og drøft nogle afsnit fra denne artikel, som forklarer, at Jesus Kristus er vores tros nøgleperson.
-
Lad familien fortælle deres yndlingsberetning om Jesus. Læs en historie eller to fra denne artikel højt. Bær vidnesbyrd om opstandelsen og Jesu Kristi sonoffer.